I juli 2006 var jeg på en slags rundvisning, en slags guided tour, i Dahiya, i det sydlige Beirut, som Israel igen har hamret løs på i et par uger, fordi forstaden stadig er tilholdssted for Guds Parti, Hezb’allah, eller Hizbollah, som vi kalder dem her i Norden. Også dengang havde Israel givet Dahiya det glatte lag, så vi trådte forsigtigt rundt mellem ruindyngerne, mens en israelsk drone summede over vores hoveder og transmitterede billeder af en flok betuttede journalister, der som en flok får blev ledt rundt af Hezbollah’s bevæbnede og engelsktalende turistførere.
Hvad vi ikke kunne undgå at se, var en uskadt dukkebarnevogn og lidt andet børnelegetøj, som lå pænt ovenpå brokkerne. Det blev jeg mindet om i sidste uge, da jeg sad alt for sent oppe og zappede rundt på Youtube og havnede på britiske SkyNews. Her gik journalisten også rundt blandt ødelæggelserne, og hans kameramand nærfilmede behørigt en stor bamse, som bortset fra lidt støv på den lyserøde acrylpels åbenbart også havde overlevet infernoet.
”Verden vil bedrages,” tænkte jeg bedrevidende i mit køkken og skænkede mig endnu et glas portvin, men det er faktisk rigtigt: hjertet vil hoppe i livet på en TV-journalist, som ser en bamse i murbrokkerne, også selv om det er resterne af Hizbollahs hovedkvarter, for det er næppe Hassan Nasrallah’s bamse, men tilhører nok et af de utallige børn, som den jødiske supermagt har begravet under ruinerne i Gaza og nu Libanon.
Jeg har dog en mistanke om, at både barnevognen, bamsen og barbiedukkerne var anbragt af en Hizbollahfunktionær med sans for lidt sentimental PR, men det er som sagt bare en mistanke.
På den anden side har israelsk militærteknologi udviklet sig formidabelt siden 2006, Israel behøver ikke længere smadre vuggestuer, plejehjem og børneværelser for at være på den sikre side, men reducerer med hvert teknologisk fremskridt risikoen for at ramme civile.
Den seneste måneds opvisning i israelsk militær præcision vil formentlig gå over i historien som banebrydende.
Men det er også galt.
Efter at mediernes måbende rådvildhed og forvirring havde lagt sig, blev Israels ellers temmelig vellykkede forsøg på kirurgisk krigsførelse vendt om til at være både usportslig og tarvelig.
Man sporede snart hos journalisterne en gnaven modvilje imod, at de samme nørdede jøder, som har udviklet de første droner til krigsbrug og opbygget deres eget antiluftskytssystem, The Iron Dome, (fedt navn, i øvrigt) nu også gør det i personsøgere og walkie-talkies.
Mens jeg på den goe’ gamle 13-skala uden tøven havde givet Israel et flot 13-tal ”For den usædvanlig selvstændige og udmærkede præstation”, gav menneskerets-eksperterne et vredt 00: ”For den helt uantagelige præstation.”
”Der er brug for en uafhængig undersøgelse af disse masseeksplosioner, og de, som beordrede og udførte angrebene, må stilles til ansvar,” lød det fra FN’s menneskerets-højkommissær Volker Türk.
”Brugen af eksplosive apparater, som man ikke med tilstrækkelig præcision kender lokationen på, er et vilkårligt angreb, der ikke er rettet mod et specifikt militært mål, men som rammer militære og civile mål uden at skelne”, udtaler Lama Fakih fra Human Rights Watch fra sit kontor - i Beirut.
Og DR: ”Ekspert: Eksploderende elektronik i Libanon kan være et brud på krigens love. Angreb skal primært være rettet mod militære mål for ikke at begå krigsforbrydelser, siger chefkonsulent”.
Og det lykkedes da også at finde nogle ”børn”, eller i hvert fald nogle pilfingre under 18 år, som åbenbart snuppede fars nye Hezbollah-dims, da den summede med et opkald fra én eller anden med navnet Mossad.
Michael Jarlner på Politiken ser endda den jødiske opfindsomhed som en optrapning af en ellers nærmest vant og tilforladelig tilstand. Han skrev den 30. september:
”Den libanesiske situation eskalerede for alvor 17. september, da tusindvis af personsøgere eksploderede synkront mellem hænderne og i lommerne på formodede medlemmer af den iransk støttede Hizbollah-milits. Det var kun præludiet. Siden fulgte en bomberegn, drabet i weekenden på Hizbollah-lederen, Hassan Nasrallah, og andre topfolk.”
Jeg troede, at ”den libanesiske situation eskalerede” (dårligt dansk) tog fart den 8. oktober 2023, da Hizbollah bombarderede Israel med sine iranske missiler? Eller i 2006, da Hizbollah brød aftalen og FN’s resolution 1701 og rykkede ind i det demilitariserede område syd for Litanifloden, gav FN’s blå hjelme et los i røven og byggede grænseområdet om til en mindre kopi af Maginotlinjen, men med et mere offensivt sigte? Eller skal vi tilbage til 1982, da hele det sydlige Libanon var i hænderne på PLO og Jasser Arafat, som jævnligt dræbte israelske civile med sovjetiske våben leveret fra Syrien?
Men krig løser intet, slet ikke Israels invasion i 2006, som jo bare styrkede Hizbollah, skriver Michael Jarlner, der har læst en bog af en kritisk israeler, Ari Shavits ”My Promised Land”, og den bør man rigtignok læse, men Ari Shavit, som betegner sig selv som venstreorienteret og på den såkaldte fredsfløj, har netop udgivet en anden bog, som vil skuffe Michael Jarlner: ”Existential War: From Disaster to Victory to Resurrection.”
Ari Shavits budskab er, at Israel siden 2009 til 7. oktober 2023 har været for letsindig, selvsikker og mageligt har hvilet på laurbærrene; at Israel nu, for at overleve, skal genfinde sit kriger-ethos; forene Athen og Sparta; og genkalde de tre principper, som David Ben-Gurion insisterede på som en forudsætning for Israels overlevelse: Årvågenhed, beslutsomhed og afskrækkelse. Og belært af de seneste ugers sofistikerede krigsførelse vil jeg tilføje: Snilde.
Den slags vil ikke finde tilgivelse blandt journalisterne, eksperterne, FN og NGO’erne, men dét slag har længe været tabt. Israel har intet andet valg end at ignorere den evige dæmonisering af sine væbnede styrker og sin krigsførelse og bagvaskelsen af dens folkevalgte ledere. (Forleden kaldte Mogens Lykketoft i P1 Debat Israels regering for ”halvfascistisk”.)
Nå, natten har sænket sig, jeg snupper lige et par beroligende israelske natlige bombardementer på Youtube, så sover jeg bedre ind, mens jeg håber på ny israelsk påhitsomhed.
P.S.: I øvrigt er jeg kommet frem til, at den israelske højrefløjs krav om reform af Israels højesteret er helt og aldeles på sin plads. Og jeg er også overbevist om, at Benyamin Netanyahu er den helt rette leder for en nation i krig for sin overlevelse - og at anklagerne imod ham ikke rækker til meget mere end en elektronisk fodlænke og et par ugers samfundstjeneste i et kosher-folkekøkken for nødlidende jøder. Men mere om det en anden gang.
