Nu leverer the Guardians kommentator Jonathan Freedland et sidste, og egentlig overraskende frontalangreb: ”Jeg havde en lille mistanke om, at boykotten ikke kun handler om israelsk politik. Den har jeg fået bekræftet. Den handler om selve Israel”
En stor del af de cirka 100 fremmødte buher højlydt og langvarigt.
Anledningen til mødet er den storm af kritik, det har vakt, at en af Storbritanniens mest kendte forfattere, Ian McEwan tidligere i år sagde ja tak til at modtage Jerusalem Prize. Prisen uddeles hvert andet år, og den gives til den forfatter, der bedst promoverer ''freedom of the individual in society'.
Den er givet til verdensnavne som Bertrand Russel, Simone de Beavoir og Isaiah Berlin. I lighed med tidligere prismodtagere som Haruki Murakimi (2009) og Susan Sontag (2001) har McEwan i øvrigt benyttet lejligheden til at drage til Israel og inkludere kritik af den israelske regering i sin takketale.
De 10.000 US dollar, der følger med prisen, har McEwan doneret til en israelsk-palæstinensisk fredsgruppe.
Kulturboykot
London Literature Festival har derfor fundet plads til et panel på fire, der skal diskutere det principielle i boykot af akademikere, forfattere, kunstnere, film, bøger med mere fra udvalgte lande. Men det er i særlig grad Israel, aftenen kommer til at dreje sig om.
Moderator er direktør for britisk PEN, Jonathan Heawood. Inden han går i gang med at præsentere panelet, beder han publikum stemme ja eller nej til følgende: "Where basic freedoms are denied and democratic remedies blocked off, cultural boycott by world civil society is a viable and effective political strategy; indeed a moral imperative." Kun omkring 10-15 mennesker i salen stemmer nej. Enkelte ved ikke.
I det trykte program er det kun fortalerne for kulturboykotten af Israel, der er nævnt. De består denne aften af Omar Barghouti, der er en af grundlæggerne af PACBI (The Palestinian Campaign for the Academic and Cultural Boycott of Israel, søsat i 2004 i Ramallah, omfatter også økonomisk boykot, red.). Han præsenteres i programmet som forfatter og menneskerettighedsaktivist. Den anden fortaler for kulturboykotten er den srilankanskfødte digter Seni Seneviratne.
På hjemmesiden har man dog husket at få den amerikanskfødte forfatter og filminstruktør Carol Gould med. Gould, der også er redaktør af Currentviewpoint.com, har i bøger og artikler har anklaget briterne for antiamerikanerisme og antisemitisme. Hun udgør ligesom den allerede nævnte Freedland panelets modstandere af boykot.
Boykot af Libyen og Sudan?
Freedland er den første på talerstolen. Han er i jakkesæt og slips, og han tror ikke på at ”One size fits all”, når det drejer sig om boykot. Hvad der var en god ting i forhold til Sydafrika under apartheid, er måske ikke en god ting i forhold til Israel i dag.
Freedland, der også skriver for New York Times understreger, at han igennem mere end 20 år har advokeret for oprettelsen af en palæstinensisk stat. Men han vender sig imod beskrivelsen af Israel som en apartheidstat. Derudover påpeger han, at en kulturboykot af Israel også i høj grad vil ramme kritikere af den israelske stat. Han opremser navne på akademikere og andre, der ville have været forhindret i at besøge Storbritannien under en boykot. Og hvis man vil have kulturboykot af Israel, hvad så med Libyen, Sudan eller Saudi Arabien?
-London School of Economics kan fortsætte med at modtage Gaddafis penge. Men ved en boykot vi vil også udelukke de forfattere, der er kritiske over for Israel. Man vil styrke Israels højrefløj.
Israel er som Sydafrika
Så er det Seni Seneviratnes tur. Hun er i spraglet bluse og lillebitte af statur. Seneviratne indleder med at citere Bertol Brecht og Pablo Neruda og med at afvise at forfattere kan hæve sig over politik. Hun er stærkt kritisk over for at Ian McEwan tog imod prisen. Og hun godtager beskrivelse af Israel som en apartheidstat. Derfor skal Israel boykottes.
Carol Gould er den næste. Hun er i busseronne, lange bukser og flade sko. Gould opridser sin egen baggrund: Ud af en slægt af jødiske rabbinere. Med bedsteforældre, der kom til USA uden en krone på lommen, drevet ud af czarens Rusland.
Gould vender sig imod, hvad hun opfatter som boykotkampagnens præmis: At kun arabere led, da staten Israel blev oprettet. 890.000 er det tal, som Gould sætter for jøder, der blev torteret, myrdet eller uddrevet fra de arabiske lande efter staten Israels oprettelse i 1948. (andre tal siger omkring 700.000, red). Hun minder om, at Israel forlod Gaza, der derefter blev omdannet til en art militærbase for Hamas (Buhen fra salen). Gould påpeger, at vil man boykotte, så kunne hun og andre efter 11. september have boykottet de arabiske forretninger på Edgware Road i London og den lokale palæstinensiske købmand. Men det har hun ingen planer om.
Boykot-fortaler læser i Tel Aviv
Gould vil ikke godtage beskrivelsen af Israel som en apartheidstat:
-Hvis Israel er en apartheidstat, hvordan kan over en million arabere, muslimer og kristne, for ikke at nævne bahai og andre trosretninger, så leve i Israel?
Og hvis Israel er en apartheidstat, så er det mærkeligt, mener Gould, at paneldeltageren Omar Barghouti kan studere i Tel Aviv – selvom Gould anerkender, at han måske ikke har følt sig velkommen.
Hermed hentyder Gould formentlig til at Barghouti, der er født i Qatar, opvokset i Egypten og uddannet i USA, ikke er populær blandt sine medstuderende. Barghouti læser for tiden filosofi på Tel Aviv universitet, og de studerende har forsøgt at få ham smidt ud på grund af hans engagement i boykot-kampagnen.
Ledelsen har fastholdt hans ret til at studere på institutionen. Dog skal det nævnes, at Knesset, det israelske parlament (efter mødets afslutning, red.) med stemmerne 47 mod 38 netop har vedtaget en kontroversiel lov, der blandt andet gør det strafbart – med bøde, ikke fængsel – at advokere for boykot af Israel.
Israel, en racistisk stat
Omar Barghouti tager over. Han er afslappet klædt i jakkesæt og med åben skjorte. Han fastholder, at det er rimeligt at klassificere Israel som en apartheidstat. Han afviser, hvad han opfatter som Freedman og Goulds personlige definitioner af apartheid. Man må, siger Barghouti, henholde sig til FNs definition, der blandt andet taler om “inhuman acts committed for the purpose of establishing and maintaining domination by one racial group of persons over any other racial group of persons and systematically oppressing them."
Barghouti erklærer, at han vil være den første til at boykotte Saudi Arabien, hvis saudiske dissidenter opfordrer ham til det. (Publikum klapper). Han forklarer også, at en individuel israelsk kunstner jo sagtens kan komme på besøg i udlandet. Men det må ikke være den israelske stat, der er blandet ind i kulturudvekslingen.
Barghouti anklager Israel for at være en racistisk stat, fordi den definerer sig som ”jødisk”. Israel har udviklet en kultur af ”genocide”. Han nævner blandt andet, at der findes en populær t-shirt i Israel, der forestiller en gravid arabisk mor og påskriften ”1 shot – 2 kills”. ( Publikum gyser). Ud fra Barghoutis fremstilling får man dog nærmest indtryk af, at denne t-shirt blev båret af civile israelere. Det er ikke tilfældet. De absolut smagløse t-shirts – historien kom frem i 2009 - blev båret af en række individuelle soldater, og israelsk militær tog afstand fra dem.
Buhen og hånlatter
Panelet debatterer indbyrdes. Freedland vil vide, om Seneviratne vil boykotte Sri Lanka, hvis tamilerne henvender sig? Han får et svævende svar. Freedland konfronterer også Barghoti med, at han på skrift har givet udtryk for, at boykotten ikke blot handler om at man vil have Israel til at anerkende 1967-grænserne.
Det er en boykot, der vender sig mod, at Israel definerer sig som en jødisk stat. Gould supplerer: Hvorfor må Israel ikke definere sig som en jødisk stat, når et væld af lande definerer sig som muslimske? Når Iran kalder sig en islamisk republik?
Barghouti fastholder, at Israel er en apartheidstat. Og tilføjer, at han ”vil bekæmpe diskrimination, hvadenten der er tale om en muslimsk, hinduistisk eller jødisk stat, der diskriminerer”. (Højlydte klapsalver fra salen).
Men trods de store meningsforskelle panelet imellem er det ikke det, der gør dette til et usædvanlig, aggressivt debatmøde. Panelet giver – i god stil – hinanden hånden efter debatten. Nej, det er publikum. Da der åbnes for spørgsmål og kommentarer fra salen rejser den ene tilstedeværende efter den anden sig i salen, herunder flere med jødisk baggrund, og erklærer Israel for en ”apartheidstat”. En enkelt taler om en ”fascistisk stat”. De vredeste spørgsmål går til Freedman. For hvordan kan han være kritisk over for israelsk politik og samtidig være imod boykot?
Gould, der undervejs åbent siger, at Israel har begået mange fejl inden for de senere år, viser publikum deres utilfredshed over for ved at buhe, gentage gange og højlydt. Flere gange buhes der så højlydt, at man ikke kan høre, hvad Gould siger. Da hun ved en enkelt lejlighed nævner de raketter, som Hamas sender ind over Israels grænser, mødes hun af hånlatter fra salen.
Før mødet afsluttes, stemmer publikum igen om det principielle i ja eller nej til boykot. Nej-siden har høstet et par enkelte, yderligere stemmer. Overdreven aggressivitet er nok ikke befordrende for et budskab. Og boykotdiskussionen? Den vil utvivlsomt fortsætte. Inden-og udenfor Israels grænser.
