Jeg er her for at tale om et emne, som ingen ønsker at tale om – religion. Mange i vores post-kristne samfund (særligt journalister) er bange for det, fejlinformerede og uvidende som de er om de mest basale teologiske begreber.
Vore teologer er ofte for specialiserede i deres arbejde til at kunne diskutere religion i en videre betydning, og vore kirkefolk er ofte så optaget af at finde lighedspunkter, at de ignorerer islams teologi.
Vore betydeligste islamkritikere indskrænker sig til at angribe islams ikke-religiøse sider, enten dens politiske side eller dens juridiske side.
Men når vi nøjes med at diskutere politisk islam eller sharialov, lader vi det være underforstået, at der er en islamisk religion, som er helt i orden, og som vi ikke behøver bekymre os om.
Og vi lader islamiseringens alvorligste problemer – den muslimske indvandring, moskebyggeriet, missioneringen i vore fængsler og i militæret og infiltrationen af vore regeringsinstitutioner – være urørte, ja i virkeligheden urørlige.
Så jeg mener, at vi må træde nogle skridt tilbage og undersøge islam i sin helhed og definere islam i dens fulde omfang – hvad den er og hvad den ikke er.
Én ting kan vi med sikkerhed sige om islam: Den indskrænker sig ikke til et blot og bart trossystem. Hvis den er en religion, så er den i hvert fald mere end det.
Islam er et totalt sæt af leveregler og rummer et særligt socialt system, et retssystem og et politisk system, der indbefatter en geopolitisk stræben – nemlig erobringen af og herredømmet over landområder.
Et næbdyr
Jeg sammenligner ofte islam med et næbdyr, der overfladisk kan ligne en odder. Ser man nærmere efter, vil man finde et dyr, der har et andelignende næb, lægger æg og har mange andre egenskaber, som ikke minder om odderens.
Følgelig kan det ikke tilhøre den biologiske kategori, som odderen tilhører. Det er simpelthen alt for forskellig og må tilhøre sin egen kategori. Det samme mener jeg er tilfældet med islam.
Den er alt for forskellig fra andre religioner til at kunne rummes inden for kategorien religion. Islam bør derfor klassificeres som tilhørende en egen særlig kategori.
For det andet mener jeg, at det må være indlysende for kristne, at islam er kristendommens diametrale modsætning, og jeg mener, at kristendommen og islam befinder sig på hver sin side af nihilismen, og at islams moral er vendt på hovedet.
En ondsindet gud
Lad mig forklare: Religionen forsyner os med en grundlæggende opfattelse af virkelighedens natur. Vi kan plotte trossystemer ind på en graf:
På den ene side er religioner, der betragter Gud som god og universet som et venligtsindet sted.
I midten har vi den opfattelse, at der ikke er nogen gud, og at universet er et nådesløst og udeltagende sted [nihilisme, red.] – det er det synspunkt, der forfægtes af den materialistiske determinisme, som angiver kursen for vore dages samfund.
På den modsatte side møder vi opfattelsen af Gud som ondsindet og af universet som et ondskabsfuldt og uforudsigeligt sted – og af en gud, der nyder vore lidelser.
Her befinder islam sig.
Når vi kan hævde, at islams moral er vendt på hovedet, er årsagen, at islam konsekvent ophøjer materielle hensyn over åndelige. Det vil sige, at den ophøjer fysisk efterkommelse af den islamiske troslæres påbud over ethvert hensyn til sandhed eller godhed.
Moral, lydighed og endog lovlighed er ét og det samme i islam. Lad mig give et eksempel. Her følger en bemærkning fra en far til en mislykket kvindelig selvmordsbomber:
"Hvis jeg havde vidst, hvad [min datter] havde planer om, ville jeg have fortalt det til jøderne. Jeg ville have standset hende."
"Ifølge vores religion er det forbudt for en piges krop at være udækket, endog i hjemmet. Hvordan kunne en pige tillade, at hendes krop blev sprængt i småstykker og samlet op af jøder? Det er absolut forbudt."
Kvinden som ejendom
Selv om det er et ekstremt tilfælde, ser vi dette mønster udspille sig igen og igen. Kvinder behandles, som om de var ejendom, for sådan defineres de af islam.
Hvis en ung kvinde for eksempel løber væk fra hjemmet for at gifte sig med den, hun virkelig elsker, så har hun i realiteten stjålet den ejendom, der er hende selv, fra sin familie, og familien vil ofte prøve at dræbe hende for at omgøre tyveriet og bøde på den skam og ydmygelse, familien har pådraget sig ved ikke at have haft fuld kontrol med deres datters krop, sådan som islam kræver.
I den forstand er islam komplet materialistisk – kontrol med kroppen er alt. Og det muslimske sind er helt og holdent koncentreret om den materielle verden.
Jeg påstår videre, at for muslimer er islam blevet en erstatning for Gud. Gudsdyrkelse defineres som lydighed mod islam, og islam repræsenterer alt hvad Gud vil med alle mennesker til alle tider. Guds vilje er hver eneste ting, der sker.
Så selv om nogen skulle undlade at adlyde islam, er det Guds vilje, at han skulle handle sådan.
Islam har ingen gud
Hvis der ikke er nogen forskel på menneskets vilje og Guds vilje, så er der ingen gud at søge. Inden for islam er Gud uerkendelig – han er totalt transcendent, og alt er hans vilje. Teologisk set er det ensbetydende med at sige, at der ikke er nogen gud.
Når en religion helt og holdent er reduceret til en doktrin og intet andet end en doktrin, er den ikke længere en levende tro. Den er død. Islam kan være kompleks, og den kan være logisk, men det er en logik, der beror på fraværet af levende sandhed.
Religion i sin videste betydning må handle om at stræbe efter højere værdier – efter sandhed, skønhed og godhed.
Som vi lærte i filosofitimerne, plejede man at sige, at disse værdier befinder sig uden for verden og bedømmer verden. Sandheden er menneskets målestok, mennesket er ikke sandhedens.
Det er essensen af religiøs tænkning.
Og det interessante er – som alle sande religioner lærer os – at når vi stræber efter disse værdier, så indoptager vi disse værdier i os selv. Når vi stræber efter det gode, bliver vi gode, når vi stræber efter sandhed, genspejles sandheden i os selv, og vi vil mere og mere værdsætte skønheden i Guds skaberværk.
Det kaldes almindeligvis for åndelig vækst. Al religion, som vi kender den, har banet vej for denne proces – dens mål er at føre mennesket til Gud og til at opleve Guds kærlighed.
Islam derimod underlægger sig alt. Islam er den højeste værdi, og den antager, at de netop omtalte åndelige værdier helt og holdent rummes inden for islam – ja, tilmed i Koranen.
Det forklarer, hvorfor et rygte om, at Koraner blev skyllet ud i toilettet på Guantanamo-basen, som Newsweek bragte til torvs i maj 2005, medførte snesevis af dræbte og hundredvis af sårede under optøjer overalt i den muslimske verden.
Liv blev ofret på grund af papir og blæk. Vi så det samme mønster udfolde sig i forbindelse Muhammed-tegningerne.
Der er ingen højere sandhed end islam, intet højere gode end islam og intet smukkere end islam. Islam har erstattet Gud, og dens endemål er ikke at bane vej for mennesket til højere værdier. Islam eksisterer simpelthen med det formål at bevare sig selv.
Ingen bro til Gud
Lad os tage tre enkle religiøse begreber og se på, hvordan islam behandler dem.
Det første er tro. Når vi bruger ordet tro, mener vi en voksende tillid til en kærlig, faderlig Gud – en Gud, man kan kende, og som man kan nærme sig. I islam kan Gud ikke kendes, der er ingen bro til ham.
Det, som muslimer forstår ved tro, er tro på sandheden og rigtigheden af islam selv. En intellektuel accept af en doktrin har erstattet den levende tro – menneskets forbindelse med en højere virkelighed.
Det andet er bøn. Når vi beder, åbner vi vort indre for Gud – det er en intim og personlig kommunikation, ofte i form af en anråbelse om, at Gud skal styrke os på dydens vej, således at vi er bedre forberedt på at møde livets problemer.
Der er intet personligt eller intimt ved den muslimske bøn. Den udføres i fællesskab og efter en udenadslært formel. Alle beder den samme bøn, mens de vender ansigtet i samme retning og udfører de samme fysiske bevægelser.
Som tilfældet er med militær eksercits, har disse såkaldte bønner den virkning at cementere den indbyrdes solidaritet, men ikke at øge den intime kontakt med Gud.
Personlige anråbelser skal ske under anvendelse af et af de 99 navne på Gud, ellers er de forgæves – som om Gud var et kæmpemæssigt postkontor.
Der er ingen intimitet mellem menneske og Gud i den islamiske bøn, fordi en sådan intimitet ikke kan findes.
Det tredje er tilbedelse, hvormed vi mener kærlighed, henrykkelse og taknemmelighed, der rettes mod Gud. Det sker ofte i form af sang. Inden for islam defineres tilbedelse som lydighed mod islam, og eftersom Gud er transcendent eller uerkendelig, er kærlighed til ham uden væsentlig betydning. Lydighed er alt.
Denne opfattelse er også en væsentlig forhindring for demokrati, fordi overholdelse af menneskeskabte love betragtes som ensbetydende med tilbedelse af mennesker.
Og mens jeg er enig i, at tilbedelse af mennesket er et karakteristisk træk ved den moderne verden – især hvis vi ser på fremvæksten af den moderne videnskab og dens løfte om alviden og endog almagt, så er jeg afgjort modstander af den opfattelse, at islams totale trossystem og totale regulering af livet er svaret på noget som helst.
Det er i hvert fald ikke en måde, hvorpå man kan nærme sig Gud. Det fører mennesker væk fra Gud og får dem til at koncentrere opmærksomheden om den materielle verden fra morgen til aften, dag ud og dag ind.
Islam er ikke svaret. Islam er problemet.
En falsk religion
Selv om der skulle være nogle, der stadig hævder, at islam hører hjemme under kategorien religion, så bliver de efterhånden nødt til at indrømme, at islam enten er en falsk religion eller en ond religion, fordi den leder mennesker til at begå onde handlinger, endog mod deres egne familier.
Der er selvfølgelig ingen regel, der siger, at alle religioner skal være gode eller føre til gode handlinger.
Islam er falsk, fordi den bygger på den fundamentale løgn, at Muhammed var en rigtig profet, snarere end et menneske, der simpelthen foregav at være profet for at skaffe sig magt over mennesker.
Man kan naturligvis sige det samme om Joseph Smith [ophavsmanden til mormonerne, red.] eller L. Ron Hubbard [der opfandt scientology, red.] eller en lang række andre grundlæggere af menneskeskabte religioner, der fra tid til anden er opstået ned gennem historien.
En religion, der nærer ærbødighed for et ondt menneske og hæver ham op som den perfekte model for menneskelig adfærd, kan ikke undgå at lede mennesker til onde handlinger – endog jihad.
Det fører os tilbage til sagens kerne. Bør en ond religion, der fungerer som diametral modsætning til religioner, som vi kender dem, nyde de samme fordele og den samme behandling som religioner, der er til gavn for samfundet?
Kontrakt med religionen
Fundamentalt set har vore sekulære samfund en kontrakt med religionerne. Den går ud på, at staten ikke vil blande sig i religionsudøvelsen, så længe den holder sig inden for loven, og at staten vil give religionerne fordele i form af skattebegunstigelser og andet, sådan at religiøse institutioner frit kan blomstre inden for vore grænser.
Som modydelse har religionerne styrket familien, fremelsket ærlige og hårdtarbejdende borgere med en høj grad af selvkontrol, således at de opfører sig etisk og næstekærligt over for hinanden og kan fungere med et minimum af ydre social kontrol.
Religioner, som vi kender dem, har været gode for samfundet. De har fremmet moralen, styrket familien, fremelsket samfundsgavnlige handlinger og opmuntret til social harmoni.
Islam, derimod, afsondrer sig fra samfundet og fremmer forestillingen om muslimsk overherredømme, hvormed den lægger kimen til social uro. Selv dens tradition for at give almisser tager udelukkende sigte på at gavne muslimer.
Desuden ødelægger islam kernefamilien i bund og grund med dens accept af flerkoneri. Det polygame ægteskab er ikke noget ægteskab. Det reducerer kvinder til ejendom. Det samme gør mormonernes polygami.
I forbindelse med det arabiske forår kan vi klart se, at når de herskende politistater pludselig bliver fjernet, så synker muslimske samfund uvægerligt ned i en tilstand af vold og kaos – religiøse sekter bekæmper andre sekter, stammer bekæmper stammer, plyndring breder sig, og mennesker bliver sat i en situation, hvor de er henvist til at forsvare deres familier mod deres naboer. Det er ikke, hvad vi forventer af religioner.
Vi forventer, at religioner værner om moral og civiliserede normer. Det gør islam tydeligvis ikke.
Retfærdighed før tolerance
Uagtet alle disse vidnesbyrd om islam som en umoralsk religion, findes der en fløj inden for den moderne tænkning, der prøver at give tolerance – denne rosværdige personlige egenskab – forrang for det mere grundlæggende samfundsprincip om retfærdighed.
Men er det retfærdigt at tolerere polygami i den religiøse friheds navn? I 1878 erklærede den amerikanske Højesteret enstemmigt, at det ikke er retfærdigt.
Er det retfærdigt at tolerere kvinders ulige arveret? Er det retfærdigt at tolerere tvangsægteskaber? Er et retfærdigt at tolerere antisemitisme?
Er det retfærdigt at tolerere hadprædikener mod ikke-muslimer? Er det retfærdigt at tolerere islams lære om, at muslimer står over ikke-muslimer, eller at mænd står over kvinder? Er det retfærdigt at tolerere parallelle retssystemer baseret på ulighed?
Der er ting, som vores samfund ikke kan tolerere, hvis det forventer at overleve. Retfærdighed må indtage sin retmæssige plads over tolerance.
Så for at opsummere: Islam er ikke en religion fordi:
1. Den er en sammensmeltning af sociale, politiske og juridiske systemer med et trossystem. Den er hverken det ene eller det andet – islam er unik.
2. Filosofisk set står islam så fjernt fra andre religioner, som man kan forestille sig. Den ligger på den anden side af nihilismen, og dens moral er vendt på hovedet.
3. Inden for samfundet fungerer islam modsat alle andre religioner. I stedet for at fremelske fred og samfundsharmoni, sår den vold og opløsning.
Skal islam nyde religionsbeskyttelse?
Derfor mener jeg, at det vil være klogt at genoverveje, om islam skal betragtes som en religion i det Første Forfatningstillægs forstand [Første Forfatningstillæg til den amerikanske forfatning garanterer bl.a. religionsfrihed, red.].
Jeg er klar over, at der er vanskeligheder forbundet med denne tilgang, og jeg ved, at mange har forkastet den og vil vedblive med det, men jeg mener, at det er nødvendigt at rejse spørgsmålet om, hvad islam i virkeligheden er, og hvad den ikke er.
I betragtning af de vanskeligheder, der var forbundet med at tage stilling til, om Pluto skulle betragtes som en planet, eller hvordan et nyopdaget insekt burde klassificeres, eller hvad der definerer organiske grøntsager, så kan jeg ikke forestille mig, at det skulle ligge uden for vores formåen at klassificere trossystemer.
I det mindste må vi begynde at så tvivl om dette "islam er en religion"-trumfkort, som islams forsvarere så succesfuldt har spillet ud.
Og jeg mener, at det ville hjælpe til at fjerne den forvirring, der har hersket i vore rækker, og gøre det muligt at kritisere islam i sin helhed – og ikke blot som et politisk eller juridisk system.
Man kan ikke bekæmpe en løgn af denne størrelsesorden med halve sandheder.
Rebecca Bynum er redaktør på The New English Review.Teksten er en tale, som forfatteren holdt d. 18. oktober 2011 i Memphis, Tennessee.
Oversat fra engelsk af Lars Hedegaard.
