Jeg forstår udmærket, hvis man ikke ønsker at skelne. Og jeg finder det ikke afgørende, om vi skelner eller ej. Det er mere vigtigt, at vi siger lige ud, at en bogstavtro fortolkning af islam IKKE kan forenes med vestligt demokrati.
Imidlertid hører jeg til en af dem, der foretrækker at skelne, og derfor vil jeg gerne komme med mit bud.
Nogle foretrækker at skelne for at feje noget ind under gulvtæppet, sløre virkeligheden, eller fordi de vil være pæne og/eller er bange for at kritisere islam. Det er bestemt ikke min begrundelse. Og at andre har disse grunde, skal ikke afholde mig for at skelne, når jeg nu finder, det både er rigtigt samt gavnligt især af kommunikative grunde.
Jeg vil her komme ind på to af mine bevæggrunde:
Når Lars i lederen skriver
”Hvis islam skal opfattes som en fredsommelig religion, mens ”islamisme” er en frygtelig afvigelse, hvad var så Muhammed? Var han en godhjertet muslim eller var han ”islamist”?
Skelnen nedtoner ikke nødvendigvis kritik af islam
Så tænker jeg, at fordi man ønsker at skelne, er det jo ikke givet, at man ønsker at nedtone sin islamkritik. Måske tværtimod. Sådan er det for mig. Jeg opfatter IKKE islam som en fredelig religion, ligesom jeg heller ikke mener, at ”islamisterne” (incl. de islamiske terrorister) har fejlfortolket islam. Jeg har talrige gange skrevet om, at de netop fortolker ordret og/eller ortodokst. De har ikke misforstået islam. Muhammed må naturligvis have været islamist, hvis vi overhovedet bruger denne betegnelse (som jeg jo gør). Jeg har flere gange skrevet om, at islam ved en bogstavtro fortolkning bliver til islamismen, som også er den dominerende form, vi i dag mest ser islam optræde som.
MEN PERSONER SOM NASER KHADER findes altså her på jorden. Heldigvis. Og der findes andre personer, der som Naser er født som muslimer, men er demokrater dybt inde i deres hjerter og hjerner. Jeg kunne ikke drømme om at anfægte deres ret til at bortfortolke alt det indhold fra islams skrifter, som er i modstrid med demokratiet og vores vestlige frihedsrettigheder. Det skal jeg eller andre ikke bestemme, vi skal være glade for, at de gør det.
Der er stor forskel på en demokratisk muslim og en islamist. Derfor ønsker jeg at skelne, for at gøre det helt klart. For at være præcis.
Noget andet er, at jeg finder dette projekt for muslimer, der vil være demokrater efter vestlig standard, vanskeligt. De skal jo bortfortolke så meget af deres religion, så det næsten ikke giver mening. Som jeg skrev i Kristeligt Dagblad 13. 10. 2014: ”Egentlig giver det jo heller ikke mening at fortolke centrale dele af islam som shariaen, der i øvrigt er ret veldefineret og tydeligt fremgår af islams skrifter, helt eller delvist væk fra islam”. http://www.lenekattrup.dk/omvendt-reformation
Ud fra min personlige logik ville det forekomme meget mere meningsfyldt at forlade islam. Men det skal jeg og andre jo ikke bestemme.
Da demokratiske muslimer findes, selvom de nok er svage og desværre ikke så mange, så ønsker jeg at skelne.
(Hvor mange der er af hver gruppe, demokratiske muslimer i forhold til islamister, skal dette indlæg ikke handle om. Og det er måske ikke så interessant, hvor mange muslimer vi har, der bortfortolker alt det indhold, der strider mod demokratiet og menneskers ligeværd mv. Det er vigtigere, at vi finder ud af, hvor mange islamister vi har i Europa. For det er her faren ligger. Jeg husker en fantastisk video med Brigitte Gabriel, hvor hun besvarer dette spørgsmål rigtigt godt. Vi har nogle holdningsundersøgelser fra forskellige lande bl.a. UK, Tyskland og Danmark, som er bekymrende. Men som den syriske psykiater Wafa Sultan, der netop omtales i lederen, har sagt det mange gange, så kan vi i øvrigt ikke fæste lid til optællinger af et lands muslimer. Det er forbundet med fare for det enkelte menneske at forlade islam - også i et vestligt land. Islam forbyder det. Og en muslim må ifølge Islam heller ikke selv fortolke indholdet i sin religion, og bortfortolke de dele, der må sløjfes, hvis man ønsker at være demokrat.)
Det var en af mine grunde.
At skelne gør det lettere at forklare
EN ANDEN VÆSENTLIG ÅRSAG til, at jeg ønsker at skelne, er, at det giver mulighed for præcist og bedre at kunne forklare, hvad islam er og så godt som altid betyder for samfundsudviklingen.
Jeg tror, man overvurderer den almindelige befolknings mulighed for at forstå og have tid til at sætte sig ind i problemets omfang, medmindre man foretager denne skelnen. Jeg har ofte oplevet i debatter, og når jeg har holdt foredrag, at tilhørere, der ellers hidtil ikke havde forstået, hvad faren ved islam er ved en bogstavelig fortolkning, så pludselig forstår det. Fordi jeg skelner. Og desuden forstår tilhøreren så, hvor forskellige vores religioner er, og hvilken stor betydning den aktuelle religion har for kulturen og samfundsudviklingen. Det grundlæggende kan jo bedre forklares, herunder, at:
1. Islam er en lovreligion og universalistisk (fremmer og befordrer teokrati)
2. Jødedommen er en lovreligion og ikke-universalistisk (kan give teokrati)
3. Kristendommen er ikke en lovreligion og ikke-universalistisk (befordrer og fremmer en sekulær samfundsorden med demokrati).
Det får forståelsen frem, og får tit tilhøreren til at indse, at det for demokratiets bevarelse er absolut nødvendigt med mulighed for en fri og nærgående religionskritik. Fordi islam bliver til islamismen ved en ordret fortolkning. Og det sker netop, hvis vi ikke har adgang til eller ikke tør at kritisere islams dogmer og læresætninger.
Jeg forstår udmærket, at nogle - især personer med særlig viden om islam som f.eks. Lars Hedegaard - ikke synes, man bør skelne mellem islam og islamismen. For en umiddelbar betragtning synes det ulogisk, islam selv skelner jo ikke.
Men på grund af den tid, vi lever i, synes jeg, at det både er en fordel og nødvendigt at skelne. Det fremmer forståelsen, herunder forståelsen af, at islam ikke er som den religion, næsten alle kender og bruger som referenceramme, kristendommen.
Jeg er bange for, at vi forpasser en mulighed for at få flere mennesker til at forstå emnet, og forstå hvad det er, vi taler om og har med at gøre, hvis vi ikke vil skelne. At bruge begrebet islamisme giver en mulighed for at få forklaret, at vi har at gøre med en totalitær ideologi, en alvorlig trussel mod det frie samfund og demokratiet – ja mod alt, hvad de fleste af os holder af. Man har en mulighed for at kommunikere mere præcist ved at skelne.
Det er vel også derfor, at ordet islamisme ofte bruges, når dette skal kommunikeres tydeligt – eksempelvis i det gode manifest som Ayaan Hirsi Ali, Salman Rushdie, Caroline Fourest, Mehdi Mozaffari m. fl. skrev under Muhammed-krisen, hvor der stod:
»Efter at have vundet over fascismen, nazismen, stalinismen står verden over for en ny global og totalitær trussel, islamismen”.
Her bruges ordet islamismen for at klargøre, at der er tale om en totalitær ideologi. (Det burde alle have fattet – men det har de ikke).
Og netop Ayaan Hirsi Ali sagde til Jyllands-Posten 10.01.2015 om den frygtelige terroraktion i Paris:
”Hvis der er en lektie at lære fra så grusom en begivenhed, må det være, at det, vi mener om islam, ikke spiller nogen rolle. Islamisterne tror selv oprigtigt på denne form for vold eller jihad.”
De giver her en mening, at Hirsi Ali bruger ordet islamisterne (og ikke muslimerne).
Konklusion:
Nogle af os (inklusive undertegnede) ønsker i en del sammenhænge at skelne, fordi det gør kommunikationen mere præcis og argumenterne mere tydelige og uafviselige. Det er der brug for.
En del af dem, der skelner, er meget ”klare i spyttet” og præcise i deres islamkritik. Nogle er det ikke.
Men jeg forstår udmærket, at andre ikke ønsker at skelne. De bliver ofte enten ikke forstået eller misforstået.
Vi behøver ikke grave grøften dybere end nødvendigt mellem dem, der ønsker at skelne og dem, der ikke gør det. Det er mere væsentligt, at vi advarer mod den fare som islamismen – og islam udgør - i den form, vi i dag ser islam optræde i.
Og vi bør koncentrere vores kræfter – samt forenes i - at oplyse om og forsøge at bremse den antidemokratiske islamisering af samfundet, som vi ser vokse frem i disse år.
For mig er det ikke afgørende, om man skelner eller ej, så længe man skelner mellem islam og muslimer. (Det har Lars Hedegaard sagt mange gange, at han gør. Det vidste jeg udmærket.) Jeg ønsker så også at skelne mellem islam og islamismen.
Det vigtigste er, at vi uden at ryste på hænderne advarer mod faren for os alle – også for de muslimer, der ønsker at leve i frihed og demokrati.
Noget andet er, at jeg desværre synes, som jeg skrev i Jyllands-Posten 15. 01. 2015 efter terroranslaget i Paris, der lignede det, vi lige har oplevet i København, bortset fra at vores politik var bedre klædt på, at vore politikere ikke virker handlekraftige, men svage og rådvilde. Her ligger en stor fare. Og derfor er jeg overvejende pessimistisk og bekymret for fremtiden. Til sidst i indlægget kom jeg med nogle bud på, hvad der kan og bør gøres. Det vigtigste er at bremse voldsomt for indvandringen fra Mellemøsten, de nordafrikanske og de arabiske lande i det hele taget. Fødekæden til problemet udefra må stoppes, og så må vi sætte markant ind mod den betydelige islamiske radikalisering, der sker her i landet. Jeg skrev lidt om hvordan i Jyllands-Posten her - læs evt også fra Kristeligt Dagblad her.
