Udviklingen i den arabiske verden ruller meget hurtigt i disse dage: fra forår til isvinter til utilsløret barbari.
Her er de egyptiske rettroendes seneste påfund: genindførelse af jizya'en, dvs. den kopskat eller tribut, som de muslimske herrer ned gennem historien traditionelt har pålagt overvundne vantro som modydelse for overhovedet at lade dem leve.
Ifølge Sapphos kolumnist Raymond Ibrahim vokser kravet om jizya dag for dag.
For står det ikke skrevet i Koranens sura 9, vers 29:
"Bekæmp dem, som ikke tror på Gud og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Gud og Hans Udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften [dvs. kristne og jøder, red.], skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de er kuet og rede til at betale skat [dvs. jizya, red.]".
Altså: Kristne og jøder kan redde livet, hvis de villigt underkaster sig islams herredømme og betaler underkastelsesskatten; andre vantro skal slås ihjel.
Kommende kristenforfølgelser
Blandt talsmændene for en genindførelse af jizya'en, der blev afskaffet i midten af det 19. århundrede efter pres fra den britiske kolonimagt, er Ahmed Imran, parlamentskandidat for Egyptens salafistiske parti, der vandt ca. 20 pct. af stemmerne ved det nylige parlamentsvalg
Muhammed Saad Katatni, generalsekretæren for Det Muslimske Broderskabs Friheds- og Retfærdighedsparti, der opnåede 40 pct. af stemmerne – og altså har flertal i det nye "demokratiske" Egypten sammen med salafisterne, er citeret for den udtalelse, at kopterne – de egyptiske kristne – ikke skal betale jizya nu!
Hvilket altså røber, at tanken ikke ligger Broderskabet fjernt, men kan omsættes til praktisk politik, når tiden er moden. Det vil formentlig sige, når den vestlige opinion er blevet tilstrækkeligt bearbejdet til at acceptere kristenforfølgelserne som den naturligste sag af verden.
Sidste sommer var en koptisk præst nær ved at blive dræbt af salafister, efter at han havde erklæret, at kopterne under ingen omstændigheder ville betale jizya.
Den ellevilde Irving
Den 23. februar i år, ved begyndelsen til "det arabiske forår", var jeg sammen med den ofte benyttede islam-ekspert Michael Irving Jensen inviteret i P1 Debatten efter middagsradioavisen.
Nu skulle jeg have tørt på, forstod jeg. Michael Irving Jensen var så ellevild, at han havde svært ved at styre sine bevægelser.
Efter det folkelige oprør mod undertrykkerne, sagde Irving, måtte jeg omsider indse, at islam udmærket kan forenes med demokrati og frihed, og den logiske følge af denne glædelige udvikling måtte være, at jeg opgav mit tidligere pessimistiske syn på islam.
Faktisk var det nu min pligt at udtrykke begejstring for de vidunderlige tildragelser en del af verden, som var blevet så forfærdelig bagtalt.
Jeg anbefalede, at man slog koldt vand i blodet og afventede udviklingen. Hvis det om et halvt år var gået så godt, som Irving stillede i udsigt, ville jeg hellere end gerne komme tilbage i studiet og indrømme min fejltagelse.
Derefter har ingen dansk radio eller tv-kanal inviteret mig inden for. Jeg er siden februar blevet interviewet af bl.a. canadisk, russisk, israelsk og arabisk fjernsyn (al-Jazeera), men i Danmark vil man ikke se mig, og det forstår jeg udmærket.
Frygter man, at jeg ville benytte lejligheden til at rippe op i Hamas-tilhængeren Michael Irving Jensens forudsigelser?
Det ville så fald betyde, at de elektroniske medier ikke ville kunne bruge Irving som sandsiger næste gang, der skal udsendes beroligende budskaber om, hvor godt det går i det sharia-styrede Egypten.
Det ville ikke være så godt. For det gælder tilsyneladende for medierne om at lægge det arabiske forår bag sig i størst mulig ubemærkethed, og det kan jeg i hvert fald ikke bruges til.
Voksende forklaringsproblem
Men hvor længe vil denne fremgangsmåde løse den vestlige meningselites problemer?
Man kan trods alle bestræbelser ikke i længden skjule, hvad der går for sig i de arabiske lande, som Vesten er så stolt over at have hjulpet til "frihed" og "demokrati".
Erfaringen er desværre, at når muslimske arabere får ret til selv at vælge, så stemmer de på religiøse partier, som lover at indføre sharia, dvs. en teokratisk totalitarisme, der garanterer, at landene aldrig kan blive udviklede, men er dømt til evig fattigdom, retsløshed og fordummelse.
En eller anden form for diktatur er den eneste mulige styreform i lande, hvis befolkning bekender sig til profetens lære. Det kan være militærdiktatur, klanstyre, kleptokrati, fyrstelig enevælde, præstestyre eller kombinationer af disse.
Demokrati og frihed i vestlig forstand kan aldrig komme på tale, så længe islam behersker sindene.
Og i lande med muslimsk indvandring vil friheden blive indskrænket i takt med antallet af muslimer.
Det er denne sandhed, der for alt i verden ikke må siges. Men det er også den sandhed, der med tiden vil gå op for stadigt flere i Danmark og resten af Vesten.
Islams apologeter er på taberkurs, og jo længere de holder kursen, des større bliver deres forklaringsproblem.
