Hertil kommer, at den muslimske verden har oparbejdet en ungdomspukkel, hvilket erfaringsmæssigt fører til massemyrderier, og hvis virkninger ikke kan modvirkes med ulandshjælp. Ophavsmanden til disse dystre forudsigelser, den tyske sociolog Gunnar Heinsohn, mener, at løbet er kørt for Europa.
BREMEN: Hvis lederne af den amerikansk-anførte "alliance af villige" havde kendt til Gunnar Heinsohns forskning, ville de formentlig aldrig have ladet deres tropper forblive i Irak eller Afghanistan. De ville formentlig hurtigt opgive enhver tanke om intervention i Sudans Darfur-provins. De ville fortælle de palæstinensiske 10-børns-familier, at Vesten ikke længere vil betale for deres uhæmmede børnefødsler. Vestlige opinionsdannere og politikere ville også opgive deres yndlingsforestilling om, at snart sagt enhver voldshandling i et bælte fra det nordlige Afrika og til Filippinerne foruden diverse terrorhandlinger overalt i verden skyldes den uløste israelsk-palæstinensiske konflikt.
Og værst af alt set ud fra den rådende politiske konsensus i Danmark og resten af Vesten: Heinsohn tror ikke et sekund på, at økonomisk bistand og afhjælpning af sult og nød i lande med store ungdomsårgange kan afværge krige, social uro, terror eller myrderier. Det er kort sagt en illusion at tro, at vejen til fred går gennem fattigdomsbekæmpelse. Tvært imod er han overbevist om, at den materielle hjælp i visse tilfælde kan sætte gang i myrderierne. Og det skyldes, at sultende mennesker ikke slås. De lider bare. Giver man derimod en masse unge mænd tilstrækkeligt at spise og en vis uddannelse i samfund, hvor der er for mange unge mænd til at de alle kan få den anerkendte position, som de mener at have krav på, kan det netop føre til vold.
Om dette udgav den 63-årige sociologiprofessor ved Bremens Universitet i 2003 en opsigtsvækkende og politisk aldeles ukorrekt bog, Söhne und Weltmacht: Terror im Aufstieg und Fall der Nationen [Sønner og verdensmagt: Terror i nationernes opgang og fald]. Den blev dog først rigtig kendt og diskuteret, efter at den prominente tyske filosof Peter Sloterdijk havde karakteriseret værket som lige så nyskabende som Karl Marx's Kapitalen. Sloterdijk mente således, at bogen kunne bane vej for en ny realisme inden for et felt, som man kunne kalde "demografisk materialisme".
Heinsohn er ikke optaget af befolkningernes absolutte størrelse, men derimod af andelen af teenagere og unge mænd. Hvis denne andel bliver for stor i forhold til den samlede befolkning, står vi over for en "youth bulge", som man kunne oversætte som "ungdomspukkel". Problemet opstår, når de enkelte familier sætter tre, fire eller flere sønner i verden. Så begynder de at slås om adgangen til de positioner i samfundet, der giver magt og prestige. Så har man en masse drenge og unge mænd rendende omkring fyldt med aggressioner og ustyrlige hormoner. Og så får vi myrderierne, indtil tilstrækkeligt mange af dem er blevet dræbt, således at deres antal modsvarer samfundets muligheder for at give dem positioner.
Efter Heinsohns opfattelse handler 80 pct. af verdenshistorien om unge mænd i nationer med et overtal af sønner, der laver uro. Denne uro kan antage forskellige former – voldsom vækst i den hjemlige kriminalitet, forsøg på kup, revolutioner, opstande og borgerkrige. Af og til foranstalter de unge folkemord for at sikre sig positioner, som tilhørte de myrdede. Endelig kan man ty til krig i form af fremmede erobringer, der fører til udryddelse af fjendens befolkning og bosætning af sin egen.
Men som Heinsohn understreger gang på gang, så har den uro og de voldshandlinger, som en ungdomspukkel afstedkommer, intet med sult eller arbejdsløshed at gøre. I sin bog beskriver han det på denne måde: "Dynamikken i en ungdomspukkel – det kan ikke understreges for tit – skyldes ikke mangel på næringsmidler. En yngre bror, der som karl hos arvesønnen meget vel kan være både mæt og måske tilmed tyk, søger ikke levnedsmidler, men en position, der kan garantere ham anseelse, indflydelse og værdighed. Ikke undervægtige, men derimod potentielle tabere eller deklasserede trænger sig frem" (s. 21).
Ulykkeligvis står den vestlige verden netop i disse år over for en gigantisk ungdomspukkel i store dele af den muslimske verden. Denne pukkel er opstået på baggrund af en muslimsk befolkningseksplosion. I løbet af blot fem generationer (1900-2000) er folketallet i de muslimske lande vokset fra 150 millioner til 1200 millioner – altså en ottedobling. Til sammenligning er Kinas befolkning vokset fra 400 til 1200 millioner (en tredobling) og befolkningen inden for det nuværende Indiens territorium fra 250 millioner til 1000 millioner (en firedobling).
Sappho har besøgt Gunnar Heinsohn på hans kontor på Bremens Universitet, der i 1984 gav ham et livsvarigt professorat, for at få ham til at uddybe sine opsigtsvækkende synspunkter.
Ungdomspukler og vold
– Hvad er definitionen på en ungdomspukkel?
"Der er ingen almindeligt accepteret definition. Den franskmand, der først anvendte begrebet i 1970, sagde, at en ungdomspukkel eksisterede, når 30 pct. af mændene i en befolkning var mellem 20 og 24. Jeg lavede det om til 30 pct. mellem 15 og 29. Det betyder, at hvis man tager 100 mandlige indbyggere i et land, så vil 30 af dem være mellem 15 og 29."
"Men man skal huske, at disse 30 pct. unge mænd ikke vil udgøre nogen fare, hvis de er sultne eller står uden uddannelse. For at være farlige må de være i god fysisk og mental form."
Heinsohn understreger, at der er masser af krige og myrderier i historien, der ikke udspringer af ungdomspukler. Hitler-bevægelsen og Mussolini-bevægelsen i 1920erne kan forklares som ungdomspukkel-fænomener. De tidlige nazister og fascister havde en gennemsnitlig alder, der lå et stykke under 30 år. Den bolsjevikkiske bevægelse i perioden omkring 1917-revolutionen kan beskrives på samme måde. Men allerede da Hitler startede 2. Verdenskrig, var mange tyske familier nede på én søn. Så Hitlers angrebskrig i 1939 var ikke et ungdomspukkel-fænomen. Holocaust var heller ikke. Mordet på jøderne skyldtes således ikke, at unge tyske mænd var ivrige efter at overtage deres positioner, selv om der findes teorier, der hævder det.
Heller ikke myrderierne foranstaltet af de senere marxistisk-leninistiske regimer, som måske har dræbt 100 millioner mennesker, har noget med ungdomspukler at gøre. Bolsjevikkernes magtovertagelse i Rusland i 1917, der var drevet af millioner og atter millioner af bondesønner uden jordejendom – den skyldtes en ungdomspukkel. Men Stalins GULAG falder ikke ind under denne forklaring.
– Hvad så med Maos myrderier i Kina?
"Igen må man sige, at 1930ernes Mao-bevægelse var båret af en ungdomspukkel, men da han tog magten i 1949 og startede sine store udrensninger ved at dræbe ejendomsbesiddere, var ungdomspresset allerede forbi."
– Så hele Vestens bærende ideologi, nemlig at vi kan bekæmpe krig og vold ved at afhjælpe sult og fattigdom og skabe jobs i den tredje verden, er forkert?
"Hvert eneste år udsender de fem tyske fredsforskningsinstitutter en årbog, der altid har følgende konklusion: Hvis vi vinder kampen mod sulten, har vi besejret krigen. Derimod viser ungdomspukkel-forskningen, at hvis man afskaffer den umiddelbare materielle nød og sult i et land med ungdomsoverskud, så vil volden begynde at tiltage."
"I Europa har vi lige fejret 50-året for Rom-traktaten, og i alle aviser har vi kunnet læse, at denne traktat endte krigene i Europa. Det er helt forkert. Hvis tyskerne efter 1945 havde formeret sig, som de gjorde mellem 1900 og 1914, så ville vi have haft en tysk nation på næsten 500 millioner, og vi ville have haft ca. 80 millioner tyske mænd mellem 15 og 29. I virkeligheden har vi 7 millioner. Og så kan man spørge sig selv, om disse 80 millioner ville have været så fredelige som vore nuværende 7 millioner, eller om de ikke snarere ville have sprængt bomber i Breslau eller Danzig."
Demografisk kapitulation
"Det bringer mig til noget, som jeg kalder 'demografisk kapitulation'. Der er en meget simpel definition: Man tager mændene i alderen 40-44 og sammenligner dem med drengene i alderen 0-4 år. Demografisk kapitulation er, når man har 100 mandlige 40-44-årige overfor mindre end 80 0-4-årige drenge. I Tyskland er forholdet 100/50, i Gaza-striben er det 100/464. Jeg har sammenstillet nogle tal for dig, og heraf fremgår, at Danmark er lige på kanten til demografisk kapitulation. Hos jer er forholdet 100/80."
Af Heinsohns statistiske oversigt fremgår, at hvis Danmark havde formeret sig så stærkt som Gaza (fra 240.000 til 1,4 millioner fra 1950 til 2006), så ville vi i 2006 ikke have haft en befolkning på 5,5 millioner (over for 4,3 millioner i 1950), men på 25 millioner, dvs. mere end Australien og New Zealand tilsammen. I så fald ville Danmarks medianalder for mænd være 15 (mens den i virkeligheden er 39), og der ville være 3,6 millioner mænd i den kampdygtige alder (15-29), mens Danmark i virkeligheden kun har 470.000. (Medianalderen må ikke forveksles med gennemsnitsalderen. At medianalderen er 15 betyder, at der i en befolkning er lige mange, der er ældre end 15, som der er yngre end 15, red.)
Over for lande, der som Tyskland og Japan har kapituleret, står lande karakteriseret ved "demografisk oprustning". Ud over Gaza er det bl.a. de tre muslimske lande Afghanistan (100/403), Irak (100/351) og Somalia (100/364). Det er således ikke tilfældigt, at de er præget af udbredt og ekstrem voldsanvendelse og vil være det i adskillige år frem i tiden. Dette gælder naturligvis også i Gaza og blandt palæstinenserne som helhed.
– Så du tror ikke, at den såkaldte "fredsproces" mellem Israel og palæstinenserne er realistisk?
"Nej, og grunden er den store fejl, der blev lavet i Oslo i 1991, da de hemmelige forhandlinger mellem Arafat og Yitzhak Rabin begyndte. Fejlen var, at man overhovedet ikke forholdt sig til den palæstinensiske befolkningseksplosion. Palæstinenserne er næsten blevet seksdoblet inden for de seneste 50 år. Man skulle have gjort to ting: Israel skulle have indstillet sine bosættelser, og verdenssamfundet skulle have sagt til palæstinenserne: Hvert barn i Palæstina vil blive brødfødt af verdenssamfundet som før, for ved at acceptere, at ethvert palæstinensisk barn er en flygtning, har verdenssamfundet et ansvar for, at der er blevet født så mange børn. Men fra 1. januar 1992 betaler I selv for jeres børn, ligesom en kvinde gør i Libanon, i Tunesien og Algeriet. Det skulle man have sagt til palæstinenserne. Hvorfor nævner jeg disse tre nationer? Fordi i disse samfund får en kvinde mindre end to børn i gennemsnit. Havde vi gjort det for 15 år siden, ville vi i dag have set en generation af unge palæstinensiske mænd med ringe tilskyndelse til at gribe til vold mod hinanden eller mod jøderne. Men vi gjorde det ikke, og derfor tror jeg ikke på fredsprocessen, selv om Hamas skulle beslutte at skrive under på alt. Deres unge vil rive sådanne overenskomster i stykker."
Heinsohn gør opmærksom på, at det er USA, EU og her særligt de skandinaviske lande, der betaler for palæstinensernes enorme børneproduktion. Men man bliver nødt til at indstille denne støtte, således at palæstinenserne selv betaler for de børn, de sætter i verden efter et vist tidspunkt.
- Hvorfor kan palæstinenserne ikke bare arbejde ligesom alle andre og selv tjene til livets opretholdelse?
"Palæstina er en speciel sag. De har aldrig haft nogen chance for at udvikle sig, fordi de har været på international understøttelse."
Fattigdom og religion
– Af din bog får man den opfattelse, at ungdomspukler skaber fattigdom, mens vi i Vesten har set forholdet modsat og betragtet ungdomspukler som et resultat af fattigdom?
"Hvis en ungdomspukkel omdanner en stat til en fejlslagen stat, så vil man se et sammenbrud af markedet og af produktionen, og det vil føre til fattigdom. Hvis vi ser på tilfælde, hvor vi nu nærmer os en opblussen af volden – Pakistan og Bangladesh – så kan man konstatere, at de begge har en stadig vækst i den gennemsnitlige indkomst pr. indbygger – og tilmed en signifikant vækst. Hermed har vi tilvejebragt grundbetingelserne for, at de unge mænd kan være både velnærede og veluddannede, hvilken fører til, at de bliver uregerlige. Hvis det så lykkes disse unge at ødelægge landets infrastruktur, vil det resultere i fattigdom. Jeg har fulgt denne proces tæt i den vestafrikanske stat Elfenbenskysten. Her har man haft et system med syv børn for hver kvinde, samtidig med at gennemsnitsindkomsterne voksede. Da så slagterierne startede, faldt også gennemsnitsindkomsterne."
- Hvordan forklarer du, at det muslimske Mellemøsten var dybt underudviklet, før man kunne tale om nogen ungdomspukkel. – ja før europæerne – der jo får skylden for det meste – havde sat foden på Mellemøstens grund? Bliver man ikke nødt til at inddrage religionen og kulturen i regnestykket?
"Lad os se på disse små lande i Europa, der var i stand til at erobre og kolonisere store dele af verden efter ca. 1500, begyndende med Portugal og Spanien. Vores forklaring er normalt, at der var et pres på ressourcerne pga. overbefolkning. Det modsatte var tilfældet. Da Spanien startede sine erobringer i 1493 med Columbus' anden ekspedition, havde Spanien seks millioner indbyggere, men i 1350 havde det ni millioner. Spanien var altså ikke overbefolket. Derimod var der pludselig blevet sat en masse børn i verden, fordi pave Innocens 8. i 1484 havde dekreteret dødsstraf for fødselskontrol (det havde paven dengang magt til), hvilket medførte en øjeblikkelig eksplosion i børnetallet. I middelalderen havde man to-tre børn pr. familie, nu fik man pludselig seks-syv. Det betød, at medianalderen i seks-millioner-befolkningen var 15 år, mens den i ni-millioner-befolkningen i 1350 havde været 28-30. Så der var ikke tale om mangel på jord eller mad. Derimod blev der i en håndevending mangel på positioner. Tidligere havde man opfostret en og nogle gange to drenge i familien. Den ene kunne overtage bedriften, og den anden kunne blive fæster et andet sted. Nu havde man pludselig tre drenge, som ganske vist havde mad, men ikke positioner, og disse drenge startede erobringerne og koloniseringen. Spanierne kaldte dem ganske sigende for "secundones" ¬ altså toere."
"Hvor kommer religionen så ind i billedet? Disse unge mænd – 95 pct. af dem – var normale, gode drenge og betragtede det derfor som en synd at dræbe eller mishandle de overvundne befolkninger i kolonierne. De kendte forskellen på dem selv og en psykopat og eller en almindelig morder. Så når de gik i aktion, havde de brug for religionen til at fortælle dem, at de ikke var mordere, men folk, der af et ærligt hjerte ombragte vantro, syndere og uretfærdige. Man eksekverede altså en højere orden, da man ikke ville betragtes som ulydig."
"Derfor kalder jeg ikke disse erobrere og kolonisatorer - spaniere, englændere, danskere – for kristne, men for kristianister. Altså samme distinktion som mellem en from muslim og en islamist. Disse unge spaniere var ikke kristne, men kristianister, der behøvede denne ideologi for at retfærdiggøre deres forfærdelige myrderier."
Nye religioner opstår på ingen tid
Heinsohn stiller sig også meget tøvende over for at tilskrive f.eks. islam en kerne, til hvilken man kan henføre senere handlinger eller handlemønstre. Og som et eksempel på, hvad han mener, nævner han den 1968-bevægelse, han selv tilhørte som ung.
"Når tidspunktet kommer, så bliver nye religiøse pamfletter og bøger skrevet på stedet og på ingen tid. Man tilskærer sin religion på en sådan måde, og man tager fra sine hellige bøger – Koranen, Biblen, Det Kommunistiske Manifest – de sætninger, der passer med ens formål. Man ved, at man vil bruge vold, men man vil have en meget fin retfærdiggørelse. For man er et retfærdigt menneske. Men når ungdomspuklen er afviklet, så kan disse bøger, som blev udspredt i millioner af eksemplarer, ikke engang sælges antikvarisk. Alle ved nu, at de er fulde af sludder. Men mens bevægelsens øjeblik står på, er disse unge mænd uimodtagelig for argumenter. Så de falske ideer opstår ikke ud af de hellige skrifter. De unge laver dem selv. For de behøver de forkerte ideer til at retfærdiggøre deres handlinger. Derfor kan man ikke standse dem ved at forklare, at deres ideer er forkerte. Så det er ikke de forkerte ideer, der skaber bevægelsen, men bevægelsen, der skaber de gale ideer. Islam skaber ikke islamismen, det gør unge muslimer."
Efter Heinsohns beregninger vil der i 2020 være omkring 300 millioner unge muslimske mænd, men det er ikke dem alle, der vil være vrede. Et voksende antal muslimske nationer – Algeriet, Libanon, Tunesien, Iran, Tyrkiet og de rige emirater – er alle faldet under nettoreproduktionsgrænsen. Iran har nu 1,7 barn pr. kvinde. Det er det samme som i Danmark, men mindre end i Frankrig. De nævnte lande har stadig ungdomsoverskud fra tidligere, men om ikke så mange år, vil de ikke længere have noget overskud, der sætter dem i stand til at udgøre en fare.
Derfor tror han heller ikke, at de iranske masser vil sætte hele området i brand. Dette scenarie er en projektion af situationen umiddelbart før den islamiske revolution i 1979 og under krigen mellem Irak og Iran fra 1980 til 1988, hvor Iran kunne sende hundredtusinder af drenge og unge mænd ud i minefelterne. Disse teenagere findes ikke længere.
En klasse af tabere
- Ville det være en løsning at hente de overflødige sønner til Europa?
"Det der sker i Europa er, at alle nationerne – der er ingen undtagelser – er aldrende nationer, som ikke fuldt ud reproducerer sig selv. Derfor er de inde i en proces, hvor de æder af hinandens talenter. Hvorfor kikker de ikke efter talenter i Afrika, hvor befolkningen er vokset fra 100 millioner i 1900 til forventet 2 milliarder i 2050? Hvorfor ikke i islam, hvor vi har en lignende befolkningseksplosion? Hvorfor kikker Amerika efter talenter i Tyskland, hvorfor kikker Danmark efter polakker? Fordi man i tredjeverdens-landene ikke har det uddannelsesmæssige niveau, man behøver i udviklede lande, der kun kan beholde deres position gennem innovation. Til det formål behøver man unge mennesker, der er vokset op i et højteknologisk samfund. Og det skyldes ikke, at afrikanere eller muslimer ikke er lige så intelligente som andre, men at de ikke er socialiseret på en måde, der gør dem brugbare i vores samfund."
- I Danmark har vi efterhånden en del højtuddannede indvandrere og efterkommere fra muslimske lande – læger, jurister o.lign. Men mange af den er lige så uintegrerede i vores samfund som de mange uuddannede. De er lige så ekstremistiske og islamistiske som andre?
"Jeg vil overlade bedømmelsen af danske forhold til danskerne, men vi har det samme fænomen i England. Der har vi en befolkning inden for befolkningen, nemlig pakistanerne, som har den højeste fødselsrate i landet, og som er mest afhængige af sociale ydelser. I de vestlige lande har man et socialt system, der næsten ikke bruges af den lokale befolkning. Herover for står en indvandret befolkning, hvis kvinder ikke kan konkurrere med den lokale. For dem er det sociale ydelsesniveau, der er for lavt for danske og tyske kvinder, særdeles attraktivt. Så hvad vi ser i England, Frankrig, Tyskland og Holland er, at indvandrerkvinderne tager nogle lavt betalte jobs, som de supplerer med offentlige tilskud. Det giver ikke nogen fantastisk indtægt, men den er tilstrækkelig for dem. Og de skaber en karrieretype, der kun er for piger, og som deres døtre viderefører."
"Men sønnerne har ikke disse muligheder. De vokser op på samfundets bund, og de har ikke de intellektuelle færdigheder, der skal til for at forbedre deres sociale position. Det er disse drenge, der afbrænder Paris, og som afbrænder dele af Bremen. Nogle af dem klarer sig til universitetet, og de bliver ledere for de andre – ikke fattige, men unge mænd med lavstatus, og som tror, at de er undertrykte pga. af deres muslimske tro, mens det i realiteten er selve velfærdssystemet, der har skabt denne klasse af tabere."
"Hvis man i stedet går til Canada, hvor jeg har boet en del af året de seneste tyve år, så har de en fuldkommen anden politik. De siger: Vores immigrationspolitik har en meget simpel basis. Hver nyfødt canadier og hver ny canadier, der kommer udefra, er nødt til at være mere intelligent end dem, der var her i forvejen. For kun gennem innovation kan vi beholde vores position i verdenskonkurrencen. Derfor vil jeg have, at min søn er smartere and mig, og derfor vil jeg have, at også immigranten er smartere end mig. Så tro det eller lad være: Ud af 100 voksne canadiske immigranter, har 98 faglige kvalifikationer, der er højere end det canadiske gennemsnit. I Tyskland og Frankrig er det tilsvarende tal 10 pct. Så vi gik efter volumen, og de gik efter kvalitet."
"Og hvorfor? I Tyskland fordi man var bange for at blive kaldt racister, og det ser ud til, at alle europæiske nationer lider af den samme frygt for at selektere."
Den femte landsby
- Man kan vel også forklare noget af det med, at de venstreorienterede partier importerer deres vælgerkorps?
"I Frankrig har vi set, at afrikanerne og algerierne har stemt på Ségolène Royal. Dertil kommer et andet fænomen, som vi kan iagttage i bl.a. Tyskland. Her er dem, som vi nu er begyndt at kalde "etno-tyskere", og som udgør 85 pct. af den tyske befolkning, begyndt at udvandre. Årligt udvandrer der nu 150.000 tyskere, de fleste af dem til den angelsaksiske verden. Her står Canada, Australien og New Zealand parat til at modtage 1,5 millioner velkvalificerede immigranter om året, og de gør alt for at lette vejen for dem."
"Det er ikke mærkeligt, at unge, hårdtarbejdende mennesker i Frankrig og Tyskland vælger at udvandre. Ikke nok med at de skal forsørge deres egen aldrende befolkning. Hvis vi tager 100 20-årige, så vil de 70 franskmænd og tyskere derudover skulle forsørge 30 indvandrere på deres egen alder samt deres afkom. Det skaber mismod hos den hjemmehørende befolkning, særligt i Frankrig, Tyskland og Holland. Der løber væk."
"Europa har netop fastlagt sine immigrationsprincipper i januar 2007. Og de er ganske anderledes end de canadiske. Vores første kriterium for at lukke folk ind i EU er, om personen har været offer for diskrimination. Næste princip: hvis personen allerede har familie i EU, har han privilegeret adgang. Tredje princip: mennesker, der opholder sig illegalt i Europa, bør legaliseres. Og først som kriterium nummer fire har vi det angelsaksiske princip, at immigranten skal passe til vores arbejdsmarked."
"Meningen er at få Europa til at se stærkere ud end angelsakserne, når det drejer sig om 'blød magt'".
"Jeg ser meget pessimistisk på fremtidsudsigterne. Europas situation minder mig om det princip, som man kalder "den femte landsby" i Brandenburg og Mecklenburg, der oplever en befolkningsudtynding. Så nedlægger man fire landsbyer og koncentrerer befolkningen i den femte, men det forøger jo ikke fødselsraten i den femte. Og efter nogen tids forløb er også den femte landsby beboet af gamle mennesker, og der er ingen unge mennesker i nærheden til at arbejde for deres pensioner."
"Det samme vil ske med de ca. 40 nationer, der ligger fra Bretagne og til Vladivostok. Nogle af dem vil blive til femte landsbyer og få en ny frist, andre vil bare implodere. Jeg forudser, at alle de slaviske nationer vil implodere. Det samme gælder de tre baltiske nationer og alle Balkan-stater. Spørgsmålet er, om Tyskland og Frankrig vil blive femte landsbyer. Jeg ser Skandinavien som en femte landsby. Det samme gælder Den Iberiske Halvø. Det samme med Irland og England. Men jeg er ikke sikker på, at resten af kontinentet vil klare det."
De unge rejser
- Men vil vi overhovedet få at gøre med nationer i fremtiden? Hvis Europa får muslimsk flertal, er det jo ikke sikkert, at danskerne, tyskerne, franskmændene osv. vil bøje sig for shariaen. Resultatet kunne blive, at de hjemmehørende befolkninger trækker sig ind i deres egne enklaver, hvorfra de vil prøve at forsvare sig, ligesom vi f.eks. har set det i Bosnien?
"Det er selvfølgelig en mulighed, men man må spørge sig selv, hvem der vil blive og slås? Det er muligt, at jeg ville, for jeg er mere eller mindre tvunget til at blive her. Men hvis jeg var en ung etno-tysker på 18, som var færdig med gymnasiet, så ville jeg gøre det, som de fleste af dem allerede er i gang med. Jeg ville studere i den angelsaksiske verden, og så ville jeg emigrere. De vil ikke blive her for at slås. Den angelsaksiske verden har brug for 50 millioner velkvalificerede immigranter inden for de nærmeste 30-40 år, så velkvalificerede unge fra Vesteuropa vil have ethvert incitament til at rejse dertil i stedet for at blive her og kæmpe."
"En mulighed ville være at satse på indvandring fra Kina. Hvis vi i Tyskland havde samme andel kinesere, som de har i Canada, så ville vi have tre millioner. Men immigration fra Kina er end ikke blevet overvejet i Europa."
"Kina er den hastigst aldrende nation i verden efter Tyskland, Japan og Sydkorea. Vi har for vane at betragte Kina som en sovende kæmpe. Jeg ser derimod på Kina som en kilde, hvorfra de vestlige nationer vil skumme de bedste. Og de vil få dem. For tiden er rige kinesere meget optaget af at flytte deres formuer til Schweiz, for med de få børn, der bliver født i Kina, har folk i 40-års-alderen ingen chance for nogen sinde at kunne få en pension. Kina er nu nede på 1,6 børn pr. familie. Allerede i dag taber Kina hvert år 500.000 af de bedste. De unge ser intet håb om nogen sinde at kunne opbygge en pensionsordning i hjemlandet. Derfor slår de sig nu ned i Taiwan, Hong Kong, Singapore, Canada osv."
"I Østtyskland har de lige besluttet at nedrive yderligere 400.000 lejligheder. Der er ingen mennesker til dem, og de tomme boliger ruinerer bankerne ved at presse huslejerne og huspriserne. Også her i Vesttyskland mister vi befolkning. Vi bliver nødt til at holde op med at tage de mindst egnede immigranter. For at tiltrække unge og kompetente mennesker, kunne vi forære dem et hus. Det var også sådan, Brandenburg sikrede sig de franske huguenotter i 1600-tallet. Men jeg tvivler på, at det vil virke i dag."
Demografisk oprustning?
- Kunne man forestille sig, at europæerne pludselig begyndte at sætte flere børn i verden som en slags moralsk forpligtelse til at bevare folket og kulturen? Det var f.eks. hvad der skete, efter at englænderne havde erobret det franske Quebec. Da pressede præsterne på for at få familierne til at sætte helt op mod 15 børn i verden, og denne demografiske indsats lykkedes jo?
Men en sådan strategi tror Gunnar Heinsohn ikke meget på. Det ville kræve drakoniske indgreb, som europæerne slet ikke vil acceptere. Løfter om penge virker ikke, bortset fra på dem med lav uddannelse og status – hvilket bare gør situationen værre.
"Se f.eks. på polakkerne", siger Heinsohn, der er født i 1943 i den by, der i dag hedder Gdansk, men som han stadig kalder Danzig, som søn af en tysk ubådskaptajn, der mistede livet ud for Newfoundland fem måneder før sønnen kom til verden. "Her er en nation med stolte traditioner. Polen reddede Europa fra mongolerne, tyrkerne og bolsjevikkerne og endte med at tage livet af kommunismen. Og alligevel er deres fødselsrate allerede lavere end tyskernes. De er nede på 1,2 børn pr. kvinde. Desuden har de allerede i løbet af de seneste 15 år mistet to millioner af deres bedste folk. Måske fortæller de deres forældre, at de kommer tilbage, men det gør de ikke. Det er derfor, jeg siger, at lande som Polen, Letland og Litauen er dødsdømt. De har ingen tiltrækningskraft på immigranter. Det samme med Rusland. Hvem ønsker at flytte til Rusland? Og se på EUs nyeste medlemmer, Bulgarien og Rumænien. Rumænien er det første land i verden, hvor der er flere pensionister end aktive arbejdere, og dem gav vi adgang. Det samme med Bulgarien, som har verdens hurtigst faldende befolkning. De unge flytter ud, og de gør det med god samvittighed, fordi de mener, at i morgen vil Bruxelles betale for deres forældre. Så EU har optaget 27 millioner mennesker, der ønskede at komme ind for at sikre deres pension. Og i det europæiske center glæder de sig atter over at have fået en masse millioner mere end USA. Det vil gøre os stærke, mener de."
"Så jeg ser få muligheder. Dog nævner jeg i min bog eksemplet med Californien, der omkring 1990 oplevede en vending, der betød, at selv den hvide befolkning – altså fratrukket latinoerne, der har meget højere fødselstal – gik fra 1,3 til 1,8 børn pr. kvinde. Det er ikke fuld reproduktion, men alligevel en signifikant ændring. Det var en stor overraskelse, for Californien er verdens mest avancerede region. I slutningen af 1980erne gik prognoserne da også ud på, at fødselstallene ville falde yderligere, men så kom der i begyndelsen af 1990erne nye undersøgelser, der viste, at kvinderne ikke længere var tilfredse med bare at gå på arbejde. Og kort tid efter begyndte fødselstallene at stige."
"I Europa bliver det afvist med, at amerikanerne er så konservative, men det gælder ikke i Californien, der på de fleste områder har været den vestlige verdens foregangsland. Jeg kan dog ikke på øje på en tilsvarende forandring i Europa. Selvfølgelig har Frankrig to børn pr. kvinde, men ud af fem nyfødte er allerede de to arabiske eller afrikanske. I Tyskland er det allerede sådan, at 35 pct. af de nyfødte kommer fra en ikke-tysk baggrund, og ikke-tyskere tegner sig for 90 pct. af voldskriminaliteten. For som jeg har sagt – mødrene får penge for at sætte børn i verden, det samme gør deres døtre, mens mændene tyr til kriminalitet."
"Eller tag det tunesiske eksempel. En kvinde i Tunesien får 1,7 børn. I Frankrig får hun måske seks, fordi den franske regering betaler hende for det. Det er selvfølgelig ikke meningen, at pengene skal gå til tunesere, men franske kvinder vil ikke røre disse penge, hvorimod de tunesiske gerne vil."
- Så vi bliver nødt til at diskriminere?
"Det kan man ikke. Det er for sent. I det øjeblik, man begynder på det, vil man blive trukket i hver eneste internationale ret, der findes. Det er det, som den angelsaksiske verden er kommet ud over ved at diskriminere ved grænsen. Ikke på grundlag af race eller afstamning, men på grundlag af kvalifikationer. De diskriminerer over for de ukvalificerede. Alligevel er de venlige over for dem, de afviser. Når en person er blevet afvist i Ottawa eller Canberra, så råder de venlige myndigheder dem til at tage til Tyskland. For der har de et helt andet system."
Velfærdsstatens endeligt
– Hvordan ser du den politiske situation i Europa om tyve år? Velfærdsstaten er forsvundet, demokratiet er væk?
"Hvad angår det europæiske kontinent minus Skandinavien, Irland og England, så tror jeg, at endog de pessimistiske befolkningsfremskrivninger vil vise sig alt for optimistiske. De går nemlig ud fra, at de unge vil blive i Europa og sætte børn i verden, men sådan vil det ikke gå. En undersøgelse i Tyskland fra 2005 viste, at 52 pct. af tyskerne mellem 18 og 32 ønskede at rejse væk. Det mener de måske ikke, men de leger i hvert fald med tanken. De virkeligt kvalificerede søger væk. De eneste, der er virkeligt loyale mod Frankrig og Tyskland, er dem, der lever af velfærdsydelser. For der er ingen andre i verden, der tilbyder at betale for dem. Amerika, Canada og Australien regner med at aftage vores bedst kvalificerede unge, og de vil få mange af dem. Det vil standse innovationen og dæmpe væksten i Europa. I Tyskland er det allerede sådan, at vi går glip af milliarder og atter milliarder i indtægter, fordi vi mangler kvalificerede folk til at påtage sig opgaverne. På den ene side har vi to millioner stillinger, som vi ikke kan besætte, og på den anden en velfærdsafhængig befolkning på seks millioner, og der er ingen udveksling mellem de to. Velfærdskontingentet vokser hvert år pga. de nye babier, men de ledige jobs bliver ikke besat."
"Der er tale om to forskellige lande, som er radikalt lukket for hinanden. Så du har fuldstændig ret. Velfærdsstaten kan ikke fortsætte. Vi kan heller ikke håbe at dække de demografiske huller gennem indvandring fra Kina, for kineserne vil ikke emigrere til et velfærdssystem, hvor de skal komme for at betale en aldrende befolknings pensioner plus for en velfærdsbefolkning på mange millioner."
"Vi bliver nødt til at sige, at der er kun én kategori af folk, der kan regne med hjælp fra regeringen, og det er de mentalt eller fysisk handicappede. Ingen andre skal regne med hjælp. Det lyder koldt og kynisk i begyndelsen, men vores velfærdsstater blev grundlagt i det 19. århundrede, da familierne havde 10 børn, og når faderen faldt ned fra et stillads, skulle der nogen til at sørge for de efterladte. Det er ikke vores situation i dag."
"Hvis man f.eks. tager til Australien, så får man ikke penge for at have børn. Man kan få en lille skattenedsættelse. Til gengæld kan en borger i Australien beholde 80 ud af hver 100 dollars, de tjener."
- Hvordan kunne det gå så galt i et Europa, der ellers havde disse storslåede planer om fred, samarbejde og fremgang, og som i begyndelsen havde ubegrænset tillid til egne evner?
"Det begyndte at gå galt omkring 1980. Men den store vending i Tyskland kom så sent som i 1990. Da var det, at man åbnede sluserne for en masseindvandring af stort set ukvalificerede. I tidsrummet 1990-2002 tillod Tyskland en indvandring på 13 millioner. På næsten samme tidspunkt gik det galt i Frankrig. Vi kan kun standse denne belastning af velfærdsstaten ad lovgivningens vej. Vi bliver nødt til at vedtage, at nye børn, der bliver sat i verden efter en bestemt dato, må forældrene selv betale for. Det ville være en revolution. Men det bliver end ikke diskuteret her i Europa."
Clintons socialreform
"Men lad mig pege på hvad der skete i USA. Under valgkampen i 1992 lovede Bill Clinton med en berømt formulering at afskaffe velfærd i den form, man hidtil have kendt. I 1935 havde USA indført en lov med navnet "Aid to Dependent Children" (fra 1960 kaldet "Aid to Families with Dependent Children", red.), der garanterede enhver mor med små børn hjælp fra det offentlige. Det var igen spørgsmålet om faderen, der var faldet ned fra et stillads, og meget få fik understøttelse efter denne lov. Men i 1965 ændrede moralen sig. Indtil da ville det have været utænkeligt for en mor – om hun så var sort eller hvid – at blive gravid, skjule faderens identitet og derefter lade det offentlige betale for sine børn. Nu behøvede hun end ikke at skubbe faderen ud fra en høj bygning. Dette medførte en eksplosion i antallet af velfærdsafhængige amerikanske familier. Fra 1965 til 1995 steg deres andel til 10 pct. af alle amerikanske familier og omfattede 15 pct. af børnene. Drengene blandt disse 15 pct. stod for 60 pct. af voldsforbrydelserne. Det var den virkelighed, som Clinton måtte forholde sig til."
"De fleste af disse velfærdsafhængige var sorte, og det fik racister til at påstå, at fejlen lå i de sorte gener. Men republikanere og demokrater arbejdede sammen om en ny lov, "Temporary Assistance for Needy Families", som var en meget smart lov. Den sagde til amerikanske kvinder: Vi vil give dig velfærd i maksimalt fem år. Du kan selv bestemme, om det skal være i en samlet periode, eller om du vil dele de fem år op i mindre bidder. Den nye lov blev underskrevet i august 1996 og trådte i kraft den 1. januar 1997. Det fik flere topfolk i Clinton-administrationen til gå i protest med henvisning til, at loven var et racistisk angreb på de svageste – enlige mødre og deres børn. De havde lavet en prognose for 1997-98, der viste, at antallet af ramte ville vokse fra 12 til 14 millioner. Som det skulle vise sig, var det disse velmenende folk, der var racisterne. De sorte piger var nemlig smarte nok til at tage p-piller med det resultat, at den velfærdsafhængige befolkning skrumpede fra 12 millioner til 4 millioner. Det var den mest succesrige socialreform i historien."
"I Europa er vi endnu ikke begyndt at diskutere en sådan reform."
Lad ungdomspuklerne i fred
- På det seneste har der været en diskussion, om vi i Vesten overhovedet har noget at udrette i lande som Irak og Afghanistan eller over for befolkninger som den palæstinensiske. Altså et pessimistisk budskab om, at vi må lade dem slås med hinanden, som de har forstand til, og at det ikke er noget, som vi kan eller bør blande os i?
"Blandt amerikanske strateger er man begyndt at spørge, om USA med sine én-søns familier kan sende tropper ud for at kæmpe mod befolkninger med mange sønner. Det er den fejl, vi har begået i Irak og Afghanistan. Hvis man er nødt til at gå ind, fordi man er blevet angrebet, så må man gøre det, men når faren er nedkæmpet, må man trække sig ud igen. Irakerne og afghanerne må selv sikre balancen mellem befolkning og positioner i samfundet, og så langt, vi kan se tilbage i historien, er denne balance blevet skabt ved, at de unge mænd har slået hinanden ihjel. Sådan har vi gjort i Europa, og sådan er det sket andre steder. Man kan ikke tillade dem at sende deres unge mænd over grænserne for at dræbe andre."
"Mit personlige synspunkt er, at når vi står over for en ungdomspukkel, så må fænomenet have lov at udspille sig med de konsekvenser, vi kender. Vi skal holde os væk. Hvis man går ind, kan man ikke undgå at skulle tage parti for en af parterne og således hjælpe med at dræbe denne parts modstandere. Så man ender i en situation, hvor man over for befolkningen fremstår som en, der laver det beskidte arbejde for den ene side i de forskellige opgør. I stedet kan man bevæbne den mest sympatiske side. Det var, hvad franskmændene gjorde i Algeriet, efter at islamisterne i 1992 havde startet deres myrderier mod sekularisterne, der derefter fik våbenhjælp fra Frankrig. Dengang var der ingen, der sagde, at vi måtte sende penge og mad til islamisternes familier, som man gør i Palæstina.
