Da Danmarks nye kongepar skulle fejres ved en festgudstjeneste i Aarhus Domkirke, blev det for en stor del den ene af de to inviterede imamer, Siad Dahir Ali, der kom til at stjæle billedet: han var iført et tørklæde, hvorpå der var påtrykt teksten: ”Free Palestine”. De, der har fulgt med ved, at kampråbet Free Palestine er identisk med kampråbet ”From the river to the sea”, hvilket i sin grundessens betyder, at ikke bare staten Israel, men alle jøder skal udryddes.
Lige bag imamen sad formanden for Mosaisk Trossamfund, Henri Goldstein.
Skandalen er til at tage og føle på og der er gudskelov mange, der har reageret. En af de første var Jim Lyngvild, der skrev på Facebook:
“Hvad HEL bilder du dig ind?
Tager den kongelige, indsættelsesgudstjeneste, i Århus til gidsel i dit politiske budskab. Om man er for eller imod, er det IKKE det rette tidspunkt at sidde med et “Free Palestine” tørklæde…
Ps. Næste gang kan du også vælge at synge med på salmerne når du har sagt ja til at komme!
Du KUNNE vælge at bygge bro, i stedet graver du grøfter!”
Lyngvilds reaktion er på lange stræk repræsentativ for kritikken, der dels har imamens utilstedelige opførsel som udgangspunkt, dels fraværet af kontrol fra arrangørernes side, så skandalen kunne være undgået. Og det er så sandt, som det er sagt, at Siad Dahir Ali brød samtlige regler for god opførsel og respekt for den royale/kirkelige begivenhed og at han fortjener al den vrede og udskamning der kan ligge på ham, ligesom det er gåde, hvorfor ingen med ansvar for begivenheden skyndte sig at flå tørklædet af den formastelige – eller bad ham pakke sig ud af domkirken.
Hvad ingen endnu har ofret megen opmærksomhed er den magtdemonstration, der ligger bag imam Siad Dahir Alis stunt, for han har været fuldt bevidst om reaktionerne og han skammer sig ikke ét sekund. Tværtimod. Han ved, at han vinder uvisnelig hæder og anerkendelse i de muslimske miljøer for med sit politisk-religiøse statement at tage ”jødespørgsmålet” lige lukt ind i hjertet af Danmarks kulturelle DNA og flashe det foran det samlede, officielle Danmark – og alle os andre med, transmitteret live lige ind i vores stuer. Og efterfølgende få bekræftet, at selvom der er nogle, der som Jim Lyngvild bliver højlydt forargede – så er det i realiteten tomme tønder, for der er ingen med formel magt eller ansvar, der for alvor gør mine til at sætte foden ned.
Og skulle imam Siad Dahir Ali mod forventning have været i tvivl om, hvorvidt hans opvisning i jødehad ville afføde repressalier, må al tvivl være bortvejret ved læsning af JP den 23. januar. Her skriver biskop over Aalborg Stift, Thomas Reinholdt Rasmussen i et indlæg bl.a.:
”Folkekirken er et frit rum, og i kirkerummet har vi ingen påklædningsregler. Man kan sagtens synes, at tøjet er upassende, men det hører også under almindelig høflighed ikke at påtale det.
Således så jeg også på imamens tørklæde. Hvis han havde hevet et skilt frem med sit politiske budskab under gudstjenesten, havde vi haft en anden sag. Så havde det været forstyrrende for gudstjenesten, og det måtte påtales.
Her var det bare malplaceret, men inden for rammerne af, hvad vi ellers oplever i kirkerummet.”
Hvor dum har man lov til at være, fristes man til at råbe. Men biskoppens himmelråbende, naive idioti er desværre symptomatisk for en lang række af de kulturbærende institutioner, der rummer Danmarks og danskernes inderste værdikerne: de lægger sig ned på stribe og bekræfter dermed alle rettroende muslimer i deres antagelse om, at danskerne er et underlødigt, svagt og dekadent folkefærd, der hverken kan eller vil forsvare hverken sig selv eller deres værdier.
Og de har ret så langt som vi fortsat tillader islam at brede sig i det offentlige rum og promovere deres primitive og voldelige ideologi med fælles fredagsbøn på Rådhuspladsen, pro-Hamas demonstrationer i gaderne og senest med imamen i Aarhus Domkirke: vi lader dem håne os den ene gang efter den anden uden at vi sætter grænser og foden ned. Det har vi gjort alt for længe og det ender galt.
Artiklen har været bragt i 24Nyt
