Under den kolde krig blev systemkritiske synspunkter i totalitære østblokstater systematisk undertrykt med argumentet om, at den ”videnskabeliggjorte socialisme” for længst havde overflødiggjort dissens og demokratisk debat. Undertrykkelsen af systemkritikeres ytringsfrihed blev altså gennemført ved hjælp af pseudovidenskab.
Men hvis man gik og troede, at undertrykkelse af den fri debat med pseudovidenskabelige argumenter hørte fortidens Sovjet-diktaturer til, må man tro om igen: den har været en integreret del af det kulturmarxistiske studiemiljø på de danske universiteter de seneste 50 år, hvorfra den har bredt sig og i disse år fået en kraftig opblomstring med identitets-, klima- og metoo-debatterne.
Begiver man sig ind i en offentlig debat om disse emner risikerer man alt fra udskamning til direkte censur, hvis man formaster sig til at mene noget, der ikke harmonerer med den løst definerede ”videnskab”, som magtfulde meningsdannere og journalister har ophøjet til uantastelige fakta, der ikke må drages i tvivl.
Det er uhyrligt i et frit demokrati, og endnu mere fordi der synes at være en tiltagende accept af denne nye, totalitære tendens i den offentlige debat. I hvert fald er der ikke mange, der reagerer på selv de mere groteske udslag af meningstyranniet i den offentlige debat.
DR-journalist Iben Maria Zeuthen er et godt eksempel på denne totalitære trend i meningsdanner/journalist-miljøet: i en kommentar i Ekstra Bladet skriver hun: ”Lad mig opsummere: Det er vigtigt, at vi som journalister slukker for mikrofonen for dem med det modsatte synspunkt, når det modsatte synspunkt en gang for alle er underkendt. Og det går nogle gange for langsomt”
En utilsløret og umisforståelig opfordring til statsbetalte medier i Danmark til at udelukke andre synspunkter end hendes egne. Hermed fraviger hun uden at blinke et ellers grundfæstet journalistisk princip om at lade forskellige syn på en sag være repræsenteret i en demokratisk debat.
I EB-artiklen er det Bjørn Lomborg og Pia Kjærsgaard, der er konkrete eksempler på meningsmodstandere, som Zeuthen og Danmarks Radio fremover vil have ”lukket ned” i debatten:
”Ingen inviterer Bjørn Lomborg længere. Eftersom det står uden for enhver tvivl, at menneskehedens adfærd påvirker klimaet negativt, behøver vi ikke længere give plads til tvivlen. Faktisk er det et journalistisk svigt at gøre det, for det at repræsentere tvivlen afspejler ikke længere de videnskabelige resultater… Bjørn Lomborg skal ikke længere have taletid som klimafornægter”.
Zeuthens argument for at udelukke Bjørn Lomborg, er at han, iflg. hende, som ”klimafornægter” taler imod videnskaben og benægter menneskeskabte klimaforandringer, hvilket er bevisligt forkert: Lomborg benægter ikke klimaforandringer som sådan, men argumenterer for økonomisk rationelle løsninger. Zeuthen synes altså at mangle basal viden om Lomborgs grundlæggende synspunkter og om, hvordan sand ”videnskab” netop bør være åben for demokratisk debat, diskussion og falsifikation af teorier. Men, ”tvivlen” bør - iflg. Zeuthen - ikke give plads til demokratisk debat og meningsmodstanderes ytringsfrihed.
Da P1-programmet ’P1 Debat’ for nylig fulgte Zeuthens totalitære anbefalinger og slukkede for mikrofonen, da DFs næstformand Morten Messerschmidt havde udtrykt synspunkter som P1 studieværten ikke kunne lide, gav Zeuthen efterfølgende på Instagram sin fulde støtte til P1-værten: ”Morten Messerschmidt blev smidt ud efter 2 minutter. Med rette” – skrev hun på Instagram.
I Trykkefrihedsselskabet har vi også fået en belæring af Iben Maria Zeuthen om grænserne for det frie ord og hvilke emner, der er passende at debattere og hvordan: da vi for nylig inviterede hende til at deltage i en paneldebat om ”Metoo”, afslog hun med denne begrundelse:
” Desværre ligner det lidt for mig at I begår den samme fejl som jeg synes mange medier begår, nemlig at lade debatten være styret af meninger og holdninger frem for erfaringer, statistik og fakta. Det gør debatten polariseret og ved den polariserede debat gælder det mere om at vinde end om at lytte, og ingen bliver klogere. Det er ikke konstruktivt og jeg har ikke lyst til at bidrage til den debat. Derfor må jeg desværre melde pas.”
Zeuthen er en politisk aktivist forklædt som journalist. Hun vil ”slukke for mikrofonen” for meningsmodstandere og slører en autoritær censurpolitik bag ganske pseudovidenskabelige paroler. Men P1s seneste censurindgreb mod Morten Messerschmidt viser med al tydelighed, at hun ikke repræsenterer et enkeltstående undtagelsestilfælde, men derimod en tendens i tiden og et kæmpe demokratisk problem: den totalitære tidstype.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
