Da den britiske forfatter og debattør Douglas Murray sidste år modtog Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris, Sapphoprisen, sagde han i sin takketale blandt andet:
”Vores politikere er utroligt gode til at beskæftige sig med sekundære problemer. Når der sker noget i Europa, der giver anledning til utilfredshed i befolkningen med den politiske elite, har politikerne været ufatteligt dygtige til at slå ned på den sekundære reaktion: Da Tommy Robinson stiftede English Defence League, blev hans hjem gennemsøgt af politiet, han fik fjernet sin computer og han blev fængslet for bedrageri i forbindelse med et lån i fast ejendom.
Misforstå mig ikke: bedrageri er en skidt ting, MEN: det var tydeligt for flere af os, at grunden til, at Tommy Robinson blev fængslet, ikke var bedrageri med et lån, men den omstændighed, at han udgjorde et politisk problem, som politikerne gerne ville af med.
Min pointe er, at Tommy Robinson udgør et sekundært symptom på det bagvedliggende problem, nemlig resultatet af, at politikerne, med rette, blev anset for ikke at have gjort noget ved de virkelige problemer. Og det spørgsmål vi er blevet ved med at stille er: Hvis man kan gøre det mod den person, der identificerer problemet (få ham fjernet), hvorfor kan man så ikke gøre det samme med det bagvedliggende problem?
Hvorfor kan man ikke sende politiet ind til enhver ekstremistisk mullah i England? Til enhver radikal imam? Jeg er sikker på, at man kan finde tvivlsomme lån hos dem også. Jeg er sikker på, at man også hos dem kan finde noget at hænge dem op på, hvis man graver i deres fortid, men det er ikke noget, man sigter efter. Målet er reaktionen på problemet.”
I disse dage, hvor Facebook under nordisk ledelse af deres kommunikationschef Peter Andreas Münster er gået til totalitære yderligheder og har censureret selv navnet Tommy Robinson (med mindre man skriver negativt om ham), og har sammenlignet ham med den serbiske krigsforbryder Ratko Mladic, har Douglas Murrays ord fået en ny og uhyggelig pointe: Tommy Robinson bliver ikke alene fysisk fjernet fra gaden ved at fængsle ham: Han udraderes som begreb og stemme i det offentlige rum. Ingen, der nævner hans navn på facebook kan være sikker på ikke at blive blokeret, hvilket er et voldsomt indgreb, da Facebook har en art monopolstatus som kommunikationsplatform.
Det ligger lige for at sammenligne Facebooks og Peter Andreas Münsters fremgangsmåde med det tidligere Sovjet, hvor uønskede personer helt blev fjernet fra fotos og tekster, hvor de ellers optrådte. Münsters og Facebooks anti-demokratiske tiltag illustrerer, proportionalt må man antage, den politiske elites behov for at undertrykke fokus på bestemte, politiske dagsordener – præcis som Douglas Murray udtrykte det i sin tale. I den sammenhæng er det dybt forstemmende, at store dele af mainstreampressen hopper med på vognen og bruger metervis af spalteplads på at bære ved til defameringen af Tommy Robinson. Selv Berlingskes Poul Høi har sværtet sit ellers hæderlige navn og forfattet en alenlang artikel fuld af usandheder og fordrejninger om Tommy Robinson. Trykkefrihedsselskabets næstformand, Michael Pihl, har gennemgået Poul Høis artikel og korrigeret de værste løgne. Jeg kan varmt anbefale alle interesserede i at læse den her: https://www.trykkefrihed.dk/poul-hoeis-artikel-er-falsk-og-uredelig.htm
Men – og det er nok så væsentligt at få med – i det omfang vi må antage, at behovet for at fjerne Tommy Robinson og hans navn fra det offentlige rum er ligefremt proportionalt med behovet for at holde det bagvedliggende problem nede, så ligger der i censuren af Tommy Robinson også en indirekte anerkendelse af, at problemerne er så store, at man ikke ved, hvad man skal stille op – og så griber man til totalitære metoder. Problemet med sådanne metoder i et ellers frit og åbent demokrati som det danske er bare, at de ikke virker i længden:
Som i Sovjet må eliten også i dag sande, at man ikke kan holde sandheden nede og problemerne fra døren ved at lukke munden på drengen, der siger at kejseren ikke har noget tøj på. Det er i længden det samme som at afbøde et digebrud med de bare hænder: det er en stakket frist, før havet skyller ind over én.
