Lørdag den 7. maj udsendte Tommy Robinson 2. del af sin dokumentarserie The Rape of Britain på platformen Gettr. The Rape of Britain er en hårrejsende dokumentation i 5 dele o, hvordan engelske piger helt ned til 10-års alderen systematisk er blevet groomet, voldtaget og terroriseret af pakistanske mænd. Første del af dokumentaren var centreret omkring et af de mange ofre i byen Telford, Nicole, og hendes beretning om årelang udnyttelse, voldtægter og mishandlinger fra pakistanske mænd, hvoraf en af dem gjorde hende gravid som 13-årig – og om et korrupt politi, der var i lommen på de pakistanske bagmænd og som henlagde hendes og hendes families anmeldelser af voldtægtsmændene, der aldrig er blevet opklaret, endsige efterforsket.
2.del af dokumentaren, som havde premiere lørdag, tager også udgangspunkt i vidnesbyrd, denne gang et anonymt offer, og som i 1. del er også denne – nu voksne kvindes – beretning hård kost og ikke for de sarte. Men man skylder både sig selv og ikke mindst ofrene for disse på en gang primitive og udspekulerede overgreb at lytte til dem. Ikke kun for deres mod og for at få forbrydelserne frem i lyset, men måske især fordi deres beretninger i kombination med Tommy Robinsons grundige research og vedholdenhed vidner om, at det engelske samfund for længst er holdt op med at være en retsstat – hvis det nogensinde har været det.
Vedholdende er faktisk en underdrivelse, for enhver der har fulgt Tommy Robinson må undres over hans energi og utrættelige indsats for at gøre opmærksom på konsekvenserne af befolkningsudskiftningen i England, på trods af, at han konsekvent er blevet udskammet og defameret som racist og voldsmand.
I det perspektiv burde Tommy Robinsons dokumentarserie om grooming-skandalerne, deres udbredelse og konsekvenser for ofrene udgøre det vendepunkt for hans årelange arbejde, der får myndigheder og magthavere af alle segmenter til at se ud over deres modvilje mod Robinson, få øjnene op og anerkende, at der er noget fundamentalt galt i det engelske samfund.
Men se om det sker: politiledelsen i Telford nægter at tale med Tommy Robinson og modtage hans omfattende materiale og de engelske mainstreammedier har overhovedet ikke beskæftiget sig med hverken 1. eller 2. del af The Rape of Britain. Dette på trods af, at det grangiveligt ser ud som om 1/5 af de pakistanske mænd i Telford har været involveret i voldtægt af byens piger over en lang årrække.
Set med danske øjne er det ubegribeligt, at myndighederne kan slippe afsted med at nægte at modtage dokumentation om de groveste forbrydelser begået mod samfundets svageste og udbredt korruption i politiet uden at den såkaldt 4. statsmagt råber op om det.
Der tegner sig et deprimerende billede af et stadigt mere polariseret og klasseopdelt engelsk samfund, hvor arbejderklassen er så udgrænset, at den ikke findes værdig til at sætte ressourcer ind på at beskytte og som reelt har mistet sine grundlæggende rettigheder. Og her ligger sandsynligvis også en væsentlig del af forklaringen på, at Tommy Robinson så systematisk modarbejdes og forsøges knust: han er selv del af den arbejderklasse, hvis udsathed i forhold til befolkningsudskiftningen, han har råbt op om i efterhånden mange år.
I den forstand afslører The Rape of Britain langt mere om engelske samfundsforhold end ”blot” vidnesbyrd om pakistanske grooming-gangs, korrupt politi og myndighedernes svigt: fraværet af reaktioner på dokumentarerne fra det officielle England i ordets bredeste betydning vidner om en åbenlys foragt for en hel samfundsklasse: den er uvigtig og besværlig, når den brokker sig og skal tydeligvis helst ties ihjel. Og især Tommy Robinson, men ikke så meget fordi han har en voldsdom, selvom det konstant bliver fremhævet som årsag – det er kun et påskud: det grundlæggende problem med Tommy Robinson er, at han tilhører arbejderklassen og dermed burde kende sin plads, holde sin mund og lade være med at brokke sig.
Men Tommy Robinson har nægtet at tie og bliver ved og ved med at råbe op om omkostningerne ved den muslimske indvandring, som næsten udelukkende skal bæres af den engelske arbejderklasse. Og han gør det mere begavet og indsigtsfuldt end den tiltagende desperate middel- og overklasse, han er oppe imod, som har mere end svært ved at fastholde illusionen om et lykkeligt multikulturelt samfund – og slet ikke kan argumentere for den.
Vi har endnu mindst 3 episoder af The Rape of Britain til gode, og jeg vil anbefale alle at se dem. De er ikke blot rystende dokumentarer om overgreb på engelske piger, men vil stå som centrale dokumenter over en hel befolkningsgruppe, der blev ladt i stikken.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
