Steffen Kretz er DRs udsendte korrespondent i Washington: en journalist, vi alle - nu gradvist over skattebilletten - betaler for at yde public service, med andre ord at rapportere så lødigt og tæt på sandheden som overhovedet muligt om forholdene i USA.
Mange kritiske læsere og TV-seere ved imidlertid, at dette ikke er tilfældet, mens andre stadig lever i forestillingen om, at vi med DR får en seriøs og velafbalanceret dækning af hvad der foregår på den anden side af Atlanten.
Artiklen, ”Nu kan kun Fox News redde Trump” fra DRs egen hjemmeside d. 20. oktober 2019 var ingen undtagelse fra reglen om den mangelfulde og bias dækning af amerikanske forhold, som vi er vidne til i Danmark.
(https://www.dr.dk/nyheder/udland/nu-kan-kun-fox-news-redde-trump)
Man ved knapt om man skal le eller græde: En journalist fra en skatteyderfinansieret menings-monopol-mastodont kritiserer Fox – en privatejet nyhedskanal - for slagside og undlader fuldstændig at forholde sig til det medielandskab Fox indgår i og til lødigheden – eller manglen på samme – hos de øvrige amerikanske nyhedskanaler: Fox er simpelthen en torn i øjet på alle centrum-venstre/venstreorienterede vælgere, og har været det siden kanalen gik i æteren i 1996.
Efter at have boet tre år i USA fra 2016-18 – været TV-vidne til valgkampen, dækningen af Trump og det granatchok, valget af ham afstedkom, må jeg konstatere, at Fox ikke fortjener det ry kanalen har fået: Den er langt fra optimal, men den bedste i sammenligning med de øvrige i USA.
Det skurrer sikkert i manges ører, men jeg står tilsyneladende ikke alene med den opfattelse: En analyse foretaget af konsulentbureauet, Brand Keys, konkluderede i 2018, at Fox News er den amerikanske nyhedskanal, der nyder størst troværdighed.
Betyder det så, som Kretz’ artikel antyder, at alle Fox’ seere er uden dømmekraft og blindt loyale amerikanere, man kan bilde hvad som helst ind? Nej.
At Fox overhovedet blev lanceret skyldtes, at mange amerikanere var blevet dødtrætte af den ensidighed og politiske korrekthed, der prægede de øvrige nyhedskanaler, ikke mindst valg af emner, der - set i et større perspektiv - forekom bagatelagtige; især for mange amerikanere, der dagligt kæmpede med følgerne af udflytning af arbejdspladser, manglende lønfremgang pga. løntryk fra illegal indvandring, dårlige offentlige skoler osv., osv..
Kort sagt, hele det segment, der sikrede den – indrømmet! – kontroversielle byggematador fra Manhattan sin valgsejr i 2016.
Kvaliteten ved Fox er, at den ikke putter med sit konservative ståsted og at denne position naturligvis har indflydelse på prioritering af emner og fokus. Fuldstændigt som DRs centrum-venstre position har indflydelse på deres prioritering. Forskellen er, at DR påstår, de bedriver public service. Det gør Fox ikke.
Og så skelner stationen selv mellem såkaldte nyhedsudsendelser, der er underlagt andre krav, og holdningsbårne programmer, som bl.a. Tucker Carlson Tonight, ”the sworn enemy of lying, pomposity, smugness and group think” (se evt. udsendelsen her: https://www.youtube.com/watch?v=68EiD_LzmWY) og Hannity, hvor værterne lufter deres uforbeholdne, konservative meninger, men i øvrigt behandler deres opponenter pænt.
Alt mens Demokraterne og venstreorienterede i USA tre år inde i den nuværende valgperiode endnu ikke har vænnet sig til ”the Orange man”, har deres foretrukne nyhedsmedier forladt al journalistisk hæderlighed i forsøget på at få Trump og hans støtter ned med nakken.
På den baggrund er det nærmest hovedrystende at læse Kretz referere til en omfattende undersøgelse af et (…) ”tæt økosystem af medier på den yderste højrefløj” i hvilket medie-univers Fox skulle være omdrejningspunktet lavet af bl.a. Harvard professor, Yochai Benkler, der i øvrigt sidder som amerikansk rådgiver for George Soros’ Open Society Foundation (https://www.opensocietyfoundations.org/), uden på nogen måde at forholde sig til de markante løgnehistorier og halve vinde de øvrige nyhedskanaler har gjort sig skyldige i eller båret ved til de seneste tre år:
Først og fremmest viste The Russian Collusion sig at være – om man så må sige - en by i Rusland: trods en mere end to år lang og ekstremt dyr undersøgelse, med undersøgelsesdommer Robert Mueller i spidsen, fandt man intet, der begrundede Demokraternes/mediernes mistanke om Putins andel i Trumps valgsejr. Fox News’ Sean Hannity, der vel nærmest, med Andrew Breitbarts betegnelse, er The Democratic Media Complex’ hadeobjekt nr. 1, fulgte op på sagen hver aften – og det viste sig, at Hannity og hans hold af journalister havde fat i den lange ende.
Mediernes – såvel som Demokraternes – heksejagt på den konservative Brett Kavanaugh, der af Trump blev udnævnt til Højesteret – var så langt ude, ligesom behandlingen af MAGA-drengene fra Covington High School var forargelig og afslørede en kynisme uden lige: De blev beskyldt for tæt på The Lincoln Memorial i Washington, D.C. at have chikaneret en mand med indiansk-amerikansk herkomst, mens lidt research ville have forvisset journalisterne om – hvad en video efterfølgende bekræftede - at der ikke var fugls føde på sagen.
Det var Fake News.
Påstanden om Trumps mobning af en handicappet reporter viste sig at være løgn, men den dag i dag tror mange stadig på historien, da dækningen af den påståede sag var så massiv.
Ligeså effektivt et indtryk efterlod Trumps ”very fine people”-bemærkning om nynazister i Charlottesville i offentligheden. Der var bare den lille hage ved historien, at det ikke var nynazister han talte om, men de to grupper, der hhv. protesterede for og mod fjernelsen af en statue af sydstatsgeneralen, Robert E. Lee. Enhver journalist ville have vidst dette ved at have fulgt den efterfølgende pressekonference i Trump Tower, eller snarere – og endnu værre: de vidste det, men da det kolliderede med narrativet om Trump som en white supremacist, afstod man fra at formidle sandheden. (Se CNNs politiske kommentator, Steve Cortes afkræfte historien her: https://www.youtube.com/watch?v=587Nw4sOA44)
Naturligvis bør en hvilken som helst journalist og nyhedskanal, der bevidst viderebringer en løgn holdes ansvarlig og møde kritik. Men når kritikken udelukkende rettes mod Fox i et marked af lutter centrum-venstre-kanaler, er det svært at tage alvorligt. Ikke mindst når kritikken kommer fra DR.
Artiklen har været bragt i 24Nyt