Da Konfront, en venstreradikal medieplatform, i begyndelsen af oktober publicerede artiklen ”Højreekstremist åbner burgerbar i Nordvest” med servering af ”nazi-burgere”, reagerede Konfronts læsere prompte på artiklens budskab og de detaljerede beskrivelser af Anahita Malakians og burgerbaren The Barns beliggenhed: i løbet af få dage havde den voldsparate del af venstrefløjen truet Anahita Malakians, smadret ruderne i The Barn og angrebet spisestedet på nettet i en sådan grad, at Anahita Malakians valgte at kaste håndklædet i ringen og opsige sit samarbejde med The Barn af hensyn til spisestedets overlevelse.
En på alle måder grum og ildevarslende historie, der er eksploderet på de sociale medier og endda også har fundet vej til de fleste mainstreammedier. Alle – også Information – kan blive enige om, at det er uacceptabelt at blive truet på sit brød og sin person, og mange behjertede mennesker valfarter i disse dage til The Barn for at indtage et måltid og dermed vise deres støtte til spisestedet og Anahita Malakians.
Alt sammen fint og et stilfærdigt, men sympatisk udtryk for, at mange gerne vil protestere mod den hverdagsterror, som udrensningen af Anahita Malakians fra Nordvest er et udtryk for. Eller rettere: endnu et udtryk, for det er jo så langtfra første gang, at de voldsparate venstreekstremister har haft held til at terrorisere deres meningsmodstandere ud af Nørrebro og Nordvest: Hvem husker ikke, da Pia Kjærsgaard måtte flygte ind i en bank på Nørrebrogade? Eller da ejeren af Munchs bageri ved Nørrebro station fik nikket en skalle og sine lokaler ødelagt efter han havde udtalt sig kritisk om det muslimske hovedtørklæde? Læg hertil de utallige forsøg på at standse lovlige møder og demonstrationer i bydelen med hærværk, vold, trusler og blokering af gader og veje i bydelen.
I den store sammenhæng er angrebet på Anahita Malakians ”blot” endnu et eksempel på den latente vold og eksklusion af meningsmodstandere, som den yderste venstrefløj i årevis har haft held til at gennemtrumfe på Nørrebro og i Nordvest. I tilfældet Malakians er det dog påfaldende, at hun, som både er kvinde og har indvandrerbaggrund, bliver angrebet med så stor voldsomhed af den venstrefløj, der ellers angiver at være lige præcis hendes segments største forkæmper og beskytter mod den racistiske volds- og statskapitalisme.
Denne meget sigende omstændighed er lakmusprøven på de venstreekstremes politiske dagsorden, som i modsætning til deres såkaldt antifascistiske branding og angivelse af at kæmpe for mangfoldighed og lighed er det stik modsatte: en totalitær nedkæmpelse af meningsmodstandere med voldelige metoder. Derfor er det også en temmelig surrealistisk oplevelse at læse en artikel på Konfront under overskriften ”Aldrig mere en krystalnat” – for hvad er egentlig lige forskellen på nazisternes adfærd i Berlin 1938 og på Konfronts meningsfællers ditto i Nordvest?
Så meget mere, som Konfront stolt skilter med deres anti-demokratiske sindelag og hang til udenomsparlamentariske metoder: ”Konfront udspringer af og eksisterer i og for den danske radikale venstrefløj […]Vi tror ikke på, at parlamentarisk politik kan reformere sig til dette samfund – vi tror på radikal udenomsparlamentarisk revolutionær aktivisme og politik. Vi har en grundlæggende mistillid til det bestående systems institutioner, herunder retsvæsenet, politiet, parlamentariske og statslige institutioner, pressen m.v.”
Herefter kan det ikke komme bag på nogen, at Konfront åbent samarbejder med tæskeholdet Antifa, den udenomsparlamentariske og anarka-feministiske gruppe AGITA og Anarchist Black Cross, der er en rettighedsgruppe ”…for dem, der oplever problemer med politi og fængsel i forbindelse med politisk arbejde.”
Hertil kommer, at en af folkene bag Konfront er Blekingegadebandens chefideolog, Thorkil Lauesen, der, helt grotesk, kan finansiere sin fortsatte voldelige kamp mod den demokratiske retsstat med offentlige midler i kraft af sin ansættelse som konsulent og bydelsrådgiver i Københavns Kommune.
Anahita Malakians sag rejser – igen – spørgsmålet: hvornår holder politikere, myndigheder og meningsdannere op med at betragte den radikale venstrefløj som harmløse unge og deres metoder som drengestreger? Hvad skal der til, før der bliver taget et regulært opgør med den åbenlyse ekstremisme og vold, der hærger på den yderste venstrefløj, og som de facto har gjort Nørrebro og Nordvest til no-go zone for personer af borgerlig observans?
Trods det ene voldelige angreb efter det andet på såvel meningsmodstandere som politi og demokratiske institutioner, har ingen for alvor taget truslen fra den yderste venstrefløj alvorligt. Pelle Dragsted, stifteren af Antifa, har således uden problemer kunnet sidde i Folketinget for Enhedslisten i 8 år – og er ovenikøbet blevet behandlet med stor respekt af sine kolleger. Det samme var aldrig sket, hvis Dansk Folkeparti havde opstillet og fået valgt en tidligere nynazist (hvilket partiet naturligvis ikke kunne drømme om).
Det er også betegnende, at Facebook og deres kommunikationschef, Peter Münster, der for kort tid siden havde travlt med at censurere ytringsfrihedsaktivisten Tommy Robinson og blokerede enhver, der blot nævnte hans navn, aldrig har haft indvendinger mod det antidemokratiske og voldsparate indhold, der florerer på Antifas, AGITAs, Konfronts og Antifascistiske Unges facebooksider.
Det er en gåde pakket ind i et mysterium, at ingen vil beskæftige sig med truslen fra den voldelige radikale venstrefløj trods dens utilslørede anti-demokratiske hensigter, dens vilje og evne til med vold og trusler at bemægtige sig hele områder i København og ikke mindst: i stigende grad udfordre politiets voldsmonopol.
Hvad skal der til før volden bliver taget alvorligt?
Artiklen har været bragt i 24Nyt
