På Nørrebrogade blafrer palæstinensiske flag fra vinduer lige over for min lejlighed og kort derfra fra en butik, hvor der sælges islamisk kvindetøj. Hvis en butik hængte et israelsk flag på størrelse med et postkort op i vinduet, ville det blive smadret før næste kald til bøn.
Et par dage efter 7. oktober fandt det første af talløse optog sted. De består mestendels af brølende arabiske mænd, kvinder og børn fra et britisk mandatområde, der engang hed Palæstina; de er drevet af nedarvet had og ammestuehistorier om deres oldefars blomstrende appelsinlunde i Haifas udkant, mens de udnytter den offerrolle og de umistelige borgerrettigheder, som en skvattet velfærdsstat har tildelt dem.
Det er en provokation at se, hvordan de på samme tid er utaknemlige, selvsikre og truende. Du kan se på dem, at de véd, at de har medvind. De er sikre på – og med rette - at ingen tør krumme et hår på deres hoveder: slet ikke staten. De har nemlig erobret gaden og med ét ophævet trygheden, ytringsfriheden og forsamlingsfriheden.
Det vil være forfærdeligt naivt at undervurdere faren; det er den samme fanatiske og kompromisløse mentalitet, som har forsynet Hamas med tusinder af unge nådesløse morderiske jødehadere i Gaza, som udklækker den næste flok Omal El-Hussein’er i Danmark. Javel, velfærdsstaten har måske gjort dem sløve, men de skal nok komme, når kaldet til kamp lyder.
En statsmagt, som vil beskytte et samfund under angreb, må om nødvendigt insistere på sit voldsmonopol og ty til nødret og anvende hær og politi til at indfange, internere, om nødvendigt nedkæmpe og om muligt deportere de farligste elementer. Der er dog lang vej til dét.
Men vore hjemlige muslimer var aldrig blevet så frække og sejrsikre uden den skræmmende velvillighed fra tusinder af vores landsmænd, hvoraf mange endda marcherer sammen med dem, indgyder dem mod og understøtter deres had til Israel, zionismen og de danske jøder.
Hvad gør vi med dem?
Jeg begyndte denne kronik med det formål at provokere og skrev først som overskrift:
”Er berufsverbot ikke på sin plads, når vi vil bekæmpe det onde?”
Hvad jeg havde i tankerne, var de underskriftindsamlinger for en ”permanent våbenhvile i Gaza”, som er blevet sat i gang blandt jurister, sundhedsansatte, studerende, musikere, forfattere, forskere og undervisere, filmfolk – listen er alenlang. Så vi har navnene.
Jeg tænkte, at Trykkefrihedsselskabet er det rigtige forum for sådan en diskussion: er vi virkelig ”ytringsfriheds-fundamentalister”, som de siger? Skal alle altid have lov at ytre sig om alting?
Ligesom Tyskland, ledet af en socialdemokratisk regering, under Rote Armee Fraktions terror afkrævede offentligt ansatte en erklæring om loyalitet over for ”den frie demokratiske orden”, som det blev formuleret i 1972, så tænkte jeg, at det bør overvejes, om ikke en skærpet situation som i dag, kalder på en lignende årvågenhed.
For Israels forsvarskrig er på mange felter den mest polariserende begivenhed siden Anden Verdenskrig. Den definerer også, om Vesten har vilje, styrke og et intakt krigerethos til at forsvare sine værdier, som Vesten deler med Israel.
Vil vi f.eks. have skolelærere, som råber ”From the river to the sea…” til at undervise vores børn? Har staten pligt til at brødføde den slags mennesker?
I Tyskland foreslår CDU/CSU, at en loyalitetserklæring og et løfte om ikke at deltage i aktiviteter, som propaganderer for Israels udslettelse, skal være en betingelse for at få tildelt tysk statsborgerskab, så helt fjern er tanken ikke.
Men efterhånden som jeg orienterede mig i det anti-israelske danske landskab indså jeg, hvor umulig blot en teoretisk, principiel diskussion om et berufsverbot eller andre begrænsninger af bestemte befolkningsgruppers rettigheder er: ikke fordi den ikke er på sin plads, men fordi det vil være mere sandsynligt, at vi, der støtter jødernes ret til et hjemland og en stat, vil komme i klemme. Vi er oppe imod overvældende kræfter, hvor de samme, som i går svingede med regnbueflag og plakater med brændende jordkloder, nu er grebet af Palæstina-dillen.
Og de sidder på hele lortet.
Måske løb min autoritært orienterede fortid af med mig for en stund? Jeg er absolut ikke imod krasbørstige tiltag, der forsvarer den offentlige orden og tryghed, og hvis pøbelvælde og et forbigående folkeflertal truer friheden og pluralismen, så vælger jeg friheden og pluralismen - også hvis den skal indføres og opretholdes med hårdhændede midler. Men man må vælge sine kampe, og hvor er vi få, og hvor er de mange. Så jeg vil lade min strøtanke om berufsverbot hvile - for en tid. Slippe den helt, vil jeg ikke.
Alt, vi kan gøre, i erkendelse af vores talmæssige underlegenhed, er at virke i det små, og give vores beskedne bidrag til at trække tiden ud ved at hæmme hetzen imod Israel, mens Israel ignorerer såvel FN, Lars Løkke Rasmussen og de danske filmfolk og billedkunstnere, så Israels soldater kan gå fra hus til hus i Gaza og fordrive ondskaben.
Artiklen har været bragt i 24Nyt
