"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Hverken rettens advokat eller dommen over Tommy Robinson kan skjule et politiseret retssystem

2. november 2024 - Artikel - af Aia Fog

Ingen kan være i tvivl om, at mandagens dom over Tommy Robinson ikke bare er politisk - den er også et fuldstændig forfejlet forsøg på at forhindre sandheden i at komme frem.

”Dette er ikke en sag om hverken politisk ståsted eller om ytringsfrihed. Det er alene en sag om overtrædelse af et retsligt forbud”.

Sådan ­­indrammede rettens advokat sin sag mod Tommy Robinson i Woolwich Crown Court i mandags og mente i øvrigt, at en passende straf for at overtræde det forbud, som ommer Nicklin nedlagde over for Tommy Robinson i retten i London i 2021 mod at omtale den såkaldte Jamal-sag, skulle indbringe Robinson ikke under 2 års ubetinget fængsel.

Jamal-sagen kort: i 2018 gik en video viralt – ikke bare i England, men i store dele af den vestlige verden. Den viste et opgør mellem to drenge i en skolegård i Huddersfield, der ender med, at den lidt ældre (engelske) dreng vælter den lidt yngre (syriske) dreng om i græsset og tømmer sin vandflaske i hovedet på ham. Episoden blev af engelske medier, meningsdannere og politikere brugt som skræmmeeksempel på, hvordan (racistiske) englændere forfølger og undertrykker minoriteter og stakkels flygtninge, og den engelske dreng blev efterfølgende hængt så meget ud, at han og hans familie nærmest måtte flygte fra deres hjem, og drengen efterfølgende har forsøgt selvmord.

Efter en række henvendelser fra elever og forældre på drengenes skole, begyndte Tommy Robinson at undersøge baggrunden for opgøret i skolegården og fandt ud af, at sandheden var en ganske anden: den syriske flygtningedreng, Jamal, var så langt fra en forfulgt stakkel, men en aggressiv og voldelig dreng, der siden sin ankomst til skolen havde overfaldet og truet andre elever. Bl.a. havde han overfaldet en pige med en hockeystav, stukket en dreng med en passer, havde medbragt en kniv og en skruetrækker i sin skoletaske og havde truet den engelske dreng med vandflasken med, at han ville voldtage hans to små søstre.

Da det kom det muslimske samfund i Huddersfield for øre, at Tommy Robinson var ved at indsamle information om sagen, anlagde deres pakistanske advokater injuriesag mod Robinson. Her førte Robinson en række elever som vidner, der fortalte om Jamals overgreb og opførsel. Eneste vidne for Jamal var hans far. Ikke desto mindre affejede Dommer Nicklin Tommy Robinsons vidner og lagde alene Jamals fars vidneudsagn til grund og forbød Tommy Robinson at offentliggøre den information om Jamal, som han havde indsamlet og gjorde i den forbindelse klart, at Robinson ville inkassere en betragtelig fængselsdom, hvis han brød forbuddet.

Efter nogen overvejelse producerede Tommy Robinson dokumentaren ”Silenced”, der ganske vist tager afsæt i episoden fra skolegården, men som grundlæggende handler om myndighedernes svigt, korruption, bestikkelse af skolens personale og forfølgelse af den engelske dreng, der nu har fået sit unge liv fuldstændig ødelagt. ”Silenced” havde premiere i Trykkefrihedsselskabet den 1. april 2023 i Fællessalen på Christiansborg med Morten Messerschmidt som officiel vært for arrangementet og er indtil videre vist 58 mio. gange.

Tommy Robinson har i den forstand vidst, hvad han risikerede og at offentliggørelsen af ”Silenced” ville udløse en fængselsdom. Men han har vurderet, at eksponeringen og dokumentationen af et engelsk retssamfund i frit fald vejede tungere end hans eget velbefindende, og der var således heller ingen anger eller forsøg på at unddrage sig straf at spore hos ham. Som hans advokat udtalte i retten i mandags, var Tommy Robinsons brud på forbuddet båret af hans ”…passionerede tro på ytringsfriheden, på en fri presse og på offentlighedens ret til at få adgang til den information, han har gjort tilgængelig”

Hermed står rettens advokat noget forpjusket tilbage med sin indledende påstand om, at sagen alene drejer sig om Tommy Robinsons brud på et retsligt forbud: Det oprindelige forbud afsagt af Dommer Nicklin i 2021 fremstår i høj grad som båret af et politisk ønske om at mørklægge både Jamal-sagens baggrund og udviklingen i England, ligesom retsmødet i mandags fremstår som endnu et forsøg på at lukke munden på Tommy Robinson og få ham til at forsvinde.

Dommer Johnson idømte Tommy Robinson 18 måneders fængsel, hvoraf han skal afsone de 9. Umiddelbart efter retsmødet blev han ført ud af retslokalet og via en underjordisk gang over i Englands mest topsikrede fængsel, Belmarsh Fængslet, der ligger i umiddelbar forlængelse af Woolwich Crown Court. Dermed blev der også skrevet engelsk retshistorie: det er første gang, at en person har fået en ubetinget fængselsstraf for at overtræde et civilt retsforbud, ligesom det er første gang, at en person sendes til afsoning for en forseelse i et topsikret fængsel blandt de værste mordere og forbrydere i England.

Retssagen og dommen er bestemt både et spørgsmål om ytringsfrihed og politisk ståsted – ikke mindst for det engelske retssystem.

 

Artiklen har været bragt i 24Nyt