Danmarks ubestridt bedste og mest begavede satire findes på Radio 24Syv, i programmet Den Korte Radioavis, der bestyres af den (fiktive) koleriske, grænseoverskridende og stærkt borgerlige 64-årige senior-korrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm (Frederik Cilius) og hendes politisk korrekte skvat af en redaktør, Rasmus Bruun.
Mandag til fredag mellem kl. 12 og 13 twister, udstiller og spidder Den Korte Radioavis døgnets nyheder og tidens aktuelle emner i et satirisk univers, hvor grænserne mellem virkelighed og fiktion er flydende og hvor ”tonen” konstant balancerer på den hårfine grænse mellem injurier og det, der er værre.
Det er overdådigt, begavet og frem for alt hulkende morsomt, når Cilius og Bruun uden blusel og fine fornemmelser ringer politikere op med inkvisitoriske spørgsmål og uddeler svirpere, der alt for ofte afslører offerets dobbeltmoral og selvfedme.
Den Korte Radioavis er blevet ekstremt populær – og sjovt nok især på den venstrefløj og blandt de kulturradikale, der om nogen har fået med krabasken af Kirsten Birgit. En pudsighed, der vidner om en høj grad af flagellanteri i det kulturradikale segment.
Men på det seneste har den kulturelite, der ellers i årevis har omfavnet Den Korte Radioavis, pludselig taget anstød og er gået til angreb på Kirsten Birgit. Anledningen er Den Korte Radioavis´ behandling af Henrik Sass Larsen i kølvandet på, at han (midlertidigt?) har trukket stikket som toppolitiker som følge af en depression og efter en periode, hvor han mildt sagt har opført sig aparte: han har på den ene side fastholdt sit kandidatur som finansminister i en kommende socialdemokratisk regering, og på den anden side nægtet at tale med pressen.
Denne cocktail af besynderligheder har været gefundenes fressen for Den Korte Radioavis, der er gået til stålet med vilde historier om Sass Larsen, der blandt andet omfattede et homosexuelt forhold til en navngiven folketingskandidat og chemsex (indtagelse af stoffer i forbindelse med sex). Ganske vildt, og indlysende også ganske langt ude i hampen, men vi befinder os altså i et fiktivt, satirisk univers, hvor grænserne for det tilladelige er langt videre end i virkelighedens verden.
Jeg skal være den første til at indrømme, at der kan være gode argumenter for, at Den Korte Radioavis i Henrik Sass Larsens tilfælde er gået over stregen: manden er tydeligvis syg og dermed ude af stand til at forsvare sig ordentligt, og den navngivne folketingskandidat, der skulle have et homosexuelt forhold til Sass Larsen er ikke i en politisk liga, hvor udstilling og svirpere fra Den Korte Radioavis må betragtes som collateral damage.
Men når det er sagt, er det heller ikke værre: hvis satire skal være god, skal den have bid, og for at den får bid, skal man gå til grænsen. Den grænse er flydende, og det er derfor en bærende præmis, at man ind i mellem kommer til at krydse den. Det er sandsynligvis sket i dette tilfælde, og det er beklageligt, men heller ikke mere: ingen, der kender Den Korte Radioavis og Kirsten Birgit tror på alt, hvad der bliver sagt, og den der viderebringer satirisk sladder fra Den Korte Radioavis bliver sjældent troet og ofte til grin.
Derfor er den shitstorm, der de seneste uger er skyllet ind over Kirsten Birgit og Den Korte Radioavis fuldstændig ude af proportion og den blev nærmest absurd i sidste uges udgave af Weekend Avisen, hvor avisens chefredaktør, Martin Krasnik ønsker Kirsten Birgit op på Sankt Hansbålet, blandt andet med denne moralske pegefinger:
”Men det grænseoverskridende er netop ikke grænsløst, og på Den Korte Radioavis og Radio24syv ledsages det tilmed af en selvfejrende attitude, der ikke længere er anarkistisk, men deler sind med det totalitære: Her er ingen etiske regler, ud over dem, de selv sætter på Den Korte Radioavis. Sagesløse menneskers privatliv inddrages efter forgodtbefindende, præcis som totalitære kræfter aldrig anerkender, at noget kan være privat.”
Og han slutter med ordene: ” Hun er blevet en totalt dominerende revyfigur, der er blevet træt af sig selv. Derfor siger jeg, som vi står her ved bålet og sender Kisser afsted:
Lad flammerne rense dig. Og god tur.”
Martin Krasniks pegefinger er kendt, og mange vil huske den fra dengang i 2014, hvor han som vært på DR2s Deadline rettede den som en pistol mod Lars Hedegaard, der lige havde været forsøgt skudt og myrdet af Basil Hassan. Dét interview – eller rettere: forsøg på karaktermord af et menneske, der stadig var rystet efter et mordattentat, var et journalistisk lavpunkt og målt på alle parametre langt værre og mere grænseoverskridende end alle Kirsten Birgits svirpere til sammen.
Så længe Krasnik ikke har gået canossagang og sonet sin brøde, så længe har han ingen adkomst til at svinge sig op på moralens høje hest, tale om angreb på sagesløse mennesker og ønske andre lutret på et Sankt Hansbål. Hans indlæg i fredagens WA er at betragte som en nullitet.
Og Sass Larsen? I min optik er han langt fra sagesløs og både kan og skal finde sig i næsten hvad som helst fra satirens verden – også selvom han er syg. Ikke bare fordi han er i en position, hvor den slags må forventes, fordi magthavere skal have røg, men mest af alt fordi han selv er så brutal i sin omgang med andre. Jeg har ikke glemt, hvordan han ødelagde den tidligere udlændingeordfører for socialdemokraterne Anne Marie Meldgårds politiske karriere ved at insinuere at hun var uligevægtig og psykisk ustabil. I øvrigt kraftigt sekunderet af Mette Frederiksen, der nu skal være Danmarks statsminister.
Det står enhver frit for at lade være med at tænde for radioen og lytte til Den Korte Radioavis, hvis man har sarte ører. Der er ingen, der er tvunget til at lytte til hverken Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm eller Rasmus Bruun. Mit gæt er dog, at de færreste vil gå glip. Heller ikke dem, der nu har så travlt med at holde sig for næsen.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
