Mange med kendskab til bolsjevismen - eller marxismen-leninismen, som den senere kom til at hedde - er slået af de mange lighedstræk med islam.
Der er tale om totalitære ideologier og politiske bevægelser, som gør krav på total styring af samfundet og menneskelivet helt ind i det private. Der sker en opdeling af mennesker i rene og urene.
Der kræves respekt, lydighed og underkastelse. De, der ikke underkaster sig, bliver udgrænset, brændemærket eller likvideret. Et omfattende stikkeri sørger for, at borgerne holder sig på den rette sti og adlyder de ideologiske instrukser.
Tilhængerne af disse ideologier er ikke loyale over for det land, de lever i, men over for en international bevægelse, der lover et kommende tusindårsrige.
Bertrand Russels sammenligning
I sin bog fra 1921, Bolsjevismen i Teori og Praksis, sammenlignede den engelske filosof Bertrand Russell islam med bolsjevismen. I begge tilfælde var der tale om noget radikalt nyt. Russel havde haft lejlighed til at mødes og tale med Lenin året før i Kreml og var blevet slået af mandens brutalitet.
Lenin foragtede de fleste mennesker og nød ligefrem voldsanvendelse mod politiske modstandere. Russell sammenlignede Lenins og hans kammeraters tro – bolsjevismen - med islam.
Bolsjevismen var ikke blot en politisk doktrin, men tillige en religion med udformede dogmer og hellige skrifter og med en aggressiv sikkerhed over for forhold, der var objektivt tvivlsomme.
Ifølge Russell forholdt Lenin sig til Marx´ skrifter som en muslim til Koranen. Bolsjevismen var ligesom islam en ekspansiv religiøs bevægelse, som ville udrydde de vantro for at skabe en ny verden.
Ligesom imamer henviser til deres hellige skrifter, når de vil ”bevise” noget, henviste Lenin til et skriftsted hos Marx, når han skulle ”bevise” et eller andet. Den rationelle engelske filosof måtte naturligvis lægge afstand til den slags galmandsværk. Han ville ikke deltage ”i den sammensværgelse om at tilsløre, som mange vesteuropæiske socialister … anser for nødvendig.”
Teologen og journalisten Nic. Blædel, der oversatte Russells bog til dansk, skrev i et forord, at bolsjevismen betød en ”frygtelig fare for Europas kultur”. Senere råbte Blædel også vagt i gevær over for det nazistiske Tyskland til stort ubehag for den danske regering.
Indre problemer
Ligesom bolsjevismen/marxismen-lenismen/kommunismen og nazismen udgjorde dødelige trusler mod frie demokratiske stater og nationer i det 20. århundrede, udgør islam i dag en dødelig trussel mod Europas demokratier. Jeg tænker ikke i første række på den islam-inspirerede terror.
I al dens afskyelighed er de demokratiske stater i stand til at inddæmme den. Islams trussel mod os er paradoksalt nok affødt af, at de stater, hvor denne ideologi hersker, ikke selv er i stand til at løse deres enorme indre problemer. Det største problem er den voldsomme befolkningsvækst.
Befolkningsvækstens tryk kombineret med usle økonomier og livsvilkår betyder, at mange ser sig om efter grønnere græsgange.
Og de findes i det nærliggende Europa, der ligesom de europæiske aflæggere på andre kontinenter hidtil har været kendetegnet ved økonomisk effektivitet, samfundsmæssig disciplin, gode sociale forhold og en enestående frihed.
Den største trussel mod de europæiske samfund skyldes imidlertid den manglende vilje hos de europæiske staters politiske og kulturelle ”elite” til at forsvare det grundlag, som samfundene hviler på.
Her er der en afgrundsdyb forskel på den måde, demokratierne håndterede de tidligere trusler på, og den måde truslen fra islam i dag negligeres og bortforklares.
Demokratiernes bolværk
Hvis vi holder os til den sovjetisk-kommunistiske trussel, rejste demokratierne et bolværk, som var uigennemtrængeligt. Jeg tænker ikke så meget på det militære forsvar mod den militære trussel fra især Sovjetunionen.
Jeg tænker på det, der i dag kaldes et samfunds sammenhængskraft. Konservative, liberale og demokratiske socialister stod sammen om at afvise den totalitære kommunisme.
I Danmark var der en velfungerende folkeskole og et godt gymnasium, der bibragte eleverne solide kundskaber – også historie og samfundskundskab. Der var et net af institutioner, bestående af højskoler og aftenskoler, der gav lødig folkeoplysning.
En effektiv lovgivning satte efterretningstjenesterne i stand til at holde øje med de farligste fjender af den demokratiske retsstat, herunder også medløberne.
I dag er situationen en ganske anden. Det er lykkedes useriøse og slappe politikere under påvirkning af magtfulde embedsmænd at ødelægge meget af det, som de foregående generationer havde bygget op og med rette var stolte af.
Der er ingen grund til at gå i detaljer med folkeskolens og gymnasiets deroute og nuværende sørgelige tilstand.
Det læser vi dagligt om i aviserne. De højere læreanstalter har emsige politikere og embedsmænd ligeledes gjort stor skade på. Mens alle disse institutioner tidligere udgjorde samfundets bolværk mod de kræfter, der ville de frie samfund til livs, er de i dag snarere at betragte som redskaber for de aggressive krav til de frie samfund om at indskrænke friheden – altid rede til at bagatellisere truslen fra islam og altid emsige for at dæmonisere dem, der offentligt gør opmærksom på truslen i alle dens aspekter. Følgagtige politikere, journalister og medier plaprer efter.
Politikerne har fået lavet love og underskrevet konventioner og aftaler, der af en tjenstvillig anklagemyndighed bruges til at banke befolkningen og de opsætsige på plads.
Vi er havnet i den utrolige situation, at ”eliten”, som burde gå forrest i kampen for det frie samfund og befolkningens beskyttelse, går forrest i kampen for at kue befolkningen og opløse samfundets sammenhængskraft.
Gud ske lov har den brede befolkning bevaret sin sunde fornuft og er netop derfor et voldsomt irritationsmoment for ”eliten”, som kalder flertallet for bodega- og leverpostejdanskere.
Så længe den danske stat – dvs. det politiske flertal i Folketinget – opfatter internationale konventioner som hellige og ukrænkelige, hvorved de bliver ødelæggende, ja livstruende for den danske nation; og så længe den såkaldte racismeparagraf 266 b ikke er afskaffet, er der kun én vej for det land og det samfund, som vore forældre og bedsteforældre byggede op. Og den hedder vejen til ødelæggelsen.
Civilisationssammenbrud
Som historiker ved man, at forskellige civilisationer er gået til grunde i historiens løb. De lærde har diskuteret og diskuterer fortsat årsagerne til, at Romerriget og andre riger gik til grunde.
I kort begreb mener jeg, at et samfund og en civilisation går til grunde, når de ledende kræfter eller den herskende klasse mister troen: troen på civilisationens bærende fundament; troen på retten til at stå fast og trække grænser over for andre og ringere civilisationer; troen på retten til at hævde sit eget livsgrundlag og viljen til at afvise andres skamløse krav.
Når EU derfor ikke engang tør hævde den historiske kendsgerning, at den europæiske civilisation er præget af kristendommen, har EU skrevet sin egen gravskrift. Den, der fornægter sandheden, kan ikke overleve og fortjener det heller ikke.
Også i nyere tid er der sket civilisationssammenbrud, og nogle af dem er foregået forbavsende hurtigt og med forfærdende følger. Den gamle russiske, kristne civilisation gik til grunde i 1917, da en bande ideologiske fanatikere med Lenin i spidsen erobrede magten i Rusland.
I 1933 kom turen til Tyskland, hvor en anden bande fanatikere med Hitler i spidsen erobrede magten. I begge tilfælde forstod bandelederne, at den hidtil herskende klasse ville være et let bytte for deres angreb; i begge tilfælde findes der rystende samtidige beskrivelser om, hvordan myndighederne opgav at forsvare borgerne mod banditterne.
De fleste er nok tilbøjelige til at betragte den slags civilisationssammenbrud som ”historie”, dvs. noget som skete i fortiden og heldigvis ikke længere kan finde sted - et rent akademisk spørgsmål; eller som noget, der fandt sted i ”fjerne” lande som Rusland, men som aldrig vil kunne komme til at overgå os, selv om det russiske og tyske sammenbrud jo faktisk skete i hjertet af Europa.
Mange tror, at den nuværende demokratiske retsstat er en evig foreteelse. Det er den ikke, og man kan med det blotte øje konstatere dens forfald og begyndende opløsning.
Vi er nødt til at ændre opfattelse. Det kan selvfølgelig også ske her. Den europæiske civilisation og dermed også den danske nation er truet på livet. Truslen kommer som sagt af kombinationen islam og den europæiske ”elites” opgivende og undskyldende tilpasning til denne trussel.
Mønsteret er forbavsende ens og forstemmende i de vesteuropæiske lande. Den almindelige befolkning har for længst set skriften på væggen, og alle taler om truslen privat. Men eliten er enten tavs, bagatelliserer truslen eller skælder ud på de opskræmte borgere.
Der indføres, så vidt det er muligt, forbud mod at omtale den voksende trussel. Man forsøger at kriminalisere og stemple dem, der trodser forbuddene.
Der oprettes omfattende institutioner i form af ”centre” og ”institutter”, hvis ledere og medarbejdere (betalt af befolkningen) leverer ammunition til elitens bestræbelser på at banke befolkningen på plads.
Der ydes statstilskud til en række organisationer, der reelt er talerør for islam og vendt mod den danske befolkning.
Vi lever i en orwellsk tid, hvor virkelighedsnære ord ikke må bruges, og hvor krig (islam) officielt hævdes at betyde fred; hvor EU-talsmænd ikke må bruge udtrykket islamiske terrorister, men skal sige og skrive ”terrorister, som på en misbrugende måde påkalder sig islam” eller i kortform ”terrorister, som misbruger islam”; hvor medierne bruger tilslørende udtryk som ”social kontrol” om den uhyrlige undertrykkelse af piger og kvinder, der finder sted i de islamiserede ghettoer.
Sindelagskontrol
En fin dame ved navn Beate Winkler var i sin tid chef for Den Europæiske Unions Overvågningscenter for Racisme og Fremmedhad. Dette center lod udarbejde retningslinier, så indvandrere, etniske, religiøse og kulturelle minoriteter kunne blive omtalt korrekt.
Hun lod også meddele, at højreorienterede personer og organisationer skulle overvåges og registreres.
Jeg skrev til hende og spurgte, om en sådan sindelagskontrol og registrering af danske statsborgere var tilladt ifølge Danmarks Riges Grundlov og øvrig dansk lovgivning, herunder registerloven.
Jeg fik aldrig svar fra den ophøjede dame. Centeret eksisterer endnu og med en dansk direktør, men under en mere anonym betegnelse – installeret i et palæ i Wien og med 100 medarbejdere.
Formålet er det samme – at ødelægge sproget for at tilsløre en ubehagelig virkelighed.
Euroeliten udviser en faretruende letsindighed, når det gælder den europæiske civilisation og de europæiske staters overlevelse. Vi oplever i disse uger et sammenbrud af den drømmekonstruktion, som hedder euroen.
Euroeliten taler meget luftigt om europæiske værdier, men reelle værdier som en produktiv og levedygtig økonomi - og ikke svindeløkonomier som den græske, har man negligeret.
Den herskende euroklasse er kendetegnet ved defaitisme og i virkeligheden despekt for de grundlæggende ting, der holder sammen på stat, samfund og familie.
Hver djævel har sin tid, hedder det i salmen. Vi skal altså ikke fortvivle og hengive os til mismod. De totalitære djævelskaber i det 20. århundrede er væk. Nu gælder det den totalitære islam.
Vi må holde krudtet tørt og slå kreds om de uforfærdede, der enten trues på livet af rasende islamister; eller søges dæmoniseret og udgrænset af de politisk korrekte; eller dømmes ved domstolene og straffes af ”eliten”, fordi de ved at ytre sig har trodset taleforbud og kaldt tingene ved rette navn.
Vi må stå vagt om sproget og ytringsfriheden.
Uden et virkelighedsnært sprog og retten til at bruge det bliver et samfund eller en nation ude af stand til at begribe virkeligheden og handle rationelt, herunder træffe de nødvendige forholdsregler til at forsvare sig mod truslerne.
Bent Jensen er historiker, dr. phil. og forfatter til en række bøger om Rusland og kommunismen. Hør hans indledning ved forfattermødet 8. december
