Ingen fjerde statsmagt
Det danske demokrati bygger på princippet om magtens tredeling i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. En række sager om straffelovens § 266b, ”racismeparagraffen” kunne give anledning til at tro, at vi har en fjerde statsmagt, nemlig anklagemyndigheden, repræsenteret ved rigsadvokaten og under ham statsadvokaterne.
Sådan forholder det sig ikke. Rigsadvokaten og hans underordnede er embedsmænd, som sorterer under justitsministeren. De hører til den udøvende magt og justitsministeren kan beslutte, hvordan deres arbejde skal udføres.
Det giver anledning til at spørge, om det er landets borgerlige regering, der har så travlt med at retsforfølge borgere og politikere, som tillader sig at påpege alvorlige problemer, som beviseligt følger med en fremmed kultur, hvis adfærd afviger fra den europæiske.
Hvem tillader det?
Det burde være umuligt, at en konservativ justitsminister lader anklagemyndigheden rejse en yderst tvivlsom sag mod folketingsmedlem Jesper Langballe, som faktisk er en del af denne regerings parlamentariske grundlag.
Naturligvis gælder straffeloven for medlemmer af folketinget som for andre borgere, hvis den pågældende politiker har begået en forbrydelse.
Det havde Jesper Langballe som bekendt ikke – han havde spydigt sagt nogle bemærkninger om et alvorligt problem i den muslimske kultur og nogle af de sædvanlige stikkere mente at kunne ramme ham ved at anmelde ham til det system, som altså har travlt med at bruge § 266b til at lukke munden på kritikere af den islamiske kulturs problematiske værdibegreber.
Men hvem er det, som tillader, at § 266b bliver udnyttet på den måde? Officielt er det rigsadvokaten, men hvem har bedt ham om det? Handler han af egen drift, burde han instrueres anderledes, men spørgsmålet er, om han ikke lige netop er instrueret, måske ikke af justitsminister Lars Barfod så måske af hans departementschef eller andre embedsmænd.
I sagen mod Lars Hedegaard afsagde Frederiksberg ret en frifindelsesdom, som er lige efter bogen – Hedegaard havde ikke udtalt sig til offentligheden, og måtte derfor frikendes. Alligevel har statsadvokaten anket sagen til Landsretten.
Hvem er så ivrig efter at få Hedegaard straffet? Statsadvokaten? Rigsadvokaten? Justitsministeriets departementschef? Justitsministeren? Hvad er formålet? At tilfredsstille anmelderne? At genere Trykkefrihedsselskabets formand? At få Frederiksberg rets dom stadfæstet for i fremtiden at kunne afvise tilsvarende anmeldelser?
En lodret ordre
Jeg har selv været ude for en noget tilsvarende sag. I september 2001 blev jeg anmeldt af de sædvanlige anmeldere for indholdet af en tale, jeg holdt ved Dansk Folkepartis årsmøde i Vejle. Politimesteren i Vejle afviste at rejse tiltale ud fra den betragtning, at sagen ikke kunne føre til domfældelse.
Men daværende rigsadvokat Henning Fode var ikke tilfreds. Han ville have sagen prøvet igen og sendte den til min politikreds, Gladsaxe. Her kom politiet til samme konklusion, der var ikke grundlag for domfældelse.
Den dag Poul Nyrup udskrev folketingsvalget i 2001 afgjorde rigsadvokaten personligt, at der skulle rejses sag mod mig. Det var fuldt forståeligt – Henning Fode var embedsmand under Nyrup-regeringen og har vel fået en lodret ordre.
Dansk Folkeparti skulle under valgkampen hænges ud som ikke-stuerent, hvis det var muligt.
Europa Parlamentet beskyttede ytringsfriheden
Men først skulle min parlamentariske immunitet hæves af Europa Parlamentet og det var ikke så let. Parlamentets juridiske udvalg sagde, at en tiltale ville være en krænkelse af min ytringsfrihed og afviste at hæve immuniteten.
Det gjorde især socialdemokrater og radikale meget sure. De viste deres modvilje mod en parlamentarisk afgørelse ud fra devisen intet over og intet ved siden af en embedsmand: rigsadvokaten.
I Europa Parlamentet skal en sådan sag til afstemning i plenum. Det skete også – og ulig sædvanen forlangte de danske socialdemokrater skriftlig afstemning. Ved afstemningen i Europa Parlamentet stemte 492 medlemmer for retsudvalgets indstilling om at fastholde min immunitet.
Kun 48 stemte imod. Det var Helle Thorning-Schmidt, Torben Lund, Lone Dybkjær, to tyske socialdemokrater og deres venner fra kommunistgruppen, medens socialdemokraterne og de borgerlige fra alle andre lande stemte for at beskytte ytringsfriheden.
Regeringens ansvar
Man kan slå fast, at det ikke er efter krav fra EU, at Danmark retsforfølger politikere efter § 266b. Ingen andre har pålagt os at bruge § 266b som det sker.
Den ansvarlige er helt åbenbart regeringen – enten fordi den har givet en instruks til rigsadvokaten om at rejse tiltale for alt hvad medlemmer af krænkelseskulturen kan føle sig krænket over, eller fordi den har forsømt at give rigsadvokaten en instruks om at undlade tiltalerejsning, som kun tjener ytringsfrihedens fjenders interesser.
Endelig har Folketinget også lov at tænke selv, og kunne ligesom Europa Parlamentet have nægtet at ophæve Jesper Langballes immunitet.
Det er nok anbefalelsesværdigt at afholde en forespørgselsdebat om brugen af § 266b, så det kan afklares, om der står et folketingsflertal bag ønsket om at lukke munden på danskerne.
