Hvem er medierne?

“Min besked til Elon Musk er KO-HØM HØM!” sagde en vred direktør for nyhedsmediet Axios (Han brugte det engelske ‘bulls**t’, der forkortes BS) til ‘The National Press Club’s store begejstring, “Du er ikke ‘medierne!” Det har ellers været en gentaget postering på X fra Musk, at brugerne dér, er de nye medier, forstået som dem der bringer nyheder, analyser og faktatjekker. Musks reaktion på vredesudbruddet var at genposte et meme af en ‘stormtrooper’ fra Star Wars filmene, der sidder i en lænestol og læser irrelevante publikationer. Memet er en konstatering af, at selv de mest besynderlige ting på internettet har overgået de nedarvede medier. I forrige uge tabte kabel-TV stationen CNNs mest prestigiøse program med værten Anderson Cooper rating-duellen til en af kabelnettets mad-kanaler.

Axios direktørens argument var, at journalistik ikke blot blev gjort med et betalt medlemskab af X eller en anden social platform, som man brugte som afsæt til dumsmarte flygtige kommentarer. Det er et rugbrødsarbejde at være en ægte reporter, som handler om, at sætte sig ind i de emner, man beskriver. Besnærende, men forkert. Den gode Axios direktør ser sig blind på den klasse, han identificerer sig med. En klasse der er skabt af en konkret forretningsmodel. I gamle dage en trykpresse, der kunne producere aviser, senere en sendestation til radio og tv. Og dem, der besad disse, kontrollerede offentlighedens debat.

Det var en gatekeeper verden, men i sin tid det civile livs bedste modtræk overfor staten.  Det er ikke så svært at forudse, hvilken forretningsmodel der vil vinde, mellem dem, der kun gennem deres kapital, trykpresse, sendemaster, æter-licens, der har mulighed for at publicere og blot skal have nogle til at fylde formatet ved tasterne og mikrofonerne, og så dem, der virkelig har noget at publicere, når alle med nettet kan publicere. Og Axios direktøren kommer i sin frustration over, at hans verden omkalfatres af teknologien til at forveksle dem, der er ansat i de gamle forretningsmodeller, med dem der har noget at tilbyde. Altså forskellen på hvem der har adgang og hvem der kan. Den konge, der i sin tid sparkede vikingerne ud af de britiske øer, har haft en noget anden virilitet end den just kronede Kong Flapører og man er ingen Cavling blot fordi man skriver for Politiken.

Danmarks Radio er således en historisk bastion, med Lilly Broberg som den første skærmtrold, i dansk presse og kulturliv på hvis præmisser vores politikere argumenterer deres sag for landets videre skæbne. Hele det imponerende milliardforetagende, komplet med et ungpige-krænker-kor og heste flyvende over Atlanten, sætter tungt dagsordenen for den offentlige debat og hvad vi ved om verdens sande tilstand. Men! Hvis man fjerner den nedarvede illusion om reel autoritet, går det op for en, at manden med mikrofonen inde i TV’et blot er, lad os sige, Philip Khokhar, der nogle måneder før den amerikanske præsident Joe Biden blev fjernet fra stemmesedlen på grund af sin indlysende demenslignende kognitive opløsning (indlysende allerede for 5 år siden) fortalte skatteyderne om en "Biden i topform".

Danmarks Radio er selvfølgelig ikke de eneste i den disciplin. “Joe Biden var stålsat i blikket og kiggede direkte ind i kameraet, da han leverede sit budskab” skrev TV2s Mikkel Secher om Bidens udfordring til den debat der førte til hans spektakulære fald, og fortsatte “Det skete i en 14 sekunder lang video offentliggjort på den amerikanske præsidents sociale medier onsdag”. Ikke et ord om at den 14 sekunder lange video var klippet sammen seks gange(!) Altså stålsat i 2 sekunder ad gangen, hvilket sådan lidt indikerede at Biden ikke magtede at komme med en 14 sekunder lang udfordring i et ‘take’. Alle var efterladt med uhøflige tanker om, hvad der fandtes af ‘bloopers’.

Det er på sociale medier, især Musks X, drengene kan påpege kongernes nøgenhed, så folket kan more sig. Og det er dette skift de store mediehuse kan mærke på bundlinjen og lægger deres desperate strategi efter, og som deres ansatte kan mærke psykologisk, efterhånden som deres overlejrede prestige forvandler sig til en vittighed.

Som f.eks. den britiske stats-kanal BBCs reporter, der fortæller at "Syrien er et land af diversitet med et levende jødisk samfund”. Op mod en million mennesker skønnes dræbt i Syriens sekteriske borgerkrig. Og bortset fra de jødiske landsbyer på de annekterede Golanhøjder, så er de eneste jøder den israelske hær, der er rykket nogle kilometer længere ind i Syrien for at skabe en ‘bufferzone’ til de folke-morderiske jihadister, der nu har overrendt det ulykkelige land.

Det kan blive endnu værre, for CNNs Clarissa Ward befriede en glemt fange i et normalt overfyldt fængsel, der nu var helt forladt efter Syriens Bashar al-Assad flugt. “Et af de mest ekstraordinære øjeblikke jeg har oplevet” sagde Ward og tænkte måske på dengang hun live rapporterede at hun måtte søge dækning fordi hun og hendes kamerahold blev beskudt. Det blev de nu ikke. Og fangen, der blev befriet, og fik drikkevand af Ward personligt, var også ualmindeligt velsoigneret for en mand, der angiveligt havde opholdt sig i flere måneder i et overfyldt fængsel uden sanitetsforhold. X platformens ‘community notes’, den brugerstyrede faktatjekker-applikation, var da også hurtige til at påpege at den servilt taknemmelige stakkel rent faktisk var en af al-Assads mange krigsforbrydere.

Det er ikke på flow-tv som Danmarks Radio, men i ens X-feed, at man ser hundredvis af syriske “flygtninge” marchere gennem et tysk julemarked i Essen, mens de demonstrativt råber “allahu akbar!”. Det er en observation der kalder på sit eget perspektiv for de mange migranter, der vandrede ad de europæiske motorveje, mens systemet “wir-schaffen-das” suspenderede landegrænser og basal lov og ret. Det er vores egen skyld, vi sammensatte selv et Folketing, der gav os tossebolden Søren Pind som justitsminister og fordømte ‘spytte manden’. Det var god smag dengang - hvis man så TV. 

Men det er ikke rart at få sit monopoliserede verdensbillede konfronteret i realtid. Så intelligentsiaen vil ikke længere være på X: alle de største hjerner bebuder deres farvel. X-odus som Ole Birk Olesen kaldte det. Blandt dem skuespillerinden Alyssa Milano, der annoncerede at hun også havde solgt sin Tesla i protest mod den onde Elon Musk og købt sig en, og hold nu fast, VW(!) Journalisten skriver at: “små krusninger i de sociale mediers have indikerer, at flere nu overvejer at vinke farvel til det Elon Musk-ejede sociale medie X” og nævner fra “den danske X-andedam har medie-, underholdnings- og magtfolk som David Trads, Line Holm, Sandie Westh, Kenn Hansen, Sebastian Lynggaard og Christian Friis Bach også endegyldigt vinket farvel til platformen.”
De vil blive savnet. Berlingske Tidende skriver at “Det vrimler med døde kendisser og forfalskede fotos” på X, som “X bløder markante stemmer i disse dage.” En af dem er…

Radiovært og journalist Sandie Westh har for nylig slettet sin profil. I sit sidste opslag skrev hun, at mængden af »vrede mænd, der tager alting meget seriøst« er eksploderet, og hun gav Elon Musk skylden.(…)
Men hun bemærkede, at meget ændrede sig, da Elon Musk kom til. Hendes problem med X handler til syvende og sidst om dette ejerskab.

»Det var ikke længere gennemskueligt for mig, hvorfor mine tweets ikke fik gennemslagskraft, og hvorfor mit feed ændrede sig så radikalt.«

Forklaringen på hendes faldende gennemslagskraft er, at der ikke censureres til fordel for venstrefløjen, hvilket gør at debatten nu foregår på lige vilkår. Det skal man vænne sig til.

En anden af eksperterne, der forlod X er Rasmus Trads, der mente at alle var trolde, som belærte ham om Hunter Bidens computer og de logiske implikationer af dens indhold og den efterfølgende censur på nettet, begået af ‘big tech’ på vegne af det samlede efterretningsvæsen, ægget af de nedarvede medier. Trads plejede at “elske” Twitter, betror han læsere af Altinget, men i dag “afskyr” han X og opfordrer alle til at “forlade Elon Musks skraldespand”. Musk beskriver han som “en af verdens mest usympatiske mennesker, er levendegørelsen af alt det værste ved superrige.”

“I disse døgn forlader ordentlige mennesker og ordentlige medier X” fortsætter David ‘hr. Schwann’ Trads i benægtelse over, at ‘Tøjhuset X’ lige har knust hans Damernes Magasin og er blevet det førende nyhedsmedie på verdensplan, som de store annoncører også er vendt tilbage

X er ikke noget demokrati længere. Det er en kloak af løgne, dikteret af verdens rigeste mand, der ligner en ond tegneseriefigur, men som, desværre, udgør en trussel mod selve den demokratiske samtale.

Alle, der har øjne, kan se, at X de forløbne måneder har udviklet sig i toksisk retning. Det asociale medie ikke bare tillader, men fremskynder hadtale, racisme, misogyni og løgne, hvis bare det støtter Trump, Putin og den slags. Alt andet nedgraderes i X’s hemmelige algoritmer.

Algoritmerne er ikke hemmelige. Den lige spilleplade, som Musk har skabt, giver blot Trads denne oplevelse: “Den lavine af falske profiler, der eksempelvis har chikaneret mig, er uendelig”. Heldigt for det ordentlige menneske Trads med det pæne sprog, er der ikke noget kommentarspor på Altinget. "Magtfolk" som Trads, West, Friis-Bach forlader nemlig ikke X fordi de ikke kan sige deres mening der. De forlader X fordi andre kan! De trækker i stedet over til det sociale medie BlueSky, forkortet til BS (!), hvor de kan have deres interesser i fred. Og fredeligt er der.