Forestil dig, at der fandtes en verdensomspændende bevægelse, som åbent erklærede, at den ønskede at overtage dit land og ethvert andet land for at påtvinge alle dets ideologiske system.
Forestil dig også, at denne bevægelse havde udført mord og terrorangreb i dit eget land og at medlemmer af denne gruppe havde promoveret vold for at opnå politisk indflydelse.
Forestil dig endelig, at det var højst umoderne og politisk ukorrekt at kritisere denne gruppe.
Jeg taler ikke her om islam, men om kommunisme.
Den aktuelle bølge af censur og fortielse i forbindelse med islam er ikke nogen nyt fænomen. Det er tværtimod meget gammelt.
Islamofobi, ligesom kommunistforskrækkelse, er en politisk term, der har den funktion at stoppe enhver diskussion om emnet.
Den forhindrer at der lyttes til kendsgerninger eller skabes debat om emnet ved på forhånd at stemple den slags som grænseoverskridende.
Tager man hul på debatten, udstiller man sig selv som et dårligt menneske, hvis ideer er uacceptable i den offentlige debat.
De krænkende svin i ”Kammerat Napoleon”
Da George Orwell under Anden Verdenskrig kæmpede for at finde en udgiver til ”Kammerat Napoleon”, blev de mange afslag begrundet med, at bogen ville krænke Sovjetunionen.
Én forlægger skrev til Orwell, at han var blevet frarådet at udgive bogen af en højtstående embedsmand i Informationsministeriet (det, der gav Orwell inspirationen til ”Sandhedsministeriet” i 1984), der havde fortalt ham at udgivelsen af en sådan bog ville være uklog på dette tidspunkt. Embedsmanden viste sig senere at være sovjetisk spion.
Forlæggeren understregede, at bogen ville være acceptabel, hvis den vendte sig mod diktatorer i almindelighed, ikke specifikt mod Sovjetunionen. Forlæggeren tilføjede:
”Det ville være mindre krænkende, hvis herskerklassen i bogen ikke var svin. Jeg tror, valget af svin som herskerklasse ganske givet vil krænke mange mennesker, især dem, der er lidt følsomme, hvad russerne uden tvivl er.”
Hvis man ændrer lidt på benævnelserne, er det præcis den slags afvisningsbreve, som forfattere til modige, islamkritiske bøger har modtaget.
Det er fint at lave en generel kritik af religiøs fanatisme, så længe denne kritik er generel, men sørg endelig for ikke at krænke de følsomme mennesker, hvis religiøse fanatisme kommer til udtryk på voldelig vis.
Censur uden tvang
I et ofte udeladt forord til ”Kammerat Napoleon”, skrev Orwell:
”Den dystre kendsgerning er, at censur i England overvejende udøves frivilligt. Upopulære ideer kan forties og ubehagelige kendsgerninger holdes væk fra offentligheden uden at det kræver et offentligt forbud. Enhver, der har levet længe i udlandet, vil kende til eksempler på sensationelle nyheder, der holdes ude af britisk presse, ikke fordi regeringen blander sig, men fordi der hersker en stiltiende aftale om, at ”det ikke går” at nævne netop dette faktum.”
I dag findes der også eksempler på sensationelle nyheder, der enten ikke nævnes eller bagatelliseres i vore egne medier, fordi det ”ikke går” at nævne dem.
Det er sjældent regeringerne, der dikterer denne form for censur - slet ikke i USA hvor der ikke findes nogen lovhjemmel til det - denne form for censur er tværtimod frivillig.
Det er et udslag af, at folk udøver selvcensur, at aviser censurerer folk af frygt for vold, at forlæggere føler, det er et uklogt tidspunkt at skabe spændinger og det skyldes endelig den store gruppe kulturradikale meningsdannere, der mener, vi bør vise forståelse over for islam og se bort fra islams voldelige aktiviteter.
”Netop nu kræver den dominerende ortodoksi en ukritisk beundring for Sovjetunionen. Alle ved det, næsten alle handler derefter. Enhver seriøs kritik af Sovjet-regimet, enhver afsløring af kendsgerninger, som den sovjetiske regering foretrækker at holde skjult, er nærmest umulige at få trykt.”
Sådan skrev Orwell i sit forord til ”Kammerat Napoleon”, som han kaldte ”pressefrihed”.
”Næppe nogen vil trykke et angreb på Stalin, mens det er uden omkostninger at angribe Churchill...Gennem fem års krig, hvoraf vi i to af dem kæmpede for vores egen nationale overlevelse, blev utallige bøger, pjecer og artikler trykt, der argumenterede for en separatfred med Tyskland uden at nogen greb ind...Pressefrihedens principper er blevet opretholdt” - så længe Sovjetunionens prestige ikke tager skade”.
I den forstand har vi i dag også ytringsfrihed.
Vi opfordres til at angribe vor egen regering, dog ikke den venstreorienterede gren af den, men det er stadig mere bekvemt at gøre så længe islams prestige ikke tager skade. Kun når islam krænkes, bøjer man princippet om ytringsfrihed.
Det var altid uden omkostninger at angribe Bush, mens et angreb, selv på Bin Laden, blev opfattet som i bedste fald vulgært.
Og et angreb på mere ”moderate” figurer, som Tariq Ramadan, var nærmest umulige at få trykt. Selv om det var latterligt nemt at få offentliggjort et essay, der fremstillede Bush som en krigsgal tosse, der invaderede Irak for oliens skyld, insisterede den kulturelle elite alligevel på, at en sådan handling var udtryk for stort politisk mod.
Selv om det at offentliggøre et essay, der kritiserede fremtrædende islamiske aktører nærmest var umuligt og særdeles risikabelt at få trykt, behandlede de selvsamme eliter den slags som foragtelige misbrug af ytringsfriheden.
En gammel diskussion
Problemet går dybere. Da bolsjevikkerne i sin tid kom til magten i Rusland, opstod der i USA en heftig debat om, hvorvidt man skulle anerkende Sovjetunionen eller ej. To præsidenter, Wilson (1913 – 1921) og Hoover (1929-1933), valgte ikke at gøre det.
Deres begrundelser var klare og er bedst udtrykt af Bainbridge Colby, der var udenrigsminister under Woodrow Wilson.
Colby var kulturradikal og havde været med til at grundlægge Roosevelts ”Progressive Party” og i øvrigt venner med Mark Twain. Ikke desto mindre kom han med en klar begrundelse for ikke at etablere diplomatiske forbindelser med bolsjevik-terroristerne:
”Vi kan ikke anerkende, opretholde officielle forbindelser eller venligt modtage repræsentanter fra en regering, hvis mål er at konspirere imod vore institutioner, hvis diplomater vil være agitatorer for farlige revolter, hvis talsmænd siger, de vil underskrive aftaler, som de ikke har nogen intention om at overholde”.
Den politik blev gennemført i to præsidentperioder. Det var Roosevelt-administrationen, der var fuld af kommunister, der ændrede den. Franklin D. Roosevelt var den første amerikanske præsident, der direkte kommunikerede med en sovjetisk leder og i sit første embedsår inviterede han den sovjetiske udenrigsminister til Washington og anerkendte Sovjetunionen.
For at opnå denne anerkendelse måtte Sovjetunionen love ikke at støtte eller give husly til grupper, hvis mål er, at at omstyrte eller forberede en omstyrtelse af... eller ved vold at skabe en ændring i den politiske og sociale orden i hele eller i dele af USA”.
Denne aftale blev aldrig overholdt.
Colby blev ved at forsvare sin politik, indtil sin død i 1950. Og begivenhederne viste, han havde haft ret. Sovjetunionen brugte den diplomatiske forbindelse til at udføre spionage og plante sabotører. Og overholdt kun overtalerne så længe det passede dem selv.
Censur for fredens skyld
En hel lobby, bakket op af diplomater, forretningsfolk og politikerne, argumenterede for, at kun tættere kontakt med Sovjet ville kunne reformere Sovjet.
Det samme argument blev stadig brugt under Reagan-administrationen, der blev skældt ud for at være obstruerende krigmagere, hver gang den nægtede at give Sovjet indrømmelser.
Årene med Obama har endnu engang vist, at det gamle ”tættere kontakt”- argumentet ikke holder. Ikke alene virker det ikke, det styrker faktisk fjenden og giver ham mulighed for at infiltrere vores samfund og korrumpere vores institutioner.
Det fører til censur i venskabets navn. Det fører til, at nye bøger og artikler ikke kan trykkes, fordi de muligvis ødelægger muligheden for fred.
Håbet om fred er den vægtigste drivkraft bag censur. Når ideen om tættere kontakt præsenteres som en fe, som kun lever, så længe man tror hun findes, bliver censur nødvendig for at holde freden i live.
Hvis en bog, der er kritisk over for Sovjet, risikerer at krænke Sovjet, er det bedst ikke at trykke den. Hvis muslimer laver optøjer pga. Muhammedtegningerne, er det en borgerpligt ikke at trykke dem – i fredens og forståelsens navn.
Når vi undrer os over dhimmificeringen i vores kulturliv, der går så vidt som til kritisk at gengive islamiske synspunkter, har det også sine fortilfælde.
”Den servilitet, med hvilken store dele af den engelske intelligentsia har ædt og gentaget russisk propaganda siden 1941 er forbløffende”, skrev Orwell.
”I den ene kontroversielle sag efter den anden er russiske synspunkter blevet godtaget uden nærmere undersøgelse og herefter offentliggjort uden noget hensyn til historisk sandhed eller intellektuel hæderlighed”.
De intellektuelle blæser på intellektet
I dag er vi omgivet at talrige lignende eksempler og som den totalitarismens læge han var, kunne Orwell allerede dengang diagnosticere eliternes korrumpering:
”Hvis den intellektuelle frihed, som uden tvivl har været en af de fornemme kendetegn på den vestlige civilisation, overhovedet betyder noget, så betyder det, at enhver skal have retten til at sige og skrive, hvad han mener er sandheden.....Det er kun, eller i hvert først og fremmest, den kulturradikale og videnskabelige intelligentsia – netop de mennesker som burde være frihedens forsvarere – der er begyndt at foragte friheden, både i teori og praksis.”
Det er en gammel frihed og, forsætter Orwell, ”ordet gammel understreger det faktum, at intellektuel frihed er en rodfæstet tradition uden hvilken vores vestlige civilisation næppe ville eksistere.
Det er denne tradition, som mange af vore intellektuelle nu vender sig bort fra. De har accepteret det princip at en bog skal offentliggøres eller undertrykkes, roses eller fordømmes, ikke ud fra dens kvaliteter men ud fra den politiske hensigtsmæssighed”.
Dette princip gælder stadig på venstrefløjen. Den totalitære fejhed, som Orwell angreb, er i dag blevet ophøjet til en moralsk norm.
Og ”Kammerat Napoleon”? Når den genudgives, er Orwells oprindelige forord oftest udeladt. Det er ellers forordet, der viser Orwells motivation for at skrive bogen:
”Det er de kulturradikale, der frygter friheden, og de intellektuelle, der ønsker at blæse på intellektet.”
Daniel Greenfield er en amerikansk journalist og kommentator, der er tilknyttet David Horowitz Freedom Center og er fast skribent ved FrontPage Magazine
Artiklen er oversat og redigeret af Katrine Winkel Holm
Læs også Arthur Koesler og ytringsfriheden
