I dag er det 5 år siden terrorangrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo, hvor to muslimske mænd af afghansk afstamning, bevæbnet med automatvåben trængte ind på redaktionen og skød vildt omkring sig, mens de råbte Allahu Akhbar. Efter at have myrdet 12 og såret 11, stak de af og nåede at være på flugt i to døgn, tage et gidsel og forskanse sig i et trykkeri i byen Dammartin-en-Goële nordøst for Paris før de blev nedkæmpet og dræbt af fransk politi.
Angrebet på Charlie Hebdo er det hidtil mest bestialske og blodige angreb på ytringsfriheden, for det var specifikt rettet mod et magasin, der har gjort det til sit brand at være fuldstændig respektløs i forhold til, hvad, der kan gøres grin med og dermed holde ytringsfrihedens fane højt. Charlie Hebdo var således også blandt de få, der turde bakke ytringsfriheden op og gengive Muhammedtegningerne, da bølgerne gik højt under Muhammed-krisen i 2005/2006.
Reaktionerne på massakren på Charlie Hebdo var i dagene efter den 7. januar 2015 på en gang massive og vege: massive fordi den chokerede alle og affødte store, folkelige demonstrationer, sympati-tilkendegivelser og fordømmelse fra alle sider i hele Europa. Vege, fordi viljen til for alvor at stå fast på vores vestlige, sekulære værdier og frihedsrettigheder ikke rakte længere end til at gå i demonstration med en blyant løftet i vejret, iført en t-shirt med påskriften ”Je suis Charlie”. En helt igennem fesen og gratis omgang selvsmagende føleri, der på ingen måde markerede vilje til at sætte foden ned og aktivt forsvare vores kultur og vores frihed.
For hvad resulterede alle blyants-demoerne egentlig i? Tja – for Danmarks vedkommende kom attentatet på Krudttønden og synagogen i Krystalgade godt en måned senere, hvilket medførte, at de såkaldte koranklodser nu er blevet en integreret og uskøn del af gadebilledet i København, ligesom jødiske institutioner stadig er bevogtet af militær.
Hvis Charlie Hebdo-massakren har vist os noget, så er det helt konkret, at det i dag er synligt for enhver, at vi ikke har forsvaret vores ydre grænser mod islam i tide og derfor er henvist til at opstille hæslige barrikader i hjertet af vores samfund i et fattigt forsøg på at afbøde de værste følger af et nyt terrorangreb. Barrikader – koranklodser – hvis antal blot er vokset i takt med terrorangrebene i Berlin, London, Stockholm osv., osv.
5 års-dagen for massakren på Charlie Hebdo burde være en mærkedag, hvor vi mindes de dræbte og sårede, og som minder os om, hvad vi har kært, og hvad vi skal forsvare for at bevare vores (ytrings)frihed og åbne, demokratiske samfund. I skrivende stund har Danmarks Radio, den skatteyderfinansierede public service-station, end ikke nævnt angrebet.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
