Vedr.: Trykkefrihedsselskabets bemærkninger til lovforslag om regulering af sociale medier
Selvom ingen kan være imod lovforslagets formål (”…at fremme beskyttelsen mod ulovligt indhold og øge gennemsigtigheden om indholdsmoderation på kommunikationsplatforme, gruppebeskedtjenester, datingtjenester, og spil- eller gamingtjenester.”, jf. lovforslagets § 1), så lider det efter Trykkefrihedsselskabets opfattelse af to grundlæggende mangler:
For det første vil man med lovforslaget uundgåeligt gøre indhug i ytringsfriheden i bestræbelserne på at forhindre ulovligt indhold på de sociale medier.
For det andet sætter man med lovforslaget kikkerten for det blinde øje og ignorerer det virkelige problem: at sociale medier – ikke mindst Facebook – er blevet så store og har så afgørende betydning som informations- og kommunikationsplatforme, at de har fået monopollignende status og derfor har opnået en statslignende magt over ytringsfriheden i Danmark. Bigtech-censuren, der ofte er arbitrær og politisk motiveret, udgør et langt større problem end problemerne med ulovligt indhold.
Ad lovforslagets begrænsninger i ytringsfriheden
Det er et centralt omdrejningspunkt i lovforslaget (kap. 2), at pålægge tjenesteudbyderen hurtig vurdering af klager og indgriben over for ”ulovligt indhold”, hvilket i udgangspunktet er forståeligt af hensyn til evt. ofre for det ulovlige indhold, som i DRs eksempel med Helle Vesterager Jeppesen.
Problemet med fristerne og kravene til udbyderne som formuleret i forslagets kap. 2 er, at konsekvensen meget hurtigt bliver en skærpelse af de sociale mediers i forvejen tiltagende censurering af brugerne og dermed indskrænkning af ytringsfriheden på sociale medier. Denne indskrænkning vil i vidt omfang også komme til at ramme lovligt indhold, fordi lovforslaget lægger op til meget korte frister (24 timer) fra tjenesteudbyderen modtager en klage over indhold til klagen skal være færdigbehandlet.
Desuden lægger lovforslaget op til bødestraffe mod sociale medier, der ikke reagerer hurtigt nok mod påstået ulovligt indhold. Det fremgår således af lovforslagets § 5, stk. 1, at ”Tjenesteudbyderen skal efter modtagelse af en anmeldelse… træffe afgørelse om at fjerne, blokere, eller fastholde det anmeldte indhold på baggrund af en vurdering af, om der er tale om ulovligt indhold”, og i stk. 3 hedder det videre, at anmelderen senest 24 timer efter modtagelsen af anmeldelsen skal modtage oplysning om, ”hvorfor indholdet kræver nærmere undersøgelse”, hvis indholdet ikke med det samme bliver fjernet.
24 timer vil i mange tvivlstilfælde, som ikke omfatter oplagt fjernelse af halshugningsvideoer o. lign., være helt urimeligt kortere tid end retsstatens institutioner selv bruger på bedømmelse af ulovligt indhold og i praksis vil det uundgåeligt medføre, at tjenesteudbydere for en sikkerheds skyld censurerer indhold, også hvor anmeldelsen om ”ulovligt indhold” måtte være helt uberettiget og politisk motiveret. Dette alene for at det sociale medie kan være på den sikre side i forhold til straffende myndigheder.
Fristen kan ganske vist i undtagelsestilfælde forlænges i op til 14 dage, men i praksis vil lovforslaget indebære en skærpet censur på sociale medier, ikke blot af direkte ulovligt indhold, men også af fuldt lovlige og demokratiske ytringer, som politiske modstandere kan anmelde for at falde ind under uklare og subjektive kategorier som ”krænkende ytringer” eller ”hadefuld tale”.
Dermed bliver lovforslagets hele formål, at ”… øge gennemsigtigheden om indholdsmoderation” på sociale medier i realiteten det stik modsatte i det omfang lovforslaget ikke også indeholder konkrete tiltag til at beskytte borgerne mod techgiganternes (politiske) censur af lovlige ytringer.
Ganske vist skal tjenesteudbyderen efter lovforslagets § 7; ”… oprette en procedure for efterprøvelse af sine afgørelser”, men bestemmelserne er vage og ukonkrete og derfor lette at omgå. Det er et stort demokratisk problem og et markant tilbageskridt for ytringsfriheden.
Ad fraværet af regulering af de sociale mediers/tech-giganternes censurering af lovligt indhold
Selvom Trykkefrihedsselskabet til fulde anerkender behovet for hurtigt at kunne fjerne ulovligt indhold, der lægges på de sociale medier, så er vi på en gang bekymrede og overraskede over, at regeringen ikke finder anledning til at sikre borgernes ytringsfrihed, når det gælder censurering af lovligt indhold på de sociale medier.
Det er ubestridt, at sociale medier er private selskaber med deraf følgende ret til selv at regulere indholdet på egne platforme. Problemet er bare, at flere sociale medier i dag har opnået en størrelse, så de reelt må siges at have en art nyheds- og kommunikationsmonopol. Således er mere end 75% af danskerne i dag på Facebook, hvorfra de henter en væsentlig del af deres nyheder og kommunikation. Det giver reelt Facebook (og andre med dem) en slags statslignende magt over ytringsfriheden. En magt, som regeringen enten underkender eller ignorerer, men som nærværende lovforslag burde have adresseret.
Det er derfor et langt større problem, at sociale medier som Facebook, YouTube og Twitter i stigende omfang udøver censur af lovlige ytringer ud fra lidet gennemsigtige og tilsyneladende arbitrære kriterier, der meget ofte synes politisk motiveret. : "Derfor er techgiganternes voksende, vilkårlige og politisk motiverede censur af borgernes og mediers ytringer på sociale medier et demokratisk problem."
Som eksempel kan nævnes netavisen 24NYT, som Facebook i 2019 fjernede fra dets platform. Det har gjort det stort set umuligt at opretholde en indkomst for mediet.
Desværre indeholder lovforslaget ingen konkrete forslag til beskyttelse af borgernes ytringsfrihed og imødegåelse af det demokratiske problem, som udgøres af en voksende, vilkårlig og politisk motiveret bigtechcensur af borgernes demokratiske og lovlige ytringer på sociale medier.
Det er som sagt stærkt bekymrende, for det viser, at regeringen med nærværende lovforslag sætter kikkerten for det blinde øje og negligerer det virkelige problem. Så meget endda, at lovens udarbejdelse og gennemførelse alene er henlagt til Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen og dermed til Erhvervsministeriet. Hermed gør Regeringen de facto den demokratiske debat om frihedsrettigheder og regulering af ytringsfrihed på de sociale medier til et spørgsmål om erhvervsregulering.
I Danmark og i udlandet er der brug for en effektiv antitrustlovgivning til opbrydning af techgiganternes monopolstilling og for at tvinge dem til respekt for ytringsfriheden.
Folketingets politikere burde ved lovindgreb og regulering i dansk sammenhæng sikre fuld ytringsfrihed for alle lovlige ytringer på sociale medier. Trykkefrihedsselskabet foreslår derfor denne formulering som tilføjelse til formålsbestemmelsen i lovforslagets § 1:
”Loven om regulering af sociale medier bygger på princippet om borgernes fuldstændige ytringsfrihed for lovlige og demokratiske ytringer under ansvar for domstolene.
Det er ikke sociale mediers opgave med censur og indholdsmoderation at beskytte enkeltpersoner eller grupper mod synspunkter, idéer eller meninger, som personer eller grupper måtte være uenige i eller endda måtte finde krænkende. Sociale medier bærer et ansvar for at fremme en fri og frygtløs debat og for at beskytte denne ytringsfrihed, når andre forsøger at begrænse den.
Dårlige idéer på sociale medier skal imødegås gennem fri debat og åben diskussion og ikke gennem censur. Således skal sociale medier tage konkrete skridt for at sikre overholdelsen af Grundlovens § 77: ’Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres’.
Bestemmelser i Loven om regulering af sociale medier til forhindring af ulovligt indhold kan og bør ikke misbruges til politisk censur mod anderledes tænkende og uklare begreber som ”hadefuld tale” eller subjektive følelser af at være blevet krænket over anderledes synspunkter på sociale medier kan på ingen måde retfærdiggøre censur på sociale medier.”
Forhåbentlig vil man en gang i fremtiden se tilbage på regeringens lovforslag til regulering af sociale medier af januar 2022 og undre sig over, hvorfor den i Danmark tillod techgiganternes censurmagt over den demokratiske offentligheds vigtigste infrastruktur.
På Trykkefrihedsselskabets vegne
Aia Fog, formand
Michael Pihl, næstformand
