Fredag før påske kunne jeg læse på facebook, at Jacob Mchangama havde fundet en månedgammel postering frem på min facebook-valgkampsside.
Posteringen var lavet i forbindelse med, at justitsminister Mette Frederiksen havde meldt ud, at hun ville tage initiativ til endnu en gang at afprøve, om det var muligt at forbyde den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir (HuT).
Jeg skrev en kommentar til dette, hvor jeg bl.a. gav udtryk for, at jeg mente HuT skulle forbydes, og foreningens tilhængere smidt ud af landet.
Inkonsistens?
Den postering har givet Jacob Mchangama massive liberalistiske kvababbelser, for hvordan kan næstformanden for Trykkefrihedsselskabet – ytringsfrihedens frontkæmper – kolportere ønsker om at lukke og slukke for HuT og tilmed smide dem ud af landet?
Det er ifølge ham mildt sagt inkonsistent og, må jeg forstå, grænsende til det fatsvage at tro, at jeg kan have én holdning som næstformand for TFS og en anden som politiker.
Selv om jeg straks må medgive Mchangama, at det stort set er umuligt at smide HuT og deres tilhængere ud af landet, og at det havde været meget bedre, hvis jeg havde skrevet, at de aldrig burde være lukket ind, så er der i min optik ingen diskrepans mellem mit forsvar for ytringsfriheden og mit ønske om at forbyde HuT.
At mene at HuT skal forbydes er en helt legitim politisk holdning, som for mit vedkommende er forankret i ønsket om at forsvare friheden – herunder ikke mindst ytringsfriheden.
Hizb ut-Tahrir overskrider grænsen
Jeg nærer intet ønske om at forhindre bestemte holdninger i at komme til udtryk, og jeg kunne ikke drømme om at hindre Jonni Hansen og hans nazi-venner i at galpe op nede i Greve, lige så lidt som jeg vil forsøge at lukke munden på de mere venstreekstremistiske elementer, der får mæle på modkraft.dk og lignende steder.
Så længe de blot nøjes med at råbe og ikke omsætter deres ideer i konkret (voldelig) handling, eller opfordrer andre til det, så er der fuldt medløb hos mig.
Når jeg ønsker HuT forbudt, er det fordi foreningen, så vidt jeg kan dømme, overskrider den grænse, selv om den dygtigt har balanceret på ytringsfrihedens knivsæg i årevis, siden dens formand blev dømt for opfordring til drab på jøder i 2002 og trusler mod daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2006.
Samme formand, Fadi Abdullahtif, kom i øvrigt med følgende svada på et af HuTs møder i Nørrebrohallen så sent som i 2012:
”Muslimer skal ledes i hellig krig for Allahs sag. Vi skal have ledere i den muslimske verden, som reagerer med sværdet, før de reagerer med tungen. Rædslen vil fylde Europas hjerter”.
Og lad mig lige erindre om, at Omar Abdel Hamid el-Hussein var til fredagsbøn i HuTs basis-moske i Heimdalsgade dagen inden hans terrorhandling. Og at imamen denne dag prædikede ikke bare had til men også krig mod jøder.
En opfordring, der som alle ved, ikke blev siddet overhørig.
Senest har HuT erklæret socialminister Manu Sareen for ”fjende af Allah”, hvilket man skal være mere end naiv for at tro ikke er en voldsopfordring.
Eksemplerne på HuTs latente voldelighed er legio, og jeg svækker hverken friheden eller Trykkefrihedsselskabets troværdighed som ytringsfrihedsorganisation ved som privatperson at ønske at sætte grænser for HuT, som domstolene endnu ikke har sat.
Trykkefrihedsselskabet har endnu ingen holdning til, om HuT bør forbydes, men jeg kan oplyse, at bestyrelsen som privatpersoner er delt på spørgsmålet.
Ensom i sit svært bevogtede elfenbenstårn
Min personlige holdning er, at friheden kommer med en pris, men at den pris aldrig må blive at give køb på den faktiske frihed i et blindt principrytteri.
Et princip om den ultimative (ytrings)frihed er intet værd i sig selv, og Mchangama sætter kikkerten for det blinde øje med sit tunnelsyn på friheden som princip.
Han gør sig til talsmand for en suicidalliberalisme, der er kontraproduktiv i forhold til endemålet, og han risikerer at stå ensom på toppen af sit efterhånden svært bevogtede elfenbenstårn og råbe ned, at operationen lykkedes, selvom patienten for længst er udåndet.
Friheden rækker ikke til, at vi i dens eget navn forsyner ufrihedens og totalitarismens forkæmpere med alle nødvendige våben til at undergrave og terrorisere den.
Når jeg ønsker HuT forbudt, er det fordi vi allerede nu kan se de første alvorlige tegn på, at friheden er i fare. Gå en tur gennem Krystalgade og se svært bevæbnet politi holde vagt ved synagogen.
Eller deltag i Trykkefrihedsselskabets Sappho-prisoverrækkelse og oplev at arrangementet af sikkerhedsmæssige årsager ikke kan holdes i Vartov, som vi plejer, men skal rykkes ind på Christiansborg.
Eller se på PEN, der ved den såkaldte ytringsfrihedsforkæmper Niels Ivar Larsen, aflyste et harmløst debatmøde af angst for terror.
Ja, jeg ønsker HuT forbudt.
Ikke at det vil løse problemerne eller skrue tiden tilbage til før 14. februar, men det vil sende et vigtigt signal om, at vi ikke er så dumme, at vi lader os rende over ende af folk, der er smarte nok til at udnytte alle vore demokratiske rettigheder og institutioner til at planlægge vores endeligt som frit og åbent demokrati – og som sandsynligvis har haft indirekte gennemslagskraft til at rette et voldeligt anslag mod de bærende værdier i vores samfund.
Det er en anelse forstemmende at erfare, at Mchanhama har været så opsat på at finde noget, han kunne hænge Trykkefrihedsselskabet ud for, at han har brugt tid og energi på at scrolle alle mine indlæg igennem den seneste måned (jeg skrev de famøse ord den 26. februar).
Vi er trods alt, det håber jeg da, ude i samme ærinde.
Klummen er alene udtryk for Aia Fogs og ikke for Trykkefrihedsselskabets holdning, hvis bestyrelse har forskellige meninger om spørgsmålet
