I oktober 2014 udkom andet bind af min biografi om min far Mogens Glistrup. Der har været meget stille om den udgivelse. Det er åbenbart stadig svært for mange at tage hul på dette kapitel af Danmarkshistorien.
Men også denne del af historien trænger til at blive debatteret, dels fordi mange af de emner Glistrup tog fat på stadig er aktuelle, dels fordi hans principielle systemkritik er forbavsende dagsaktuel.
Meget af stoffet er kendt: Hans kamp mod skattetrykket, papirnusseri, embedsmandsvælde, lovjungle og indvandrerbyrde. Mens hans egen 30-års krig mod ’skatte-u-væsnet’ måske er knap så kendt.
Med dagens skattetryk og Skats fremfærd i så mange sager burde det ikke være gemt.
En bombe under indkomstskatten
Forhistorien er jo, at det politiske Danmark ændrede sig i 1973, da Glistrup stormede ind i Folketinget med Fremskridtspartiets 28 mandater. Glistrup provokerede, når han kritiserede ”gammelpartierne”’og samtidig fremsatte stribevis af anderledes lovforslag.
Men arbejdet på Christiansborg blev svært for det nye ”mandatgribbeslugerparti”. En lovgivning alle danskere kunne forstå, som Glistrup foreslog, vandt heller ikke dengang gehør bag de tykke mure.
Glistrup havde placeret en bombe under indkomstskatten i Danmark, da han afslørede sig selv som 0-skatteyder og foreslog indkomstskattesystemet afskaffet. Alle med blot det mindste kendskab til systemet kendte til de mange huller.
Andre rige 0-skatteydere opererede i det skjulte. Glistrup havde gjort sig selv til 0-skatteyder for at påpege hullerne. Systemet svarede igen mod den formastelige, der tillod sig at tale højt om situationen, med en retssag.
Grundløse anklager
Under efterforskningen sivede mange anklager ud fra det bagmandspoliti, der blev oprettet til sagen. Anklager om åger, grov boligspekulation og bedrageri overlevede ikke til anklageskriftet. Men de trak store overskrifter i aviserne og havde dermed deres virkning.
Flere af disse grundløse anklager blev først trukket tilbage efter Folketinget havde stemt om ophævelse af Glistrups politiske immunitet, men altså inden sagen begyndte i byretten.
Som begrundelse for at ophæve Glistrups parlamentariske immunitet sagde Socialdemokraten Anker Jørgensen, at han ville stemme for: ”For det første er Glistrup en anløben person, og for det andet er der tilløb til noget i retning af halvfascisme i den filosofi han står for.” (Ekstra Bladet 18. maj 1974)
Altså ingen argumenter om de retslige forhold.
Bagmandspolitiet har en ganske særlig konstruktion – her er det samme instans, der foretager den politimæssige efterforskning og rejser anklagen.
,At ansvaret for efterforskning og tiltalerejsning ligger hos de samme personer – i samme instans – indebærer en oplagt risiko for retssikkerheden – er det gentagne gange blevet påpeget, bl.a. i flere bøger der handler om bagmandspolitiets sager. Det fortsætter den dag i dag.
Samtidig havde Bagmandspolitiet i Glistrups sag en meget tæt kontakt til det revisionsfirma, Lundgaard Andersen, der udarbejdede grundlaget for sagen mod Glistrup. Det var en fiktionsteori, der påstod, at der ikke var værdier hos Glistrup.
Det skete uden revisionsfirmaet Emil Lundgaard Andersen – der fik over 3 millioner kroner (eller over 19 millioner i dagens mønt) for at udarbejde rapporten – uden de – på noget tidspunkt udarbejdede en tværgående statusopgørelse.
Men kun en tværgående analyse kan godtgøre, om der er reelle penge til stede – en sådan blev aldrig udarbejdet under den ni år lange sag.
”En revisionsrapport plejer at indeholde tal – denne indeholder kun ord, ord og ord” sagde Glistrup, da han på et meget sent tidspunkt blev bekendt med rapporten.
481 møder ved byret, landsret og Højesteret krævede Glistrups tilstedeværelse, samtidig med, at han igen og igen var midtpunkt i politisk turbulens på Christiansborg. Efter Højesterets dom i 1983 mente de etablerede partier ikke, at systemkritikeren Glistrup var værdig til at sidde i Folketinget. Han blev dømt uværdig og kom i fængsel.
Under fængselsopholdet blev han genvalgt til Folketinget, men hans nyerhvervede politiske immunitet blev ikke accepteret i første omgang – og senere blev han frataget muligheden for at føre valgkamp til EU-parlamentet, hvor han var opstillet som Fremskridtspartiets spidskandidat.
Efter udstået straf kom han igen og blev atter valgt til Folketinget.
Men retssagerne fortsatte. Ingen – heller ikke myndighederne kunne finde rede i hvad der var fiktivt i Glistrups værdier.
Det var svært at rede ud. Kunne en handel være fiktiv på købersiden men reel på sælgersiden? Ja, ifølge dommen. Glistrups sommerhuse i Skagen var dømt fiktive – han kunne således ikke få lov til at betale skat af lejeindtægten.
Men på den anden side blev han – ganske fiktivt af skattemyndighederne – sat i skat af andre meget store indtægter – beløb han aldrig havde tjent. Han kunne heller ikke svare skatten af de beløb, derfor blev han udpantet – men da fogedretten ville udpante i de værdier, der var dømt fiktive, hoppede hans kæde så at sige af:
Dom efter 37 år
Staten måtte bestemme sig – enten var ting fiktive og så kunne de ikke udpantes, eller også var de reelle, og så kunne Højesteretsdommen ikke stå ved magt – og så skulle der heller ikke udpantes. Fogedretten lod ved de argumenter sagen ligge. Og der stoppede fogedsagen.
Men sagerne i landsskatteretten og i landsretten blev ved – for som en skatteminister ved navn Anders Fogh Rasmussen på et tidspunkt skrev til en justitsminister ved navn Hans Engell: ”Det offentlige har ingen interesse i at fremme sagerne mod Glistrup.”
Det blev de så ikke – og de varede ved år efter år, – lige indtil hele statens inkassovirksomhed i 2005 blev samlet i skatteministeriet – og det ministerium – med en retskaffen og handlekraftig departements chef ved navn Peter Loft sammen med Glistrups søn hjalp med til at sætte punktum for sagen og det offentliges meget store udgifter.
Det skete i 2008 – 37 år efter de første undersøgelser begyndte. Glistrup skulle til fuld og endelig afgørelse indbetale 55.000 kr.
Det pæne Danmarks tavshed
Glistrup døde fire dage senere. I Jyllands-Postens nekrolog skrevet af Ekstra Bladets forhenværende chefredaktør Sven Ove Gade omtaltes begyndelsen på den store retssag, og hvordan Gade sammen med sin daværende chefredaktør Victor Andreassen besluttede at tage en samtale med Bagmandspolitiets anklager Leo Lemvigh, der gennemgik sagen for dem:
”Vi var let skeptiske, snart blev vi forbløffede. ’Hvor var logikken, hvor var sammenhængen,’ spurgte vi os selv. Men hvad gjorde vi? Vi bøjede hovederne og tav. Tav sammen med de andre repræsentanter for det pæne Danmark.
Den juridiske mølle malede ufortrødent videre. Hverken anklagemyndighed eller domstole skånede sig selv. Pludselig var der intet til hinder for, at sagen som den første blev kørt som en kriminel straffesag og ikke en almindelig skattesag.
Alligevel var det tæt på frifindelse i byretten, men dommerne i Østre Landsret og Højesteret besad pligtens nådegave og gjorde som forventet: fængselsstraf, fratagelse af retten til at være advokat og en kæmpebøde.
I bund og grund var sagen politisk – en gradbøjning af juraen, hvor modstanderne i Folketinget endte med at drage den endelige konklusion og smide ham ud … Missionen var fuldendt, og i dag kan danskerne glæde sig over verdens højeste skattetryk.” (Jyllands-Posten 4. juli 2008)
Vi tav – skrev Ekstra Bladets chefredaktør – hvis avis netop i de år havde sloganet: Ekstra Bladet tør hvor andre tier.
Nu har jeg så turde skrive om det … og er blevet mødt med en larmende tavshed.
Den tavshed er også en del af ytringsfrihedens udfordringer, som vi kæmper med i dag.
Anne-Marie Glistrup er cand.mag og forfatter til tobinds-biografien om Mogens Glistrup, bind 1 og bind 2 , der er udkommet på Peoples Press, og som kan bestilles her
