"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Her er de grundlæggende ting, du bør vide om Tommy Robinson

26. januar 2020 - Artikel - af Michael Pihl og Aia Fog

Ytringsfrihedsaktivisten, gadejournalisten, islamkritikeren og fænomenet Tommy Robinson er en kompleks størrelse, som det kan været svært at forholde sig til, hvis man ikke kender til hans historie og virke gennem de seneste 15 år. Vi har i det nedenstående samlet en række af de hyppigst fremsatte påstande om Tommy Robinson og gengivet fakta om disse påstande samt i kortform ridset nogle af de mest centrale begivenheder og temaer i Tommy Robinsons liv og virke op. Vil man have en pixi-udgave af fænomenet Tommy Robinson, er dette et sted at starte:

Tommy Robinson er voldelig: han er dømt for vold 3 gange

Forkert. TR har to domme for vold, der ligger langt tilbage i tiden:
I 2004 blev han arresteret for et slagsmål med en beruset politimand uden for tjeneste. I 2011 blev han straffet for slagsmål med en nynazist ved en EDL-demonstration.

Sidste år blev han og hans kone chikaneret og forulempet af en mand, som han slog i jorden, efter to gange at have advaret ham og da manden trængte truende ind på ham.

Intet af dette har noget med hans aktivisme at gøre.

Tommy Robinson befinder sig på den yderste højrefløj

Forkert. TR er ikke særlig partipolitisk:  han går ind for et multietnisk samfund, han er modstander af EU og han er - i sagens natur - islamkritisk.

Tommy Robinson er racist: han har været medlem af British Nationalist Party

TR har en kort periode som 22-årig været medlem af BNP i 2004, indtil det ved et møde, hvor hans venner med afrikansk baggrund ikke måtte komme ind, gik op for ham at BNP var et racistisk parti. Dernæst meldte han sig ud, tog afstand fra BNP og i hele sin tid som leder af EDL sørgede han for at BNP ikke var velkommen til EDLs arrangementer.

Tommy Robinson er en højreradikal hooligan: han er stifter af English Defence League (EDL)

Efter muslimske ekstremisters angreb på et veteranoptog i Luton stiftede Robinson i 2009 EDL: En gadeprotestbevægelse mod islamiseringen og kriminaliseringen af arbejderklassens lokalsamfund i England. Tommy Robinson definerede fra starten EDL-bevægelsen som en antiracistisk bevægelse i opposition både til islamiseringen af England, men også til enhver etno-nationalistisk forståelse af engelsk identitet. Én af de første offentlige manifestationer af EDL var således afbrændingen af naziflag, som Tommy Robinson gennemførte, for at afgrænse EDL fra enhver racistisk nationalisme.  I 2012 valgte Robinson dog at forlade EDL, fordi organisationen var blevet infiltreret af rigtige højreradikale, som Robinson ikke ville have noget at gøre med og som han brugte mange kræfter på at holde ude. Kræfter, som Robinson mente bedre kunne anvendes på andre og mere konstruktive aktiviteter.

Tommy Robinson opfordrer til vold mod muslimer

Tommy Robinson har aldrig opfordret til vold mod muslimer eller andre minoriteter, ligesom han aldrig er fremkommet med racistiske udtalelser. Facebook har fejlagtigt påstået dette for at legitimere sin censurpolitik mod ham, men har aldrig fremlagt screenshots, citater eller beviser for denne påstand. Beskyldningen om opfordringer til vold mod muslimer er usande og en del af Facebooks og mainstreammediernes løgnekampagne mod ham.

Tommy Robinson har sin fulde ytringsfrihed

Det er en sandhed med store modifikationer: han er blevet blokeret på alle væsentlige, sociale platforme, Paypal har bandlyst ham og nægtet ham adgang til at samle ind til sine aktiviteter og myndigheder og mainstreammedier går ofte til yderligheder for at lukke munden på ham: hans store ytringsfrihedsdemonstrationer i London bliver næsten ikke omtalt i mainstreammedierne, der også lyver om deltagerantallet. Han er blevet anklaget, retsforfulgt ham og idømt fængselsstraffe på mange måneder for forseelser (filme foran en retsbygning), der ellers aldrig har ført til hverken rettergang eller dom. I 2019 forsøgte BBC´s ellers så hæderkronede dokumentar ”Panorama” at orkestrere et karaktermord på Tommy Robinson og få hans tidligere samarbejdspartnere til at lyve om ham og fremstille ham som en voldelig sex-overgriber. Ved hjælp af skjult kamera lykkedes det Tommy Robinson at afsløre Panoramas forehavende, hvilket i sidste ende førte til, at journalisten bag, John Sweeney, måtte forlade BBC.

Hvad er Tommy Robinsons dagsorden

Ytringsfrihed: Tommy Robinsons journalistiske fokus er personer, der bliver straffet for bruge deres ytringsfrihed. Som f.eks. youtube-komikeren Count Dankula, der blev arresteret for at lave en video, hvor han havde lært sin kærestes Mops at heile. Eller den unge bankmand, der blev fyret efter pres fra venstreekstreme organisationer, fordi han havde deltaget i en demokratisk debat om udlændingepolitik og islam.

Islam: Islamkritik og protesten mod den stigende islamisering af det engelske samfund, som især har ramt den britiske arbejderklasse hårdt, har været afsæt og omdrejningspunkt for Tommy Robinsons arbejde. Har desuden skrevet en lærd bog om koranen og islam, der er blevet forbudt og fjernet fra Amazon efter pres fra fundamentalistisk-muslimske organisationer.

Social journalistik: Især fokus på de pakistanske voldtægtsnetværk, de såkaldte grooming gangs, og på forbrydelser mod mindreårige arbejderklassepiger i England, som mainstreammedierne i årevis har fortrængt og nægtet at dække. Interviewede bl.a. Chelsey Wright, en ung mor, som blev voldtaget af syriske migranter, der aldrig blev straffet for deres forbrydelser.

Tommy Robinson har i det hele fokus på de nyhedsvinkler, som mainstreammedierne fortrænger og som ofte har rod i den arbejderklasse, som ingen synes at interessere sig for. Som Jamal-sagen, hvor mainstreammedierne viste en video, hvor en syrisk dreng fik hældt vand over sig i en skolegård og fremstillede det som et racistisk overgreb mod en stakkels, uskyldig dreng – indtil Robinson med interviews og vidneudsagn fra andre skoleelever dokumenterede, at den pågældende dreng fra Syrien langt fra var nogen forfulgt uskyldighed, men havde flere overfald mod andre skolebørn på samvittigheden. Den syriske dreng havde således gennem længere tid mobbet og tævet flere skolebørn, der på et tidspunkt fik nok og reagerede mod ham.

Bonus info:

- Da Tommy Robinson i sommeren 2018 bliver arresteret og kørt væk af engelsk politi mens han livestreamer foran retsbygningen i Leeds, bliver han i løbet af kun 5 timer tiltalt, dømt og indsat i fængsel. Den summariske retssag, manglende mulighed for at forberede sig og forholde sig til anklagerne samt den hårde dom (9 måneders ubetinget fængsel) er uden sidestykke i en demokratisk retsstat.

- På trods af, at myndighederne vidste, at Tommy Robinson lider af PTSD efter et tidligere fængselsophold, bliver han kort efter sin dom i 2018 overflyttet fra fængslet i Hull til et andet fængsel domineret af muslimske indsatte, hvor man isolationsfængsler ham ”af hensyn til hans sikkerhed”.

- Tommy Robinson tabte 20 kilo under sit fængselsophold: han levede af en dåse tun om dagen, da han ikke turde spise den mad, som fængslet lod muslimske indsatte tilberede.

- Tommy Robinson er gift og har tre børn. Den yngste på 7 år bliver som den eneste i sin klasse ikke inviteret med til børnefødselsdage: forældrene til klassekammeraterne er bange for, at det udgør en sikkerhedsrisiko.

 

Artiklen har været bragt i 24Nyt

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg