I panelet sad Lars Hedegaard, Søren Villemoes og Helle Merete Brix. Det er sidstnævntes oplæg vi her bringer:
Tusind tak fordi jeg måtte komme. Og stort tillykke til Lars med hans bog, som jeg har læst med interesse. Det er også fint, at vi er blevet tre heroppe, og at Søren, som jeg jo kender fra Weekendavisen, hvor jeg er tilknyttet som litteraturanmelder og Lars kan diskutere bogen mere indgående.
Som jeg sagde til Trykkefrihedsselskabet, da jeg blev inviteret, det er ikke muligt for mig at gå ind i en detaljeret kritik af Larses bog. Jeg kender dig for godt, jeg er jo også omtalt i den, pænt omtalt, hvad jeg også var i en af de foregående. ”Jeg tør ikke andet”, sagde du, da jeg dengang nævnte det. Det er den rette indstilling: Frygt ikke mullaherne, frygt ikke Islamisk Stat, frygt mig.
Lars og jeg arbejdede sammen i årene 2001-2010. I december 2010 forlod jeg Trykkefrihedsselskabet med ønsket om at stå frit. Og både Lars og jeg havde nok længe tænkt, at vi bedre kunne udtrykke det vi ville på egen hånd eller med nye samarbejdspartnere.
Det betyder ikke, at vi er uenige om alt i dag, slet ikke. Vi har holdt fast i, at det er islam og ikke islamisme, der er problemet. Ikke fordi vi benægtede, at der findes liberale muslimer. Det ville være absurd. Men fordi vi mente, at det var vigtigt at holde fast i, at islam er en religion gennemsyret af politik. Og at en mainstream islamisk organisation derfor meget ofte har et politisk formål. Og at meget af det, der anbringes i den religiøse kasse egentlig burde konfronteres i den politiske sfære.
Vi har ligeledes holdt fast ved vores bog I Krigens Hus, som også er omtalt i din aktuelle bog. Den blev udgivet for mere end 12 år siden og er blevet verdensberømt et par gange. Jeg siger ikke, den er perfekt, jeg er ikke ude på at give den koranisk status, men jeg kunne ikke rigtigt genkende den i Krasnisk dynamiske præsentation i interviewet med dig efter terrorangrebet. I bogen beskriver vi blandt andet, hvad vi tror der i stigende grad vil blive en realitet i Europa: Fremvæksten af parallelsamfund. Det er Larses fortjeneste, at dette kom med, for det var Larses tese, som vi andre lod os overbevise om: I dag tror jeg ikke bare det er de tre forfattere men mennesker overalt i Vesteuropa, der spørger sig selv: Hvor ender dette multikulturelle eksperiment? Hvordan ser Europa ud om 25 år? Hvad betyder sammenstødet mellem islam og Vesten for Europas frihedsrettigheder? Det kommer vi formentlig også til at diskutere her i aften.
Det var naturligvis et chok, at Lars, min gamle samarbejdspartner blev forsøgt dræbt for to år siden. Vi havde i årenes løb modtaget meget få trusler. Men da filminstruktøren Theo van Gogh den 2. november 2004 blev dræbt på åben gade i Amsterdam på grund af sinn islamkritiske film Submission, ringede Lars Hedegaard og jeg sammen. ”Vi må love hinanden, at sker der noget med den ene af os, så må den anden fortsætte arbejdet”, sagde Lars til mig dengang. Det var jeg enig med ham i. Vi var ikke så mange dengang, der arbejdede med det her. Så talte vi egentlig ikke mere om trusler og den slags. Men samtalen randt mig i hu den 5. februar 2013.
Med en vis mistænksomhed åbnede jeg selv i øvrigt senere denne dag døren, da jeg gennem dørtelefonen hørte det velkendte ”det er posten med en pakke”. Men jeg kunne genkende posten, og jeg tænkte, at medmindre der var tale om en større postbudekonspiration, så var det nok ok.
Hvordan vil livet se ud for Lars og og så mange andre islamkritikere og Muhammedtegnere? Skal du have livvagter livet ud? Det har jeg tænkt på i den seneste tid. Det er ikke så meget kontakt vi har haft med hinanden de seneste fem år, men i sommer ringede du til mig, vi var viste det sig, begge inviteret til et fundraising party for kunst og frihed i London, og du ville høre mig om et eller andet i den forbindelse. Vi snakkede lidt og du sagde ”Nå, hvordan går det ellers, du er ikke blevet skudt på for nylig?”. Jeg svarede, at det var jeg ikke, og jeg spurgte til gengæld: ”Synes du ikke det er nogle flinke folk i PET, er du ikke glad for dine livvagter?” ”Jo, det er jeg, de er også utrolig morsomme, nogle af dem”, sagde du.
Det slog mig efterfølgende, hvor absurd samtalen havde været. Jeg skal her sige, at jeg selv lever et helt normalt liv uden beskyttelse, og det er meget lidt, jeg har oplevet af trusler både før og efter terrorangrebet. Og før alle folkene med øresneglene i rummet får storhedsvanvid, vi vil vente med de helt overstrømmende anmeldelser af PETs fortræffeligheder, til vi ser om vi også kommer herfra i live, men jeg satser på det.
De afsnit af din bog, som jeg har læst med allerstørst interesse, og hvor du beskriver virkelig godt, er der, hvor du fortæller om, hvordan du oplevede tiden efter terrorangrebet. Fra den dramatiske dag, hvor du nær var blevet myrdet af det falske postbud til livet i de sommerhuse, hvor du bor sammen med livvagter efter terrorangrebet. Du giver en malende beskrivelse af, hvordan du sidder og skriver på 1. salen, hvor du er installeret, og det pludselig drysser ned fra loftet, ikke med 72 underskønne paradisiske jomfruer, men med 52 tykke og halvdøde fluer, som det ikke lykkes jer at få kål på. Ikke engang kaffen kan du have i fred. Du skriver i bogen, at det er som om, selv fluerne har rottet sig sammen for at gøre livet så surt for dig som muligt.
At gå med døden, kalder nogle fagfolk det, når man oplever at være i livsfare. Men der er folk, der har erhverv, hvor man egentlig risikerer at gå med døden hver dag, brandfolk, politifolk, soldater og livvagter. Jeg har altid haft stor respekt for folk, der valgte sådanne erhverv, og den er kun blevet endnu større efter terrorangrebet.
Efter terrorangrebet på Krudttønden blev jeg spurgt igen og igen: Fortsætter Lars Vilks Komiteen. Hvordan tør I det? Jeg aldrig opfattet mig selv som en særlig modig person, men jeg svarede, ja, det forekom mig sært og ulogisk at overveje at nedlægge komiteen på et tidspunkt, hvor der vel var mere brug for den end nogensinde. Jeg skal igen understrege, at der ikke er nogen særlig trussel rettet mod os aktivister, men selvfølgelig ved vi ikke, hvad fremtiden bringer. Vi er i dag fire mennesker tilbage ud af de otte, der startede komiteen. Vi laver stadig arrangementer, blot er vi rykket ind bag Christiansborgs tykke mure.
Ikke blot Lars Hedegaards liv men også Lars Vilks´ liv er i dag fuldstændig forandret. Han flyttes, som Lars blev det, rundt mellem forskellige safe houses og er konstant omgivet af livvagter. Det kan tage flere år at finde et permanent hjem, har han fortalt mig. Måske skal det specialbygges.
Når han kører rundt med sine bevæbnede vagter kommer de nogle gange forbi et af Sveriges pragtfulde slotte. Det kunne måske være en mulighed, mener Vilks, et slot med voldgrav og en livvagt i hvert tårn. Jeg tænker, det kun er et spørgsmål om tid, før en prisbelønnet afgangs opgave fra arkitektskolen ikke er et fængsel, et krematorium, en børnehave eller et plejehjem men derimod det mest funktionelle safe house.
Lars Vilks Komiteen er for såvidt født ind i dramatik. Vores første møde blev afholdt ni dage efter attentatet på Lars Hedegaard, og der var stuvende fuldt. For et år siden, den 9. oktober i disse lokaler (Forfatterforeningen, red.) gav vi vores pris for kunst og ytringsfrihed til Charlie Hebdo. Vi ved alle sammen, hvad der skete tre måneder senere, i Paris den 7. januar i år.
Da en mail tikkede ind om terrorangrebet på Charlie Hebdo var det første, jeg tænkte: Er der sket noget med Gerard Biard? Det er chefredaktøren, der modtog prisen i København på Charlie Hebdos vegne. Jeg ringede og smsede, men det samme gjorde formentlig hele verden. Biard overlevede, fordi han var på ferie i London. Det samme gjorde en tegner, der kom for sent til det fatale redaktionsmøde, fordi han den morgen, morgenen efter sin fødselsdag, blæste på at møde til tiden og i stedet elskede med sin hustru.
Og så kom 14. februar i København. To mennesker mistede tragisk deres liv. Filminstruktør Finn Nørgaard, der var gæst i Krudttønden og vagtmand og politolog Dan Uzan, der passede på gæsterne ved et arrangement i Synagogen.
Jeg vil slutte med at læse 20 linier fra det, der forhåbentlig næste år kan udgives som en bog om tiden efter terrorangrebet. Det er et eksempel på, hvor sære tanker, man kan have efter et terrorangreb, noget Lars også skriver om i sin bog. Det handler om den dag Finn Nørgaard blev begravet:
”Dagen for begravelsen følte jeg mig sært svimmel. Sammen med nogle gode venner tog jeg om formiddagen en taxa op til Grundtvigskirken. Pressefolkene var samlet i en stor gruppe over for indgangen til alleen op til kirken. Hele vejen op ad alleen stod betjente med maskingeværer som en påmindelse om, at Danmark ikke længere var et uskyldigt land. Det var som om, rummet over os var særlig tungt den dag.
Inden for i kirken var samlet omkring 300 mennesker. Jeg hilste på statsministeren og en række af lederne fra de politiske partier. Herefter besluttede jeg mig for at gå udenfor, da svimmelheden tog til. Det hjalp at være i den friske luft. Jeg talte med en af betjentene. Så flyttede jeg mig lidt væk. Jeg lyttede til fuglene. En ældre rockmusiker stødte til. Han havde måttet forlade kirken, fordi han var blevet overvældet af følelser og havde skabt en vis nervøsitet blandt betjentene indenfor, da han pludselig i fuld fart stormede ned gennem kirken. Vi talte sammen om, hvordan fremtiden mon ville blive.
Rockmusikeren gik og en hjemløs viste sig med sin hund. Han ville gerne ind og bede for Finn Nørgaard. Men han kunne ikke få lov at komme ind i kirken med hunden. Vi snakkede lidt. Jeg overvejede at tilbyde at holde hunden imens. Men den så uhyre glubsk ud. Så jeg tilbød det aldrig. Det ville være bittert at have overlevet kugleregnen på Østerbro for at bukke under for hundebid i Nordvest”.
