To kvinder dræbt af skud på åben gade – den ene likvideret, den anden mens hun bar sit spædbarn i armene – har endelig fået de svenske politikere til at anerkende, at bandekriminaliteten i Sverige nu har nået et niveau, hvor den er ude af kontrol, og hvor politiet reelt står magtesløse. I sidste øjeblik og måske for sent, skulle man mene, for det har ikke skortet på groteske beretninger fra den anden side Sundet om no-go zoner, skudopgør med automatvåben og bombeangreb på politistationer. En voldsom eskalering af volden og kriminaliteten i Sverige, der udelukkende udgår fra de svenske ghetto-områder, og som udelukkende har kriminelle indvandrere som ophav og aktører.
De to dræbte kvinder fik endelig de svenske politikere til at reagere på volden, men hvis man gik og håbede på en anerkendelse af sammenhængen mellem Sveriges storimport af dårligt uddannede mennesker med muslimsk baggrund og den eskalerende kriminalitet, måtte man tro om igen: statsminister Stefan Löfven har i flere omgange mod bedre vidende påstået, at det ikke er voldskriminaliteten som sådan, der er steget, men kun bandekriminaliteten, men har uden selv at kunne se det modstridende signal samtidig anvist øgede politiressourcer som løsning på problemet. Og så har han i vanlig svensk stil rettet den anklagende pegefinger mod det svenske samfunds manglende vilje og evne til at stille de betingelser til rådighed for de kriminelle indvandrere, så de kan føle sig inkluderede og velkomne:
”Det drejer sig om at arbejde forebyggende for, at de socialt udsatte drenge og unge mænd ikke skal trækkes ind i bandemiljøerne” udtalte han forleden til svensk TV: ”Vi skal fortsat sørge for, at de unge drenge fastholdes i skolen, ikke på gaden med banderne.” slog han fast.
En klassisk, ja fortærsket, politikerudtalelse, der definerer bandekriminaliteten som et socio-økonomisk problem frem for et kulturelt. Hvis der i Löfvens univers overhovedet er tale om kulturelt betinget kriminalitet, så er det svensk kultur, der er skyld i problemerne. Og dette kort blev også trukket i den forløbne uge: Det er den svenske overklasses køb og (mis)brug af feststoffer, der finansierer de bander, der hærger de svenske storbyer.
En absurd og direkte fornærmende påstand al den stund, at det står bøjet i neon for enhver, der blot har fulgt den mindste smule med, at ansvaret kun kan placeres hos de politikere, der har orkestreret den ukontrollerede islamiske tilvandring til Sverige.
Det påfaldende er dog, at Löfven får lov at slippe af sted med sine tåbelige bortforklaringer, og at de i vidt omfang får lov at stå uimodsagt. Det vidner om, at den svenske politiske korrekthed stikker så dybt og at selvcensuren er blevet en så integreret del af det svenske dna, at man hellere vil se sit velfærds- og retssamfund i frit fald, end man vil stå frem og sige troldens navn.
Typisk svensk, vil De nok tænke – og med rette, for eksemplerne på svensk politisk korrekthed og (selv)censur er efterhånden legio, og vi har vænnet os til at betragte broderlandet som et særtilfælde, som et Skandinaviens Nordkorea, helt løsrevet fra omverden.
Men lad mig så lige minde om, at Gyldendal for kort tid siden censurerede en genudgivelse af Halfdan Rasmussens børnerim, at krænkelseskulturen har vundet fodfæste på vores uddannelsesinstitutioner og at hovedparten af vore egne politikere fortsat betragter ghettodannelse og bandekriminalitet som et udslag af socio-økonomiske faktorer, der stort set udelukkende kan tilskrives danskerne og den danske stat.
Og leder man efter medier, der i den politiske korrekthed (u)hellige navne er villige til at lukke øjnene for elefanten i rummet, behøver man ikke se over sundet. Man kan bare se Deadline fra 30. august, hvor to kriminologer, en svensk og en dansk, blev interviewet om baggrunden for den svenske bandekriminalitet. Ikke én gang kom den kulturelle baggrund op som årsag til den eskalerende kriminalitet – hverken af de to såkaldte eksperter eller af journalisten. Tværtimod var konklusionen, at danskerne bare var bedre til at opskalere politiindsatsen mod bandekriminaliteten end svenskerne. Tag dén alle Claus Oxholms medlemmer, der lige nu har udsigt til den overarbejdspukkel på godt 600 årsværk, som er oparbejdet direkte eller indirekte på grund af indvandrer-kriminalitet.
Vi er stille og roligt, men med uhyggelig sikkerhed, ved at glide mod svenske tilstande. Og det første offer i en sådan deroute er lysten og viljen til at sige sandheden. Vi er godt på vej og har snart ikke meget at lade svensken høre.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
