Ordets magt
Når man nu oplever den mægtige stemning, der har rejst sig hos folket i de mellemøstlige autokratier, kan man – eller i hvert fald jeg – ikke undgå at blive imponeret over de menneskers mod, der netop nu viser kleptokraterne døren og måske tager de første spæde skridt frem mod demokrati og retsstat.
Flere kloge og indsigtsfulde mennesker har jo allerede peget på, at denne mellemøstlige fløjlsrevolution er indledt af en voksende, veluddannet middelklasseungdom, opsat på et opgør med diktaturets vilkårligheder.
Begivenhederne i mellemøsten understreger under alle omstændigheder ét: Ordets magt. Her er ikke tale om veltilrettelagte statskup, længe forberedte intriger spundet i usurpatorernes tavse cirkler, og ikke paladsrevolutioner eller væbnede konflikter.
Det er slet og ret ord og sandhed sagt igen og igen af stadig flere, der nu får diktatorerne til at tælle efter om den schweiziske bankkonto er velpolstret nok til et liv i eksil.
De samme kloge og indsigtsfulde mennesker, som har karakteriseret begivenhederne som en middelklasse-revolution, har også peget på, at dette er facebook-generationens oprør.
Interessant i den sammenhæng er naturligvis det udskældte Wikileaks-projekt, hvis lækage af informationer om den tunesiske præsidentfamilies hedonistiske livsstil tjente som den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over. Nu står man på spring for at give Assange Nobels fredspris.
Den umedierede sandhed vælter regimer, hvis fundament er løgn og fortielse. Sigende var regimernes automatreaktion at hive stikket ud på internettet, begrænse informationen og lade endeløse lovprisninger af den nationale dårligdom fylde æteren.
Ja, om ikke andet kan opstandene i mellemøsten tjene som et vigtigt eksempel for de vestlige eliter, hvis navlepillende tvivl på de grundlæggende vestlige værdier har eroderet skellet mellem sandhed og løgn og gjort relativismen til statsreligion.
Hvad tænker kulturalisterne?
Men gad vide, hvad kulturrelativisterne tænker i denne tid? Glæder de sig også over diktatorernes fald, eller sukker de resigneret over at endnu et land i det lykkelige Arabien er faldet som offer for vestlige værdier, facebook, McDonalds og ytringsfrihed?
Hvad tænker mon det nye højres stålsatte kulturalister? Det samme som venstrefløjens kulturrelativister måske? Og hvad med Stjernfelt, Mchanghama og de andre oplysningfundamentalister?
De er sikkert umådeligt glade, hvis da ikke de har travlt med at være sure på kristendommen og andre uliberale betingelser for det liberale livssyn, de har fået i dåbsgave.
Fra glæde til skepsis
Ja, måske en smule tvivl alligevel er på sin plads. Tvivl er sundt, hvis den bygger på de rigtige forudsætninger, hvis den med andre ord er realistens skepsis over, hvad der sker, når parolerne bemægtiger sig situationen.
I virkeligheden bør glæden over udviklingen, hvor berettiget den end er, snart afløses af skepsis. Nok vises en diktator døren, men hvad så? ’
Det er kun måske de første skridt tages mod demokrati og retsstat. I Egypten og Yemen træder allerede nu islamisterne frem i forreste række, og hvad med de pauperiserede og radikaliserede tredje generations palæstinensiske flygtninge i Jordan, mon de stiller sig tilfreds med facebook-adgang?
Det var den liberale middelklasse, der antændte revolutionen, men det er langt fra utænkeligt, at den post-revolutionære virkelighed viser sig at være gjort af et andet stof end idealerne.
For nok er frihedsbudskabet kommet til mellemøsten. Friheden fra en undertrykkende diktator er det øjeblikkelige krav. Men ”friheden fra” skaber intet andet end et tomrum, der hvor de kulturelle forudsætninger ikke er til stede, kan fyldes af elementer, der bestemt ikke vil lade denne lykkelige frihedsrus strække sig ud i det uendelige, men snarere vil afsløre den liberale revolution som et lykkeligt, men tragisk interregnum
