Der er endnu ikke mange her i Danmark, der har hørt om den svenske journalist og socionom Gunnar Sandelin, der den 19. september modtager Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris, Sappho-prisen. Det er synd og skam, for Sandelin er på mange måder det nærmeste man kommer en svensk helt anno 2020.
Hans heltedåd ligger dog langt fra de gængse forestillinger om alfa-hanner, der udviser spektakulært fysisk mod på slagmarken eller som uselvisk og med livet som indsats redder folk fra druknedøden eller ud af brændende huse: Sandelin er en stilfærdig mand, hvis heltedåd består i ufortrødent og vedholdende at dokumentere og beskrive de negative konsekvenser af den grasserende befolkningsudskiftning, der finder sted i Sverige i disse år.
”Det lyder da ikke særlig heltemodigt”, vil mange nok indvende – og det burde det heller ikke være, men når man ser på forholdene i broderlandet og på de store personlige omkostninger, det har haft for Gunnar Sandelin at skrive om Sveriges undergang som rets- og velfærdsstat, så aftvinger det den dybeste respekt.
For 15 år siden kørte Gunnar Sandelins karriere på skinner: han var pressechef for den svenske udgave af Red Barnet, men besluttede i 2006 at satse på en karriere som free lance journalist. Og det gik godt. Lige til han i 2008 skrev en kritisk debatartikel i Dagens Nyheter om, at journaliststanden konsekvent mørklægger sandheden om indvandringens negative konsekvenser for det svenske samfund. Den artikel ødelagde med ét slag Sandelins karriere og muligheder for at få arbejde som journalist igen.
Gunnar Sandelin blev af de statsstøttede medier udskreget som ”fremmedfjendtlig”, hans opgaver forsvandt og hans tidligere samarbejdspartnere trak sig fra samarbejdet med ham af frygt for, at hans nye prædikat som en art folkefjende ville smitte af på dem.
I praksis betød artiklen i Dagens Nyheter, at Gunnar Sandelin blev berufsverbotet fra de svenske mainstreammedier for at skrive sandheden og det lagde hans journalistkarriere i ruiner. Men ikke nok med det: lige meget hvilket job han søgte, fik han afslag. På trods af et imponerende CV, nåede Sandelin aldrig langt i ansøgningsrunderne, og når han endelig blev kaldt til samtale, viste det sig, at det var fordi ledelsen ikke havde researchet ”tilstrækkeligt” på Sandelin, så han endte altid med et afslag.
Det gjaldt også inden for den offentlige forvaltning, hvor det ellers (som i Danmark) er forbudt at diskriminere på baggrund af politisk observans. Fra sine kilder fik Sandelin at vide, at han gjorde et meget positivt indtryk til samtalerne, men at ledelsen var nervøs for, om han havde ”sin egen dagsorden”.
Til sidst tog Sandelin konsekvensen, og som han selv siger: ”Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke kan føre noget godt med sig”. Og det har han sandelig ret i: I dag er Gunnar Sandelin på en gang en paria blandt det svenske parnas og samtidig en af de mest solide og troværdige kilder til konsekvenserne af den grasserende muslimske indvandring til Sverige. Han bygger sine undersøgelser på de svenske myndigheders egne tal, og man kan jo undre sig over, at ingen svenske mainstreammedier har fundet anledning til at gøre det samme. Sandelin gør alt det arbejde de svenske medier ikke gør og dokumenterer på en gang både aktuelle situation og også den foruroligende omstændighed, at de selvsamme myndigheder, der lægger tallene frem, ikke alene sidder dem overhørig – de fremturer med importen af islam til ubodelig skade for Sverige.
Gunnar Sandelin udgør en lille, men stædigt vedholdende enmandshær med sine statistikker og foredrag om befolkningsudskiftningen i Sverige og konsekvenserne af den. I Trykkefrihedsselskabet glæder vi os til at hædre ham med Sapphoprisen den 19. september og til at høre hans foredrag. Der er gratis adgang og interesserede kan bestille billetter her: https://www.place2book.com/da/sw2/sales/atlazzlbds
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
