I en tid, hvor stærke kræfter vil beskære ytringsfriheden og anvender bagvaskelse og mistænkeliggørelse af ytringsfrihedens forsvarere, har Trykkefrihedsselskabet ved sin generalforsamling den 22.03. 2025 valgt at indstifte og uddele en pris i Grima Ormetunges navn (og genopliver i ny form dermed en landsforræder-pris indstiftet af tidsskriftet ”Nomos” og opfundet af Jesper Rosenløv, Pernille Rubin og Morten Uhrskov.)
Grima Ormetunge-prisen vil blive givet til en person, som i tale og skrift og/eller praktisk handling gavner autoritære politisk-korrekte magthaveres selvretfærdige og ofte autoritære overgreb på friheden til at ytre sig uden frygt for repressalier i form af lovgivning, tilsværtning i de etablerede medier og forfølgelse fra statsunderstøttede pressionsgrupper og såkaldte NGO’er.
Grima Ormetunge-prisen er altså en lille skamstøtte, en anklagende pegefinger rettet imod den eller de personer, som bruger sin position i de statsbetalte medier, i tech-giganternes magtsfære eller den politiske verden til at undergrave den demokratiske offentlighed – uanset, om de gør det af personlig overbevisning, i håbet om anerkendelse fra magthaverne eller for snæver personlig vindings skyld.
En egnet kandidat til Grima Ormetunge-prisen vil typisk have virket aktivt for ytringsfrihedens begrænsning gennem lovgivning, journalistik, politisk påvirkning og rådgivning til fordel for censur, blokering og deaktivering på sociale medier. Vær opmærksom på, at Grima Ormetunge-kandidatens ønske om at indskrænke friheden til at tænke, tale og udtrykke sig frit ofte vil blive camoufleret som et forsvar for folkestyret imod så såkaldt ”misinformation”, ”fake news” osv.
Et særdeles stærkt kandidatfelt kappedes om æren af den første Grima Ormetunge-Pris:
- Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Han er hovedansvarlig for indførelsen af Koranloven, som forhindrer afbrænding af religiøse skrifter i almindelighed, men som tydeligt først og fremmest er et knæfald for de islamiske lande og de muslimske indvandrere, som forlanger særbehandling og dermed tvinger borgerne i værtslandet til at opgive sine grundlæggende værdier.
- Minister for digitalisering Caroline Stage. Mens der omsider er udsigt til, at den kvælende censur på de sociale medier er ved at blive løftet i USA, fastholder ministeren, at der er brug for ”indholds-moderation”. ”Det er ikke bare et spørgsmål, om man må sige noget grimt eller pænt. Det er et spørgsmål om, hvad det er for et demokrati, vi vil have.” Men i Caroline Stages version af demokrati er der ringe plads til frihed – især ikke ytringsrihed.
- Journalist Poul Høi for systematisk misinformation om engelske samfundsforhold ihærdig tilsværtning af Tommy Robinson. Poul Høi virker aktivt for at indskrænke ytringsfriheden på sociale medier og på det sociale medie X.
- Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt. Hun er i dag et fremtrædende og velbetalt medlem af Facebooks såkaldte Tilsynsråd. Hun har ikke skyggen af folkeligt mandat til at forøve politisk censur på Facebook, men har kunnet sælge sig selv som velbetalt marionet alene på sin titel som forhenværende statsminister.
- Tidligere liberal politiker Søren Pind. Som formand for det såkaldte Medieansvarligheds-udvalg slår Søren Pind til lyd for en ny, såkaldt medieombudsmandsinstitution, der skal "bevidstgøre den almene borger" og politianmelde og retsforfølge medier, der ikke lever op til en ny, stats-og magthaverautoriseret "ansvarsnorm". Søren Pind lægger op til en totalitær statskontrol over medierne og den demokratiske offentlighed.
- Generalsekretær for Amnesty Vibe Klarup. Under overskriften ”Menneskerettigheder er IKKE et tag-selv-bord” iscenesætter Vibe Klarup sig som frygtløs forkæmper for grundlæggende borgerrettigheder, men kun, hvis der er tale om meningsfæller eller personer fra den 3. verden. Således afviser Vibe Klarup pure at gå i brechen for europæiske meningsmodstandere, der er blevet politisk fængslet, men erklærer frejdigt, at ”Boualem Sandal og Tommy Robinson er (…) ikke blandt dem, vi advokerer for”
Generalforsamlingens stemmer fordelte sig således at vinderen af Trykkefrihedsselskabets Grima Ormetunge-Pris i 2025 med overbevisende stemmetal gik til:
Lars Løkke Rasmussen