Så fik Godhavnsdrengene endelig den undskyldning fra staten, i skikkelse af Statsminister Mette Frederiksen, som de ellers forgæves har krævet i årevis. Forgæves, fordi staten som udgangspunkt ikke giver officielle undskyldninger for ting, der er sket tilbage i historien. Det giver ikke mening al den stund, at den nuværende regering, Folketing, statsadministration etc. ikke har haft indflydelse på de beslutninger, der danner grundlag for en undskyldning – og det vil desuden åbne en ladeport for krav af allehånde slags.
Det er så sandt, som det er sagt, men i tilfældet Godhavnsdrengene, står DF og K underligt forfrosne på sidelinjen med deres formelt korrekte, men også golde, indvendinger mod at se de mænd i øjnene, der fik deres barndom, og i mange tilfælde også voksenliv, ødelagt i den tid, de var i statens varetægt - og sige undskyld.
Det er da heller ikke første gang en statsminister føler trang til at undskylde for historiske begivenheder, der har ligget ham på sinde: i 1999 undskyldte daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen for tvangsflytningen af grønlændere nær Thulebasen, og i 2005 undskyldte Anders Fogh Rasmussen for, at danske myndigheder afviste tyske flygtninge, der under besættelsen søgte tilflugt i Danmark.
Der er altså intet banebrydende i Mette Frederiksens undskyldning til Godhavnsdrengene, og den reaktion hendes undskyldning havde på de mænd, der var til stede, viste da også med stor tydelighed, at det betyder alverden at få en officiel anerkendelse af og bodsgang for de overgreb, der blev begået.
Så når proppen nu er af flasken, er der grund til at få ryddet op i de største fejltagelser, som staten, uden sammenligning med Godhavnsdrengene i øvrigt, har begået i vores levetid. Og i den sammenhæng er der især én stor forbrydelse, som regeringen og Folketinget, med undtagelse af Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, bør sige undskyld for: vedtagelsen af Udlændingeloven af 1983.
Den lov har de facto været ét langt overgreb mod Danmark og danskerne, fordi den tillod – ja faktisk inviterede store befolkningsgrupper til Danmark, der hverken ville eller kunne tilegne sig vores kultur ligesom alt for mange af dem stadig ikke forsørger sig selv.
Udlændingeloven har banet vejen for et så stort pres på vores velfærdssamfund, at svagelige ældre ikke kan få gjort rent, at folkeskolen er i fare som kulturbærende institution, at kriminaliteten stiger, at vi har fået begreber som ”hverdagsterror” med stenkast og biler i brand, at politiet er i knæ over at skulle beskytte fredelige demonstrationer mod voldsparate antidemokrater, at offentlige institutioner angribes med bomber, at et uhørt antal personer er nødt til at leve med livvagter 24/7 for deres ytringer og at vores grundlæggende frihedsrettigheder, ytringsfriheden ikke mindst, er under konstant pres.
Læg hertil ghettodannelse, kønsadskillelse, social kontrol, hadforbrydelser, kvindeundertrykkelse og en lang række andre ting, som vi ikke kendte til før indførelsen af Udlændingeloven, men som nu er elementer i vores hverdag.
Udlændingeloven er ubetinget den lov, der historisk set har voldt størst skade på Danmark som velfærds- og retsstat og på den enkelte dansker, der i dag må leve med større utryghed og stærkt forringede velfærdsydelser som følge af Folketingets store brøde.
”Samfundet skulle passe på jer. Men der skete det modsatte – I blev gjort fortræd” sagde Mette Frederiksen så rigtigt til Godhavnsdrengene forleden. Det samme kan hun med fuld ret sige til danskerne om Udlændingeloven. Og det bør hun.
Hun sagde også, at det aldrig er for sent at gøre det rigtige. Det kan i forhold til Udlændingelovens virkning vise sig at være en sandhed med modifikationer, for hvor længe kan vores rets- og velfærdsstat stå imod det stadigt større pres, som uintegrerbare og forsørgelseskrævende udlændinge lægger på det og os? Alene politiet har en overarbejdspukkel svarende til 600 årsværk.
Derfor haster det med at gøre skaden god igen; mindst lige så meget, som det hastede med at give Godhavnsdrengene den undskyldning, inden det var for sent. Lad dette være en opfordring.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
