Som formand for en ytringsfrihedsorganisation bliver jeg altid glædeligt overrasket, når der dukker andre initiativer op, der har forsvaret for det frie ord som omdrejningspunkt.
Desværre varer glæden ofte kort, for når man går initiativerne på klingen, er det faktisk de færreste, der i realiteten viser sig at være at have ytringsfrihed i betydningen ” forsvar for den mest grundlæggende frihedsrettighed” på sinde. Som oftest er de opstået på baggrund af harme over en bestemt sag, som initiativtagerne så søger at brede ud og gøre til noget generelt, der vedrører alle, mens man i virkeligheden ikke interesserer sig for det grundlæggende principielle.
Derfor forholder jeg mig også afventende over for den nye, britiske forening ”Free Speech Union”, der for nylig er blevet stiftet af en af de mest fremtrædende engelske journalister, Toby Young. Han ønsker med etableringen af Free Speech Union at skabe en modvægt til det undertrykkende maoistiske klima, som han mener gennemstrømmer de britiske institutioner – både de offentlige universiteterne, de politiske og mainstreammedierne.
Free Speech Union skal gå i brechen for dem, der er blevet ramt af denne intolerante, kulturmarxistiske dominans, og har fået deres karriere ødelagt, fordi de har sagt eller skrevet noget, der falder uden for eller er i direkte modstrid med kulturelitens dogmer.
En god og rigtig tanke, om end man kan indvende, at den har ramt ham lidt sent al den stund, at kulturmarxisterne har hærget stort set alle vesteuropæiske institutioner de seneste 40 år. Jeg er altid en smule på vagt, når folk, der er gamle i gårde, og som hidtil har levet i skøn samdrægtighed med de kulturmarxistiske doktriner uden at løfte en klov for dem, det gik ud over, pludselig ser lyset: det kan godt være, at de vitterlig har fået en åbenbaring og at skællene er faldet fra deres øjne, men jeg vil godt lige vende skråen en ekstra gang, før jeg falder i svime.
Også i tilfældet Toby Young og hans Free Speech Union, der ganske vist nu er blevet åben for alle, der vil bakke op, men som i første omgang var tænkt som et temmelig elitært projekt for akademikere, journalister, stand-up komikere, forfattere, digtere og andre, der ”lever af at udtrykke og kommunikere ideer”, som Young udtrykker det i et interview med Sun Politics. Det afspejler en meget betænkelig tilgang til spørgsmålet om ytringsfrihed at gøre det til et eksklusivt anliggende for den såkaldte elite – også selvom denne ”intellektuelle” elite lever af at ”kommunikere ideer”: ytringsfrihed er for alle – også for det overvældende flertal, der har nok at gøre med at tjene til dagen og vejen og som bruger de sociale medier (ikke mindst Facebook) som en af deres vigtigste informations- og kommunikationsplatforme. Ikke mindst alle de tusinder af mennesker, der dagligt bliver blokeret eller kommer i Facebookfængsel hver eneste dag fordi de er ramlet ind i Facebooks tilfældige censur – f.eks. for at have nævnt Tommy Robinsons navn.
Og her er vi fremme ved lakmusprøven på Free Speech Union, for er Toby Youngs organisation ikke forpligtet til at kaste sig over det mest presserende ytringsfrihedsproblem i England lige nu, nemlig den engelske elites forenede og benhårde bestræbelser på at gøre Tommy Robinson til en ikke-person i England? Han er blokeret på stort set alle platforme, afskåret fra at bruge Paypal, han bliver chikaneret af de engelske myndigheder og defameret af politikere, presse og meningsdannere – for at sige sandheden.
Tommy Robinson burde være Free Speech Unions første og vigtigste sag, den sag, der ville bane vejen for så mange andre sager, men Toby Young har mig bekendt ikke nævnt Tommy Robinsons navn en eneste gang.
Til gengæld er han massivt forarget over, at den engelske journalist og tv-vært, Alastair Stewart, har måttet trække sig fra sin anker-rolle på tv-stationen ITV efter at han (måske?) har udtalt sig uheldigt på de sociale medier.
Det er ikke fordi jeg tvivler på, at Free Speech Union ikke har en værdig sag i tilfældet Alastair Stewart, men den er ikke så stor og fundamentalt vigtig som Tommy Robinsons, og den bestyrker mig i mistanken om, at Free Speech Union i bund og grund er et elitært projekt for folk, der hidtil med stolthed har flydt med strømmen, men som nu er kommet i klemme og derfor maner til kamp for sine egne.
I am not impressed so far.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
