Rapport om Trykkefrihedsselskabets tidsskrift Sappho

Trykkefrihedsselskabets generalforsamling d. 2. april 2011

Ved chefredaktør Katrine Winkel Holm

De to vigtigste ting, der er sket for Sappho i det seneste år, er
1. Sappho fik ny chefredaktør. Helle Merete Brix forlod posten i sommer, men skriver stadig jævnligt i bladet. Og jeg fik æren.

2. En af Sapphos chefredaktører blev anklaget for hate speech – i folkemunde - racisme af den danske stat.

Når jeg nævner det sidste, er det fordi en sådan retssag har én funktion: At brændemærke. Det er hele pointen med den.

Om det er sandt eller ej, hvad Lars har udtalt er som bekendt irrelevant. Han skal bare brændemærkes i offentligheden som ikke stue-ren og det samme skal denne organisation, samt dets tidsskrift, Sappho.

Hvis man ser på hvordan det er gået Sappho, kan vi konstatere, at det ikke er lykkedes. Det har været et godt år for magasinet.

Her et par tal:
Juli 2010 havde vi 1630 på nyhedsbrevet, i dag har vi 1730
I april 2010 havde vi 28.900 besøg, i marts i år havde vi 39.900 besøg.

Fornyelser:
Når det er gået sådan for Sappho, selv om vi har et langt mindre budget end sidste år, skyldes det ikke mindst forskellige fornyelser.
1. Vi har fået vores egen stribe, Ved Profetens Skæg, tegnet af Niels Thomsen, som man ikke kan beskylde for at lide af politisk korrekthed.

2. Vi har fået en klumme med mange skarpe penne, der skriver kvit og frit i bladet.

3. Vi har et voksende hold særdeles kompetente anmeldere.

4. Læserne har fået mulighed for at kommentere alle artikler – hvad de gør i rigt mål.

5. Vi har oprettet en klub for folk, der støtter Sappho økonomisk, Sapphos Venner kaldet, som inviteres til eksklusive arrangementer flere gange årligt med spændende oplægsholdere. Det har givet Sappho et godt økonomisk rygstød.

5. Og endelig har vi fået to nye journalistiske kræfter, som erstatning for Uwe Max Jensen, der forlod os i efteråret.

Den ene ønsker at være anonym, så jeg kan kun nævne den andens navn, nemlig Helle Baldersbæk, der er indtrådt i redaktion, og hvis journalistiske tæft og erfaring og særdeles gode pen, Sappho nyder stor gavn af.

Begge journalister er helt afgørende for Sapphos virke.
Sappho er ikke en avis, men et tidsskrift. Et tidsskrift for ytringsfrihed og frie ytringer.

Dertil hører at skrive de historier, mainstream-medierne ikke rører. Det er meget – også langt mere end Sappho med sine nuværende begrænsede midler tidspunkt kan overkomme. Men vi gør hvad vi kan.

Hate speech-retssagerne fylder meget i Sappho. Hvis man vil vide, hvad Geert Wilders-sagen går ud på, bliver man nødt til at læse Sappho.

Hvis man vide noget om den skandaløse og meget principielle retssag mod østrigeren, Elisabeth Sabaditch-Wolff, bliver man nødt til at læse Sappho.

De skrantende og i stadigt stigende grad ensrettede medier interesserer sig ikke for, hvordan det går den slags kættere. (ESW er blevet nævnt ti gange i pressen, viser en opgørelse på Infomedie. I syv tilfælde har det været citater fra Sappho).

Vi har selvfølgelig også dækket retssagerne mod Jesper Langballe og Lars Hedegaard grundigt. Og vi kan se, at retssagen mod Lars gav Sappho rigtig mange læsere. Så tak for det, Lars. Eller skal vi takke statsadvokaten.

Sappho kan kun hænge sammen, fordi der er en flok frivillige, der knokler. Uden vores webmaster Lone Jacobsen, ville det ser sort ud.

Uden Marianne Horsebøg Myrup, til at holde styr på regnskaber og honorar, ville det også gå galt.

Uden Eva Agnete Selsings arbejdskraft, kritik og mange ideer, ville det heller ikke gå.
Og så har jeg ikke engang nævnt Kit Louise Strand, selskabets uundværlige sekretær, som jeg misbruger næsten dagligt som korrekturlæser. Eller Elisabeth Krarup, der har stået for at arrangere aftenerne for Sapphos venner.

Konklusionen på det hele - og det synes jeg faktisk er tankevækkende – er, at brændemærknings-bestræbelse mod Trykkefrihedsselskabet og Sappho, ikke lykkes.

Den ser faktisk ud til at gøre os stærkere:
Det kan godt være vi ikke er rigtigt stuerene, men vi er i stigende grad interessante.