Var James P. Cain virkelig republikaner?
Mon ikke mange danskere har det lidt svært med at forbinde den tidligere amerikanske ambassadør James P. Cain med republikanere og George W. Bush?
Ligger eller lå hans synspunkter ikke overraskende tæt på Det Radikale Venstres?
James P. Cain var fortaler for ”kulturel diversitet”. Han ville gerne forhindre, at Jyllands-Posten genoptrykte Muhammed-tegningerne, og ifølge nye Wikileak-afsløringer advarede han om, at Naser Khader udviste ekstremistiske, dvs. anti-islamiske tilbøjeligheder.
Naser Khader var en hindring for muslimsk integration i Danmark, mente James P. Cain. Han inviterede personer, der var med til at opildne sindene efter Muhammed-krisen, til møde.
James P. Cain var ellers i sin tid med i kampen for at få Bush-Cheney valgt. Vi skal have med, at ingen i USA turde eller ville gengive Muhammed-tegningerne under Bush.
Ødelægger det ikke ligefrem det danske – progressive - standardbillede af Bush-æraen og af amerikanske republikanere? Næppe. Eller komplicerer det billedet? Næppe.
Trods den enorme indflydelse USA har haft på dansk kultur i hele efterkrigsperioden, er det alligevel slående, så lidt danskerne ved om USA. ”Amerikanske tilstande” kan skræmme de fleste. Denne uvidenhed skyldes også den manglende undervisning i skolen bredt forstået.
Enhver kan slå op på universiteternes hjemmesider og konstatere, at vi bruge uendeligt mange flere skatteyderpenge på Mellemøst-studier og islamstudier end på Amerikanske Studier. Der er ansat utallige med speciale i den arabiske verden og islam og en lille håndfuld i den amerikanske og dem, der er ansat dér er som regel anti-amerikanske. Det ville svare til, at man kun ansatte islamkritikere på Mellemøststudier.
Og hvorfor ansætter man ikke en masse bibelforskere på Amerikanske studier? Bibelen betyder vel ikke mindre i USA end Koranen gør i Tunesien?
Ingen islam hos Bush
Jeg bruger dette som en indledning til denne omtale snarere end anmeldelse af George W. Bushs erindringer med titlen Decision Points (2010). Jeg slog op i indekset.
Islam og muslim er slet ikke nævnt, men ordene bruges dog i bogen. Han bruger kun ordet ”extremism”. I Tony Blairs erindringer, A Journey, er der masser af henvisninger til islam.
Decision Points er på det punkt helt neutral, hvilket nok er bevidst. Der er med andre ord slående lidt om islam i den. Det gør i al fald, at det er umuligt at anklage Bush for islamofobi.
Bush gik som den første amerikanske præsident ind for en ”democratic Palestinian state (403). Det erklærede han i en tale 22. juni 2002, selvom både udenrigsminister Colin Powell, vicepræsident Dick Cheney og forsvarsminister Don Rumsfeld frarådede det.
Bush sagde også, at han ikke anså Arafat for at være den, der kunne lede en sådan stat. Han betragtede ham som en løgner og bedrager, hvad han som bekendt også var. Den franske præsident Jacques Chirac, EUs Prodi og Canadas Jean Chrétien var forargede over udtalelsen.
Bush, med støtte fra Tony Blair, fortsatte sit arbejde og præsenterede den såkaldte ”Roadmap”, der bl.a. førte til, at Ariel Sharon opgav ideen om et Stor-Israel og gik med til at nedlægge bosættelserne i Gaza.
Jeg var selv i Gaza, kort før de blev nedlagt, inviteret af en gruppe kirkefolk fra Mellemkirkeligt Råd og Folkekirkens Nødhjælp, der alle utvetydigt støttede palæstinenserne, og som mente, at Sharons rømning var uden betydning.
Masser af unge, israelske gymnasielever protesterede mod rømningerne, mens vi var der og bar orange bånd om armene. Jeg forsøgt at få fat i et, men mine kirkelige medrejsende var dybt forargede også over det. Jeg fik aldrig fat i et.
Det viste sig også, at Roadmap-ideen ikke blev til noget, men man må virkelig sige, at Bush forsøgte så godt som nogen. Langt bedre end Clinton. Og på et tidspunkt er han ganske optimistisk. Det er efter det første valg i Irak. Derefter kom der frie valg i Libanon og i Palæstina. Han syntes idealistisk at øjne, at en vis demokratisk dominoeffekt kunne finde sted.
Måske er udviklingen i Tunesien et skridt i samme retning og et resultat af udviklingen i Irak. Ingen danske på venstrefløjen har i de sidste 23 år, hvor Ben Alí har siddet hårdt på magten overhovedet bemærket Tunesien, hvor det var forbudt blot at nævne, at hans unge kone var damefrisør.
TV-aviser i Danmark registrerer hver gang en rotte dræbes i Gaza, men vi har intet hørt om Ben Alis torturfængsler, bosættelser og pragtvillaer. I stedet får vi hele tiden noget at vide om amerikanernes torturflyvninger, som de hedder på DR.
Ingen religion i det offentlige, amerikanske rum
Bush var - langt før de danske bisper - fremme med en udtalelse om, at krigen mod terror ikke er en religionskrig. Nu er det aldrig gået op for mig, hvorfor en religionskrig skulle være værre end alle andre krige. Er en krig om olie af foretrække? Eller om nationale interesser?
Bush blander faktisk ikke religion og politik. Blair var mere på nippet til at gøre det, men det fik hans ene spindoktor, Alistair Campbell, afværget med de berømte ord: ”We don’t do God”.
Sekularisme kan findes to steder: Offentligt og privat. Man kan have stærk offentlig sekularisme og stærk privat religiøsitet. Som i USA. Eller det offentlige kan være ikke-sekulært, som det danske eller engelske, og med en stor privat sekularisme. For Bush er religion en privat sag. På det punkt er han liberalist.
Bush fortæller dog ofte om, hvordan og at han beder. Den slags opfattes nærmest som pornografisk i Danmark. De bad i Det hvide hus til stabsmøder. Bush er genfødt kristen, dvs. han er blevet omvendt, ganske som man kunne blive det også i Danmark helt op i 60’erne.
Hans biografi er en klassisk omvendelseshistorie – en slags Pilgrim’s Progress. Den er på den måde helt i forlængelse af traditionen, der strækker sig tilbage til Augustins Bekendelser.
Det første kapitel i bogen handler om, at han holder op med at drikke. Han var faktisk alkoholiseret. Det var hans første og vigtigste beslutning eller afgørelse at holde op. Bogen er struktureret om eller handler om beslutninger, som han træffer og beslutninger, der ændrer dels hans eget liv og dels historiens forløb.
Bush er metodist. Den tredje amerikanske præsident af slagsen. Det samme var hans forbillede, Ulysses S. Grant (1869-1877). Jeg nævner ham, fordi Bush henviser til Grants Memoirs, der er en amerikansk klassiker endnu den dag i dag.
Grant var i sin samtid utrolig upopulær. Grantism blev et skældsord, men hans bog gjorde ham populær. Og den handlede om, hvordan man vinder en krig – denne gang Borgerkrigen.
Bush forsvarer sig i bogen. Den er derfor både bekendelse og apologi. Han forstår ikke, hvorfor han blev så forhadt. Og det er også vanskeligt at forstå. Jeg har ofte spurgt folk om, hvorfor de afskyer ham, og de har svært ved at svare. Det kan jo ikke kun skyldes krigen mod Saddam Hussein?
Andre siger, at han vist var dum. Men med uddannelse fra Yale og Harvard og efter at have været guvernør og ført valgkamp, da kan man ikke kun være ubegavet. Var det hans tro? Næppe heller.
Clinton forsømte ingen lejlighed til at vise sig i kirkedøren, og det er vel næppe bedre at være baptist, som han var, end metodist. Obamas religiøse tilhørsforhold forekommer mig mere sekterisk end Bushs metodisme.
Jeg har her nævnt, at man ikke kan finde Bush komme med negative udtalelser om islam, og der var ingen, der trykte JPs Muhammed-tegninger i hans regeringstid. Han var også totalt farveblind, ja, faktisk anti-racist. Han var den første til at udnævne en afroamerikansk udenrigsminister og endda to – den sidste endog kvinde, Condalizza Rice. Han fremtræder nærmest som et ideal for den politisk korrekte. Lige lidt hjalp det.
Var der faktisk masseødelæggelsesvåben?
Han gengiver meget grundigt beslutningen om at invadere Irak, som det skete 20. marts 2003. Det skete ikke på grundlag af en løgn. Danmark gik heller ikke ind i krigen på grund af WMDs, men kun på grund af ”non-compliance” med FN-beslutningen. Alligevel bliver man ved med at tale om den løgn. Det er en løgn om en løgn.
Lad mig nævne tre bøger, hvoraf to er fra før 2003. I en bog om amerikanske præsidenter, The Presidents (2002), skriver historikeren Julie M. Fenster det sidste ufærdige kapitel om George W. Bush. Hun nævner en kommende krig, hvis formål er at fjerne Saddam Hussein. Og der står intet om WMDs. Hun er sikker på, at den kommer.
I en anden bog, The Age of Terror, der handler om 9/11 og er fra 2002, skriver alle bidragydere om Iraks WMDs. Ingen er i tvivl. Og endelig Hans Blix’s modbydelige bog, som den svenske forfatter Per Ahlmark kaldte den, Disarming Iraq (2004). Hvorfor modbydelig?
Intet sted i den nævner Blix et ond ord om Saddams modbydelige regime. Ikke et sted. Det var også Blix, der nogle år før mente, at Iran var en åbent land.
Blix ville fortsætte eftersøgningen, og havde han fortsat, ville han have bevist, at der ingen WMDs var. Det er sandt, for der var ingen, og det irriterer Bush. Hvad var der så sket? Da ville FN ophæve sanktionerne mod Irak. Saddam og sønner ville kunne fortsætte deres terror- og torturregime og så let nu som ingenting påbegynde produktionen af WMDs. Det er og bliver alternativet.
Et meget kontroversielt udsagn og en meget kompliceret sag handler om rapporter fra England om, at Irak forsøgte af købe ”yellow cake” (naturlig uran) i Niger. Disse udsagn var med til at dømme både Blair og Bush. De blev fatale. Blair erklærer på baggrund af dem, at WMD vil kunne gøres klar på 45 minutter.
Bush gentager denne historie i sin State of Union address i 2003. Hans Blix finder denne tanke om en forbindelse til Niger skandaløs, fordi han påstår, at Bush vidste, det var et falsum, da han sagde det. Det tror jeg ikke på, men de fleste er nok enige om, at Blair er en løgner – der demonstreres endnu mod ham, hvor han kaldes Bliar.
Det førte til en hel spionfortælling. Joseph Wilson sendes til Niger. Han fortæller så, at det er opspind. Wilson fortæller videre, at han blev sendt dertil af vicepræsident Cheney, men det var løgn, det var hans kone, der sendte ham. Hun var i CIA. Det blev så igen lækket, at hun var det.
Der kom retssager ud af det og Bush skulle træffe en meget vanskelig beslutning. Det var en af hans medarbejdere, Scooter Libby, der havde fortalt, at Wilsons kone var CIA-agent. Han fik to års fængsel, men Bush benådede ham. Venstrefløjen rasede som forventeligt.
Når jeg nævner denne episode, skyldes det, at så vidt jeg kan bedømme, så var historien sand, og der var WMDs. Det har Wikileaks dokumenteret. Man kan selv google sig frem til det – især til det Noah Schachtman har skrevet i Wired. Med andre ord. Var der alligevel weapons of mass destruction i Irak? Det ser sådan ud.
11. september – den store beslutning
Decision Points begynder som nævnt med, at Bush bliver omvendt og holder op med at drikke. Dernæst kommer der noget frem, som alle i dag har glemt. For det første (og det siges ikke i bogen) var Bush ikke idealist, men isolationist og realist. Han ville ikke bidrage til ”state building” i udlandet. Han var ikke interesseret i udenrigspolitik.
For det andet: Han var optaget af velfærd – compassionate conservatism – der bestod i at overføre statspenge til civilsamfundet og lade dette stå for velfærden. Det er en proces, som vi oplevede i Danmark helt tilbage til da Karen Jespersen var socialdemokratisk socialminister under Nyrup.
For det trejde: Bush var optaget af at gøre skolerne bedre. At læse, hvad han siger om skolen dengang, minder om den debat, vi har nu. Han ville huskes som the Education President. Hans bedste samarbejdspartner var Edward Kennedy. Så kom 11. september, der ændrede Bush og verden. Det var vel kun F.D. Roosevelt i nyere tid, der har stået i en så vanskelig situation – jeg tænker på Pearl Harbour.
Vi skal huske én ting. USA er aldrig blevet angrebet på egen jord. De har altid opfattet deres land som sikret mod angreb. Alle europæiske lande er blevet angrebet. For os er det reglen. Angrebet ændrede dermed hele den amerikanske selvopfattelse og historie.
Først efter 11. september blev Bush tvunget til at ændre politik. Han blev idealist og ville indføre demokrati og menneskerettigheder først i Afghanistan og derefter i Irak. Det mener mange fra SF til Hizb ut-Tahrir ikke man bør eller kan. Obama har skiftet strategi. Han er realist og har erstattet demokrati med dialog. I dialog ændres intet.
Bush er ydmyg og selvironisk og jævn og ligetil. Hans erindringer slutter med, at den tidligere præsident går tur med hunden og samler dens efterladenskaber op – men med et ganske tvetydigt udsagn:
”There I was, the former president of the United Statesm with a plastic bag on my hand, picking up that which I had been dodging for the past eight years.”
Så kommer et lille efterord, der slutter sådan: Hvordan man end bedømmer hans præsidentperiode, så trøster han sig med, at han ikke vil være der, når den beslutning kommer. Historien vil foretage dette ”decision point.”
Vil bedømmelsen af ham ændre sig? Vil det gå ham, som det gik Truman og Grant – eller Reagan? At eftertiden vil revurdere hans præsidentperiode?
Jeg tror det, hvis der sker noget ganske bestemt. Det afhænger især af, hvordan Irak udvikler sig. Hvis det bliver et velfungerende demokrati, da fik Bush og Blair ret, og tyskerne og franskmændene og venstrefløjen tog fejl. De får ret, hvis det ender i kaos, og Basra brænder.
Det er en underlig fremtidsvision at have, men den har jo S-SF.
