§266b nok engang
Medlem af borgerrepræsentationen, socialdemokraten Jonas Bjørn Jensen, har anmeldt Rolf Slot-Henriksen, sognepræst i Bredballe og formand for foreningen Dansk Kultur, til politiet for overtrædelse af §266b, den danske hate speech-paragraf.
Anledningen er et brev, sendt af Rolf Slot-Henriksen til Københavns Borgerrepræsentation med en opfordring til at sige nej til byggeriet af de to nye stormoskeer i København.
I brevet skriver Rolf Slot-Henriksen bl.a:
”De to stormoskeer, som er på vej og som ledes af ekstremister, er en velkomst til krig på liv og død. Hvorfor er organisationen bag stormoskeen på Vibevej mon forbudt i stribevis af lande? Fordi Ahl-ul Bayt ikke blot er stråmænd for terrorregimet i Iran, men også pga. bevægelsens vold og voldsideologi. Overalt i Europa, hvor de har til huse, har Iran brugt vold, overfald og mord på sine kritikere. Og den anden nye stormoske på Islands Brygge hører til den ekstremistiske scene af sunnislam med Saudiarabien i kulissen. Velkommen til stormoskeerne, velkommen (til?) krigen.”
Københavns politi skal nu tage stilling til, om disse udtalelser falder ind under §266b.
”For mig at se er det racistisk”
Sappho har talt med Jonas Bjørn Jensen om grunden til hans anmeldelse.
Jonas Bjørn Jensen, hvorfor har du anmeldt Rolf Slot Henriksen til politiet for overtrædelse af §266b?
”I borgerrepræsentationen får vi mange tossede henvendelser. Det som var det særlige ved Rolf Slot Henriksens brev var, at han underskrev sig som sognepræst i Folkekirken, der jo skal være åben over for alle. Jeg synes, det er meget mærkeligt, at han kommer med racistiske udtalelser om muslimer i København.”
Jeg har læst hans brev og kan ikke finde noget racistisk i det. Hvad er det præcis, du tænker på?
”Han skriver, at moskeen byder velkommen til krig. For mig at se er det racistisk. Det er meget stødende og generaliserende. Jeg synes, den slags udtalelser skal have en konsekvens.”
Hvis alt hvad der er stødende og generaliserende skal anmeldes, kan man vel få travlt med at anmelde. Hvad med Politiken-overskriften om, at ”danskerne er vilde med kokain”.
”Det var et velunderbygget udsagn. Det er hans ikke.”
Han refererer i en uddybning af brevet til Koran-citater, der omtaler jøder som aber og svin.
”Der står også forfærdelige ting i Bibelen, derfor mener jeg ikke, at alle kristne er voldelige eller imod homoseksuelle”.
Har du læst Koranen?
”Nej”.
Er det ikke en indskrænkning af ytringsfriheden at trække folk i retten, der siger noget, du finder stødende?
”Jeg er tilhænger af ytringsfrihed, men hvis det, man siger, er stødende, er det bedst, at folk lader være at sige det. Jeg mener, at §266b sikrer ytringsfriheden ved at lade folk stå til ansvar for deres udtalelser. Det må have konsekvenser, hvis man taler nedsættende og generaliserende om folk”.
Er det ikke også stødende og generaliserende, at du omtaler henvendelsen fra Rolf Slot Henriksen og andre som tossede?
”Det mener jeg ikke, men hvis han synes det, kan han anmelde mig”.
JP-bloggeren, Firoozeh Bazrafkan har lagt Rolf Slot-Henriksens brev ud på sin blog med tilslutning. Skal hun så ikke også meldes til politiet?
”Et af de springende punkter der afgjorde, at jeg valgte at anmelde Rolf Slot Henriksen er, at han underskriver sig som sognepræst”.
Læs Firoozeh Bazrafkans blogindlæg med Rolf Slot-Henriksens brev her