Bestyrelsens beretning v. Lars Hedegaard

Trykkefrihedsselskabets generalforsamling 13. marts 2010

Som Andy Warhol så rigtigt har bemærket, har vi alle krav på 15 minutters berømmelse.

I betragtning af de mange gange 15 minutter, Trykkefrihedsselskabet i det forløbne år har lagt beslag på i medierne, må vi nok konstatere, at vi er meget berømte.

Ganske vist deklamerede Niels Krause-Kjær i Berlingske Tidende den 21. december, at Trykkefrihedsselskabet stod ved afgrundens rand som følge af formandens vanvittige udtalelser, men det var alligevel ikke nok til at tage livet af os.

En del – formentlig et sted mellem 10 og 15 – røg af i svinget, og en del af dem var oven i købet medlemmer. Men adskilligt flere kom til, således at vores medlemstal i dag har passeret de 800  – vel at mærke i opadgående retning.

Ved sidste års generalforsamling kunne jeg rapportere, at medlemstallet lå på 530. Vi har altså oplevet en betydelig medlemstilgang, og den er især kommet inden for de seneste måneder – netop i den periode, hvor vore modstandere havde travlt med at holde gravtaler over os.

Formentlig ligger det reelle medlemstal betydeligt over 800, men jeg har kun medtaget de navne, vi kender til. Hertil kommer, at adskillige adresser optræder med to medlemmer, men vi har i mange tilfælde ikke fået oplyst navnene på den ægtefælle, som også er dækket af husholdningens kontingent. Det vil vi prøve at rette op på i det kommende år.

Skulle jeg blive genvalgt til bestyrelsen, vil jeg arbejde for, at vi i det kommende år iværksætter en medlemshvervekampagne. Mon ikke vi alle kender nogen, der deler vores bekymring over de stadigt mere koncentrerede angreb på ytringsfriheden, og som burde melde sig ind?

Jeg ved godt, at mange er bange for at stå åbent frem, for de kan jo se, hvilke metoder, der bliver brugt mod os. Men det er slet ikke nødvendigt at være særligt modig for at være medlem og betale sit kontingent. Vores medlemsliste vil aldrig blive offentliggjort, og man bestemmer selv, hvor synlig, man ønsker at være.

Når det kommer til stykket, har vi som folkelig organisation ikke andre kræfter end dem, vi selv kan mobilisere. Der står ingen velbeslåede fonde eller offentlige kasser parat til at give os en økonomisk håndsrækning i forsvaret for ytringsfriheden. Vi må klare det selv, og det er jeg sikker på, at vi sagtens kan, hvis vi står sammen.

Vore modstandere – alle dem, der i det offentlige rum tager til orde for begrænsninger af ytringsfriheden – nyder godt af millioner af skatteydernes indbetalinger. For os gælder derimod et par strofer i Socialisternes gamle march:

"Og ingen mægtig Gud og kejser og folkehøvding står os bi
Nej, selv til kampen vi os rejser."

Findes der en eneste imam eller et eneste såkaldt islamisk kulturcenter, der ikke direkte eller indirekte modtager hundredtusinder af kr. i støtte fra det offentlige hvert år? Jeg har ikke hørt om nogen.

På vore universiteter og forskningsinstitutioner vrimler det med hundreder af såkaldte eksperter inden for forunderlige nye fagområder som interkulturel kommunikation, international kulturdialog o.lign., der har valgt det som deres livsopgave at fremstille især de muslimske indvandrere som en forfulgt minoritet, der skal beskyttes mod hån, spot og latterliggørelse – samtidig med at islams selvbestaltede talsmænd kan sige lige præcis hvad de vil om det ønskelige i at afskaffe vores frihed og som betingelse derfor vores ytringsfrihed.

For nogle dage siden bemærkede jeg et læserbrev i Jyllands-Posten fra tre elever i en niendeklasse, der åbenbart havde haft ytringsfriheden som tema i undervisningen. Og de spurgte nu, om ytringsfriheden i virkeligheden ikke var til skade for den søde forståelse, som måtte være samfundets mål. Det er sikkert noget, de hører fra deres lærere.

For et par uger siden havde jeg den tvivlsomme oplevelse at være til diskussionsmøde med imam Abdul Wahid Pedersen i den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum. Her tog imamen til orde for "færdselsregler" for ytringsfriheden. Man skal ikke bare have lov til at sige hvad som helst, hvis nogen tager anstød af det. Han ville altså have lovregler for, hvad man må sige. Dagen efter kunne man i Aalborg-pressen se ham karakteriseret som en svoren tilhænger af ytringsfriheden.

Sådan er betingelserne. Og de bliver næppe bedre de kommende år.

Ytringsfrihedens fjender mobiliserer i disse år i en grad, som vi ikke har oplevet, siden Hitler udstrakte sit herredømme til det meste af Europa, og Stalin til resten.

FN med sit berygtede Menneskeretsråd arbejder målbevidst for at afskaffe ytringsfriheden.

Det samme gør EU, som med sin såkaldte rammebeslutning fra 2008 vil forbyde kritik af etniske mindretal, religioner og meget andet, og som vil tvinge medlemslandene til at indføre straffeforanstaltninger mod enhver, der insisterer på at nævne samfundsproblemerne ved navn.

Og hvad har vores regering at sige om disse koncentrerede angreb på ytringsfriheden? Stort set ikke et kvæk. Har der været et mandfolk i regeringen, der er stået op og har sagt, at hvis EU vil tvinge Danmark til at fængsle religionskritikere eller folk, der peger på de meget alvorlige resultater af indvandringen af uintegrerbare masser fra fjerne lande, så agter vi ikke at bøje os for diktaturet? Jeg har ikke hørt nogen gøre det. Derimod hører jeg alle såkaldt ansvarlige henvise til nogle menneskerettigheder, som betyder, at vi har afskrevet os retten til at være herrer i eget hus og sige, hvad der ligger os på sinde.

Mange steder i Europa bliver åbenmundede politikere og debattører i disse måneder slæbt for retten, så man kan lukke munden på dem. Den for tiden mest opsigtsvækkende sag er den mod den hollandske politiker Geert Wilders, hvis forbrydelse består i at have gentaget, hvad muslimske talsmænd har sagt om deres egne planer – indførelse af sharia, mord på vantro og frafaldne, tæsk til kvinder, korsfæstelse af jøder osv. Det kan de roligt fortsætte med, uden at nogen vil krumme et hår på deres hoveder, mens den hollandske anklagemyndighed har travlt med at få spærret den dødstruede Geert Wilders inde. Så bliver det jo også nemmere at få ham slået ihjel.

Sandsynligvis kommer turen snart til Danmark, idet anklagemyndigheden har meddelt mig, at jeg nu er sigtet under straffelovens racismeparagraf 266b, der kan give op til to års fængsel. Jeg forstår, at det samme gælder folketingsmedlemmerne Søren Krarup og Jesper Langballe. For fuldstændighedens skyld må jeg tilføje, at der naturligvis ikke er nogen, der vil slæbe f.eks. Abdul Wahid for retten, selv om han har taget til orde for mord på frafaldne og stening af liderlige kvinder og mænd – og naturligvis for at vi skal have indført sharia som landets lov, når muslimerne bliver stærke nok. Det vil, som I ved, medføre, at alle ikke-muslimer enten skal gøres til slaver eller dræbes. Men det regnes ikke for forfølgelse af etniske grupper eller for racisme, hvorimod det betragtes som stærkt fordømmeligt, hvis nogen siger, at Abdul Wahid ikke er moderat.

Ifølge ham selv sidder han også til højbords med PET, der til stadighed benytter ham som rådgiver i islamiske spørgsmål. Oppe i Aalborg kunne han tilmed citere PETs ledelse for det synspunkt, at genoptrykket af Kurt Westergaards berømte tegning måtte betegnes som landsskadelig virksomhed. Godt nok har samme Abdul det ofte svært med sandheden, men han vover vel ikke at fremføre sådanne påstande om PET, hvis han ikke havde en vis baggrund for at gøre det.

Hvad angår udsigten til en straffesag, må jeg i øvrigt meddele, at jeg glæder mig. Jeg ved ikke, om anklagemyndigheden har taget i betragtning, at jeg i givet fald agter at føre sandhedsbevis og vidner, hvilket vil betyde, at profetens håndlangere vil få deres beskidte undertøj udstillet i en dansk retssal. Det var vist netop det, anklagemyndigheden for alt i verden ville forhindre. Og skulle jeg ende med at blive buret inde, vil jeg benytte lejligheden til at skrive atter en bog.

Heldigvis har vi jo i hvert fald ét danske forlag, nemlig Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, som kunne finde på at udgive den.  

Andre farlige fjender af ytringsfriheden kommer fra den muslimske verden – og især fra organisationer som OIC – Den Islamiske Konferenceorganisation – fra Det Muslimske Broderskab og fra regeringerne i lande som Iran, Saudi-Arabien og Tyrkiet. De har milliarder til deres rådighed og har allerede formået at få Danmarks engang førende avis, Politiken, til at bøje nakken. Det var nu heller ikke svært, for det ligger helt i tråd med bladets redaktionelle politik gennem adskillige år.

Samtidig skal vi opleve, at der snart ikke går en uge, uden at der afsløres nye sammensværgelser af kampberedte tilhængere af Muhammed, som med vold og terror vil underkue enhver, der fornærmer dem. Og det er som bekendt svært at undgå, idet selve eksistensen af mennesker, der ikke vil underkaste sig profeten, regnes for en fornærmelse mod gud.

Noget som alle ytringsfrihedens fjender tilsyneladende kan blive enige om, er at det skal være forbudt at generalisere, og derfor går deres bestræbelser ud på at indføre et sprogpoliti, der skal gennemtvinge et nyt sprogregimente, så man kan udrydde skadelige formuleringer. Teorien er, at hvis man kan forbyde folk at sige visse ord, så vil de fænomener, ordene beskriver, forsvinde.

Et af problemerne med det nye sprogregimente er naturligvis, at de vestlige videnskaber netop har bestræbt sig på at nå til frem til generaliserende udsagn i form af love og teorier og paradigmer. Og det går jo nok, hvis det drejer sig om fotoner, atomer, bakterier og den slags, for de kan ikke protestere, når nogen påstår, at de har det med at opføre sig på en bestemt måde. Taler man derimod om samfundsvidenskabelige, f.eks. sociologiske, økonomiske eller kriminologiske generaliseringer, stiller sagen sig straks anderledes. Her skal man passe morderligt på, hvis man ikke vil afhentes af politiet.

F.eks. går det ikke at udtale sig generaliserende om fredelige rumænske røvere, så bliver man meldt. Og det er helt forbudt at sige noget samlet om islam og muslimer, selv om man har brugt årevis på at studere effekterne af islams udbredelse.

Andre grupper er knapt så heldigt stillede og skal ikke regne med anklagemyndighedens eller de snakkende klassers opvartning. Når Politiken f.eks. i en nylig forsiderubrik kunne meddele, at "Danskerne elsker kokain", så nytter det ikke at melde avisen til politiet, selv om mange danskere jo aldrig har indtaget kokain, og selv om en del kokainbrugere måske ikke elsker kokain, men bare er blevet afhængige af stoffet. Og hvis man læser, at "mænd er mere voldelige end kvinder", så kan mændene godt opgive at ringe til politiet, selv om den sprogpolitisk korrekte formulering jo ville lyde: "Nogle mænd er mere voldelige end nogle kvinder".

Heldigvis har Selskabet i det forløbne år haft et aktivitetsniveau, som vi ikke hidtil har kunnet mønstre. Mange af vores bestyrelsesmedlemmer og aktivister vil utvivlsomt sige, at vi har lavet alt for meget og haft alt for travlt, og når jeg kikker ned over listen over vore offentlige arrangementer, må jeg give dem ret. I det kommende år bliver vi nødt til at nedsætte tempoet en smule, hvis vi ikke skal slide os selv op.

Jeg vil ikke har bruge for meget tid på i detaljer at omtale alle de møder og konferencer, vi har afviklet i det forløbne år. Hvortil kommer en række lignende imponerende aktiviteter iværksat af Selskabets internettidsskrift Sappho og af vores søsterforetagende Trykkefrihedsselskabets Bibliotek. Man kan læse om alle disse møder og konferencer på vore hjemmesider.

Umiddelbart efter min beretning vil chefredaktør Helle Merete Brix få ordet til en kort beretning om Sapphos aktiviteter og udvikling i det forløbne år, så jeg skal indskrænke mig til at bemærke, at tidsskriftet har oplevet rivende fremgang, som både afspejler sig i en hyppigere udgivelsesvirksomhed, en langt bedre journalistik og et kraftigt voksende besøgstal.

Også Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, som er en helt selvstændig virksomhed, har oplevet et fremgangsrigt år med mange fremragende og for det meste velanmeldte udgivelser. Nu senest feltpræst Thomas Østergaard Aalmanns bog om de danske soldater i Afghanistan, Løvehjerter, som i dag står omtalt i Jyllands-Posten. Den kan i øvrigt købes her under mødet, og det kan jeg kraftigt anbefale, at man gør.

Men lad mig ganske kort opsummere, hvad vi har foretaget os siden sidste generalforsamling.

Den 31. marts var eksil-iraneren Monireh Baradaran inviteret til at tale om de ni år, hun sad i Khomeinis kvindefængsel, et ophold hun har skildret i bogen Enkle sandheder, der samtidig udkom på Trykkefrihedsselskabets Bibliotek.

Den  4. maj havde vi besøg af den franske filosof Robert Redeker, hvis liv blev definitivt ændret af en enkelt islamkritisk kronik, offentliggjort i en fransk avis. Redeker har skildret sit nye liv under jorden i bogen Man må prøve at leve, der også er udkommet på Trykkefrihedsselskabets Bibliotek

Vi har afholdt tre store internationale konferencer.

I maj holdt vi en længe planlagt konference om ytringsfriheden i Rusland. Til at kaste lys over forholdene havde vi inviteret russiske og danske eksperter, bl.a. tidsskrift-redaktøren Yevgenia Albats, der gav et særdeles dystert billede af ytringsfrihedens vilkår og arbejdsbetingelserne for journalister i Putins Rusland.

Egentligt havde vi ikke tænkt os flere konferencer før sommerferien, men da det kom frem, at regeringen alligevel ikke ville holde den ytringsfrihedskonference, som Naser Khader tidligere havde foreslået, mente vi, at vi burde gøre det.

Derfor afholdt vi den 14. juni konferencen ”Ytringsfriheden og islam” på Christiansborg. Blandt talerne var den amerikanske psykiater og eks-muslim Wafa Sultan og den dødstruede hollandske politiker Geert Wilders.

Årets tredje og sidste internationale konference fandt sted i september. Emnet var religionsfrihed og ytringsfrihed, nærmere betegnet vantro i islam-dominerede samfund. Bl.a. kastede historikeren Bat Ye’or lys over den vilkårlige og brutale behandling, jøder og kristne gennem historien er blevet udsat for i islam-dominerede samfund. Lederen af den såkaldte Barnabas Fund, Patrick Sookhdeo, berettede om den voksende forfølgelse af kristne i islamiske samfund i dag.

Konferencen blev til i samarbejde med Islamkritisk Netværk i Folkekirken.

2009 blev også året, hvor den såkaldte fribyordning for første gang trådte kraft. Ordningen, der var blevet til på opfordring af Dansk PEN og Trykkefrihedsselskabet, giver kommunerne mulighed for at give en forfulgt forfatter ophold i deres by. Odense blev i efteråret 2009 den første by, der satte penge af til fribyordningen på det kommunale budget, og den blev hurtigt efterfulgt af Aarhus og Frederiksberg kommuner.

Tanken er, at vi i 2010 vil rette opmærksomheden mod de mere principielle debatter om ytringsfrihed. Ikke mindst ønsker vi at rette søgelyset mod udviklingen i FN og EU. Bl.a. vil vi rejse en debat om EU’s rammeafgørelse, der forbyder ”offentlig tilskyndelse til had”.

Vil en evt. fjernelse det danske retsforhold medføre, at lovgivning om ytringsfrihed, heriblandt hate speech-love, afgøres af EU-domstolen og ikke af det danske folketing?

Derudover har vi planlagt en international konference om humor og ytringsfrihed i efteråret 2010, samt et debatmøde om grænserne for kommerciel ytringsfrihed.

Kina, den voksende stormagt, har vi allerede holdt en konference om, men vi vil vende tilbage til emnet, ikke mindst Kinas effektive forsøg på net-cencur.

Vores ønske er, at Trykkefrihedsselskabet sammen med vores tidsskrift Sappho og forlaget Trykkefrihedsselskabets Bibliotek skal kunne sætte nogle dagsordner, som de etablerede medier forsømmer.

Som man bl.a. vil kunne se ud af det regnskab, vi senere får præsenteret, har vi i det forløbne år brugt mange kræfter på det internationale arbejde, idet det er vores håb, at der rundt om i verden vil blive oprettet søsterorganisationer til TFS. Ytringsfrihedens fjender arbejder hen over alle landegrænser, og ytringsfrihedens tilhængere bør naturligvis gøre det samme.

Foreløbig er der – ud over den internationale
paraplyorganisation, The International Free Press Society – oprettet trykkefrihedsselskaber i USA, Canada og inden for den seneste uge også i Finland. Det finske TFS har fået navnet Vapaan sanan yhdistys. Jeg har planer om at besøge vore finske venner senere på måneden.

Som man vil have bemærket, har det aldrig været TFS's politik at forsvare ytringsfriheden ved at holde festtaler eller udsende proklamationer om ytringsfrihedens fortræffeligheder. Vi har hele tiden ment, at man bedst forsvarer ytringsfriheden ved at give folk mulighed for at ytre sig frit. Herunder ved at give en talerstol til mennesker, der ellers har svært ved at komme til orde.

Det er der åbenbart mange, der har misforstået. De mener, at når vi inviterer f.eks. en forfulgt politiker eller intellektuel til at komme til Danmark og holde tale, så er det fordi vi er enige i alle deres synspunkter. Og da virkeligheden i dagens Europa er, at det især er borgerlige og højreorienterede, hvis ytringsfrihed forsøges knægtet, så må TFS også være højreorienteret – for ikke at sige yderst højreorienteret.

Heroverfor må vi fastholde, at vi er frihedsorienterede, men hvis man vælger at kalde ytringsfriheden højreorienteret, er der jo ikke så meget, vi kan gøre ved det.

En anden vanlig misforståelse, som vi gang på gang er blevet mødt med i det forløbne år, er, at formanden eller andre bestyrelsesmedlemmer udtaler sig på Selskabets vegne, hver gang de siger noget. Det er naturligvis forkert. Når formand eller næstformand siger noget, der skal opfattes som TFS's politik, gør vi udtrykkeligt opmærksom på det. Og når vi udtaler os på Selskabets vegne, handler det altid om ytringsfriheden. Hvad vi derudover måtte mene om f.eks. islam, homoseksuelle vielser i kirken, fodbold, skattespørgsmål eller Jordens opvarmning, er vores personlige anliggende.

Nogle er gået så langt som til at forlange, at formandens meninger skal sendes til urafstemning blandt TFS's medlemmer, før han må udtale dem. Ellers bør han gå af.

Det er naturligvis et ganske absurd forlangende. Det ville altså betyde, at betingelsen for at sidde i Selskabets bestyrelse er, at man opgiver sin ytringsfrihed. Det kunne være kønt, og den dag det krav skulle blive gennemført, er jeg ikke længere medlem.

Mange har endvidere beskyldt os for slet ikke at gå ind for ytringsfrihed, men for i stedet at være en islamofobisk forening, og at vores egentlige formål er at svine sagesløse muslimer til.

Sagen er en ganske anden: Vi har aldrig lagt skjul på, at vi betragter den aggressive islam som den umiddelbart største fare for ytringsfriheden, og at vi derfor må prioritere vores indsats om at bekæmpe denne trussel. Vi anerkender til fulde, at der også er andre udfordringer, som vi i øvrigt slet ikke har negligeret, og den dag de skulle blive farligere end islam, vil man se, at vi omprioriterer vores arbejde tilsvarende.

Men først og fremmest er vi til stadighed realister. Vi spiller med åbne kort og kalder en spade for en spade – uanset hvad de politiske og mediemæssige magthavere forlanger, at vi skal feje under gulvtæppet.

Vi har i det forløbne år fået en ny forening til forsvar for ytringsfriheden, som har taget navnet Fri Debat. Den byder vi velkommen og ønsker den al mulig held med arbejdet. Og det skal nok gå for den nye forening, for vi forstår, at man skal være meget klog for at blive medlem. Desuden må man ikke være "højrekulturalist". Det skal imidlertid ikke afholde os andre mindre begavede i at række hånden ud til samarbejde, og da vi med glæde har bemærket, at Fri Debat ligesom TFS ønsker straffelovens to krænkelsesparagraffer 140 og 266b afskaffet, har TFS foreslået, at vi fællesskab iværksætter en kampagne med dette formål.

Resultatet er blevet, at de to foreninger om få dage går i luften med et fælles initiativ i form af en hjemmeside og en underskriftindsamling. Selskabets ankermand – hvis jeg må bruge det ord om en kvinde – i dette initiativ er Eva Agnete Selsing, som har vist sig i besiddelse af formidable overtalelsesevner.

Til sidst skylder jeg at sige tak til en masse mennesker:

Først og fremmest til alle dem, der omkring juletid, da mediestormen mod Selskabet var på sit højeste, stod fast i stedet for at lade sig kyse. Jeg tænker på alle dem, der sendte mails, breve og penge eller som meldte sig ind eller tog til orde i pressen.

Tak også til dem, der trofast er mødt op til vore arrangementer. Vi vil fortsat være dybt afhængige af entreindtægter og medlemskontingenter.

Tak til dem, der de seneste uger har doneret penge til Sapphos nyoprettede Fond for Kritisk Journalistik, der allerede har vist sig at være en succes, og som jeg er sikker på, at Helle Merete Brix vil fortælle lidt mere om.

Tak til de mange frivillige aktivister, der den ene gang efter den anden har stillet op med praktisk arbejde i form af stoleopsætning, kaffebrygning, oprydning og meget andet.

En særlig tak til gastronomen Claus Bergmann Gether, der nu i to omgange har forsødet vores tilværelse med sine kulinariske specialiteter, som vi også vil kunne nyde senere i dag.

Endelig skal jeg rette en tak til den afgående bestyrelse. Arbejdsmæssigt har det været et hårdt år, og jeg ved, at mange af jer har været ved at segne, når I atter engang blev bedt om at rykke ud. Men vi har klaret det, og Selskabet står i dag stærkere end på noget tidspunkt i sin mere end fem-årige historie.

En særlig påskønnelse vil jeg give vores tidligere kasserer Leif Barbré Knudsen, der har udført et kæmpearbejde med at holde styr på vore finanser, men som af personlige årsager valgte at overlade kassererposten til en lige så kapabel mand, nemlig revisor Mogens Møller Nielsen, der har udarbejdet årets regnskab i samarbejde med Leif og vores generalforsamlingsvalgte revisor Ole Gerstrøm, som jeg også takker for veludført arbejde.

Jeg er glad for at kunne meddele, at Mogens forsætter som kasserer efter generalforsamlingen, og at han i den egenskab naturligvis deltager i Selskabets bestyrelsesmøder, uanset om han bliver indvalgt i bestyrelsen.

Lad mig til sidst bringe et citat fra en kendt dansker. Han var ikke hvem som helst, men en svoren frihedskæmper og en af de bedste stilister, vi nogen sinde har haft. Og så var han – det kan nok være af interesse at bemærke det i dag – en af Politikens stjerneskribenter.

Jeg taler om Viggo Hørup, og jeg citerer fra hans grundlovstale på Vodroflund den 5. juni 1891

Talen var et bisk og ubønhørligt opgør med de tidligere medkæmpere i Venstre, der nu talte søde ord for ikke at få ørene i det estrupske diktaturs maskine. Det var jo en tid, hvor frihedens – og ganske særligt ytringsfrihedens – forkæmpere risikerede bøder og fængsel for at sige deres mening.

Hørup kaldte i talen disse dialogsøgere for "sammensmeltere". I dag ville vi nok kalde dem ellemænd, tøgerister, professorer, eksperter eller radikale. Alle dem, der arbejder som besatte på en sammensmeltning af Danmark og islam – og derfor på en demontering af vores ytringsfrihed, så den ikke bliver beskere, end at den kan indpasses under shariaens krav.

Hvad sagde Hørup ved den lejlighed for godt hundrede år siden?

"Det er, som talte vi lutter elefanter i dette lille land. Jeg hørte mange ord, men de fleste strøg langs jorden som svaler inden regnvejr. Var der et enkelt fedt ord iblandt, så var der desto flere, der blot var fedtede. Var der et enkelt besk ord imellem, så var der hundrede for ét af dem, der begynder surt og ender sødt, af dem der slår i forsætningen og bér om forladelse i eftersætningen. ...

[De] ord, der nu drypper fra sammensmelternes læber, de er som mælk og honning. Det er mindre ord. Det er ikke elefanter. Dersom de ord skulle lignes ved dyr, så blev det ganske små og flade dyr, de skulle lignes ved. ...

Bag ved ordene ser jeg en svamp, en uhyre svamp! Den svulmer af et eneste begær: efter at slette, efter at viske ud. Den driver af en eneste angst, angsten for at noget skal fænge og tænde, angsten for at noget levende ord skal blive til vilje og kraft i vort folk!

Sådan en svamp var den offentlige mening i denne stad.

Og nu driver det ud over landet. Nu er det svampens tid, nu er det svampens ånd. Nu er det løsenet, at det hele skal jævnes ud og vrøvles ud og røres sammen, og ethvert skel ... trædes fladt med jorden. ...

Det er den ny politik og den ny ånd, svampens og sammensmeltningens ånd. ...

Men vi vil ikke puttes i deres sorte gryde, vi trænger ikke til deres hviletid, vi trænger til at føre vores sag fremad og føre den til ende. Og sandheden er, at de kan aldeles intet slette, ikke et eneste ord, thi ethvert ord, der har haft ærinde til nogen mand eller kvinde, det dør ikke, det lever videre og avler tanker og meninger og nye ord for den næste slægt. Ikke en mærkepæl kan de rokke, ikke et vejskel kan de flytte. Og godt er da det. Thi hvor der er mænd, der er også forskel og hvor der er vilje, der ere grænser satte og linjer dragne og dem skal de ikke slette, thi disse linjer, de er løftestængerne i et folk. Kun én ting kan de. De kan gå over stregen og gøre fjenden stærkere for en dag, for et år, for en tid, men grænsen lader de stå."

Sådan er der ingen, der kan udtrykke sig i dag. Og det må man heller ikke, hvis man ikke vil have myndighederne og den offentlige mening på nakken.

Derfor kan jeg heller ikke udtrykke mig så klart eller prægnant, som Hørup gjorde, men jeg ville ønske, at vi kunne genvinde retten til vores sprog. Og det er min forvisning, at Trykkefrihedsselskabet vil gå forrest i den kamp.

Følg os her: