"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Dan Park's gallerist lukker og slukker efter trusler og hærværk

10. november 2014 - Artikel - af Uwe Max Jensen

Henrik Rönnquist har tidligere udstillet Lars Vilks' værker

Henrik Rönnquist vælger i stedet at flytte til København og han er ikke den første svensker, der tager denne konsekvens af Dan Park-sagen.

I Danmark fik kunstneren Kristian von Hornsleth smadret vinduet til sit galleri i Bredgade, da han offentliggjorde, at han agtede at lægge lokaler til Trykkefrihedsselskabets udstilling af den svenske gadekunstner Dan Parks værker.

Da hærværket ikke fik Hornsleth til at trække sig, blev kunstneren og hans familie truet. Det var dråben, og Hornsleth trak sig fra projektet.

I Sverige er situationen lige så slem. Gallerist Henrik Rönnquist fra Galleri Rönnquist och Rönnquist i Malmø udstillede i juli Dan Park. Før udstillingen, der havde den - skulle det vise sig - profetiske titel Fængslende gadekunst, blev et af galleriets vinduer smadret med en brosten.

Til ferniseringen blev Dan Park ført bort af politiet og siden fængslet, mens flere af de udstillede værker blev beslaglagt af ordensmagten.

Ved en senere retssag blev Dan Park idømt seks måneders ubetinget fængsel for hetz mod folkegruppe og injurier; det blev besluttet, at de de ni beslaglagte værker skulle destrueres, og Henrik Rönnquist fik dagbøder og en betinget fængselsstraf med en prøvetid på to år for at have vist udstillingen i sit galleri.

Siden fulgte hærværk på galleristens hjemadresse, og en voldsmand, der konfronterede ham fysisk i galleriet, og nu er målet også fuldt for Henrik Rönnquist. Han har besluttet at lukke sit galleri i det centrale Malmø.

To fængsler

Det markerede han lørdag aften med en fernisering på en udstilling, der ikke rummede et eneste kunstværk.

"Jeg ved ikke, hvad jeg kan hænge på væggene, måske opfatter anklageren værkerne, som i strid med lovgivningen," forklarer Henrik Rönnquist til Trykkefrihed og fortsætter:

"Jeg bor i to fængsler. Dels hjemme, hvor jeg ikke kan have mit navn på døren, og i mit galleri. Normalt holder jeg døren låst. Presset på mig har været stort, og det er en uholdbar situation."

Henrik Rönnquist, der tidligere har vist to udstillinger med den svenske Muhammed-tegner og konceptkunstner Lars Vilks, i sit galleri, har besluttet sig til at fokusere på noget andet i et stykke tid.

Han er overrasket over, at situationen har udviklet sig henimod hærværk, vold og trusler.

"Jeg var godt klar over, at der kunne blive et ramaskrig i kølvandet på udstillingerne. Men jeg havde ikke forventet dette. Jeg er gået fra at sælge kunst til at blive ytringsfrihedsforkæmper. Det havde jeg ikke regnet med," siger Henrik Rönnquist til Trykkefrihed.  

Kunsten, som Henrik Rönnquist tidligere solgte fra sit galleri, er i dag placeret et hemmeligt sted. Henrik Rönnquist håber, at han får mulighed for at vise kunst på et senere tidspunkt, men det bliver sandsynligvis ikke i Sverige.

"Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske. Jeg ønsker at fortsætte med at arrangere udstillinger, men det bliver ikke i Sverige, men måske internationalt, hvor jeg ikke kan dømmes efter svensk lovgivning," fortæller Henrik Rönnquist.

Vælger Danmark

Støtten fra Danmark i forbindelse med Dan Park-sagen, der har fået massiv dækning i samtlige danske medier, men stort set er blevet ignoreret i Sverige, har også været afgørende for Rönnquist's beslutning. 

"Jeg vil gerne bo i København og leder efter en bolig," siger galleristen. 

Hvis Henrik Rönnquist flytter til Danmark, bliver han ikke den første svensker, der tager turen over sundet på grund af den tilspidsede ytringsfrihedssituation hinsidan, Journalist Ingrid Carlqvist, der er chefredaktør på avisen Dispatch International, valgte som en direkte udløber af dommen over Dan Park at flytte til Danmark, hvor hun nu bor på en hemmelig adresse.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg