"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Fyns Politi bryder Grundloven – uden kritiske reaktioner i vore mainstreammedier

23. oktober 2019 - Artikel - af Michael Pihl

Man kan mene om Stram Kurs og Paludan, hvad man vil, men den grundlovssikrede forsamlingsfrihed gælder også for dem. Ligesom den i øvrigt gjaldt under åben himmel, da Politiet i marts 2019 tillod Hitzbut-tahrir at afholde en demonstration foran Christiansborg. Mig bekendt er det første gang, at Politiet ligefrem har forbudt et politisk parti at afholde årsmøde.

”Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred” – således er forsamlingsfriheden sikret i Grundlovens §79.

Forsamlinger kan altså kun forbydes – ”under åben himmel” – hvis der er fare for den offentlige fred. Alligevel valgte Fyns Politi fredag 18.10. 2019 at nedlægge forbud mod partiets Stram Kurs årsmøde, som partiet lidt latterligt kalder dets ”Rigskongres”. Fyns Politi begrunder forbuddet mod Stram Kurs årsmøde ”… på baggrund af den aktuelle sikkerhedsmæssige situation i forhold til Rasmus Paludan”. Fyns Politi tilføjer i en pressemeddelelse, at det ikke har yderligere kommentarer til beslutningen og at der ikke vil blive givet interview i anledning af sagen.

Stram Kurs årsmøde var fastsat til at finde sted indendørs på et hotel og faren for den offentlige fred udgik formentlig ikke fra selve partiets medlemmer, men fra partiets modstandere.

Dermed ser det ud til, at Fyns Politi har omgået forfatningens bestemmelser, der kun hjemler forbud mod forsamlinger til fare for den offentlige fred under åben himmel– og i øvrigt afviser at svare på kritiske spørgsmål om en sag, der ligner et klart brud på Grundloven og en krænkelse af den grundlovssikrede forsamlingsfrihed.

Ikke desto mindre har mainstreammedierne reageret på denne sag med en larmende tavshed. Her må man forestille sig, hvad reaktionen have været, hvis f.eks. partiet Enhedslisten eller det Radikale Venstre havde fået nedlagt forbud mod deres årsmøder med begrundelsen, at der forelå trusler imod dem.

Man kan mene om Stram Kurs og Paludan, hvad man vil, men den grundlovssikrede forsamlingsfrihed gælder også for dem. Ligesom den i øvrigt gjaldt under åben himmel, da Politiet i marts 2019 tillod Hitzbut-tahrir at afholde en demonstration foran Christiansborg. Mig bekendt er det første gang, at Politiet ligefrem har forbudt et politisk parti at afholde årsmøde. Man kan diskutere, hvor f.eks. Paludan, Stram Kurs og Hitzbut-tahrir skal have ret til at afholde demonstrationer, men den grundlovssikrede forsamlings-og ytringsfrihed gælder også for dem. I hvert fald så længe de ikke virker ved eller søger at nå deres mål med vold.

Landets justitsminister må efter vores mening gå ind i denne sag og forklare Fyns Politi, hvorfor Grundloven også gælder for partiet Stram Kurs.

Indtil videre har ingen lederskribenter eller mainstreammedier problematiseret denne sag. Kun nogle kritiske bloggere og kommentarer på sociale medier har taget sagen alvorligt.

Den manglende kritik og diskussion i danske mainstreammedier af Fyns Politis grundlovsbrud i weekenden synliggør i øvrigt også nødvendigheden af en fri, demokratisk samfundsdebat på sociale og i alternative medier.

 

Artiklen har været bragt i 24Nyt

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg