Det er altid en kraftanstrengelse at deltage som såkaldt arrangør på Folkemødet: det kræver måneders forudgående planlægning af debatter og events, det koster, så jorden ryster (omkostningerne i år alene til standplads, teltleje mv. beløb sig i år til over 40.000,00) og det er en både logistisk og praktisk udfordring at få alt på plads og i orden så de planlagte events kan blive afviklet til tiden og afsluttet i rimelig tid, inden det næste arrangement skal begynde. Hertil kommer, at man i de tre dage Folkemødet varer, er konstant på og koncentreret om at sørge for, at alt forløber planmæssigt og at både debattører og tilhørere får, hvad de er kommet efter.
I vores telt, Frihedens Station, havde vi ydermere den udfordring, at vi var 5 vidt forskellige organisationer og privatpersoner, der skulle koordinere indbyrdes: Dansk Regnbueråd, Ord mod Ord, Islamkritisk Dialogkaffe (Jaleh Tavakoli), Karen West og Trykkefrihedsselskabet. Alligevel havde vi et forrygende Folkemøde med 21 events og debatter, der ikke bare blev afviklet super professionelt, men også havde en politisk relevans og et intellektuelt niveau, der mildt sagt matchede alt, hvad der ellers blev udbudt på årets Folkemøde.
Og vi havde en fest, mens det stod på, hvilket i sig selv var en bedrift, for Folkemødeledelsen havde gjort, hvad de kunne for at lægge os hindringer i vejen: først kunne vi ikke få vores events godkendt og lagt på folkemødeappen, så inviterede Folkemødets direktør, Peter Christiansen, unge pro-palæstinensiske demonstranter til Folkemødet for at lægge ”illegitime” debatter (vores) ned – og som et fysisk forsøg på at udgrænse Frihedens Station, blev vi tildelt det alleryderste telt på hele Folkemødet langt væk fra de andre politiske organisationer, ganske givet i den hensigt at tage modet fra både os og eventuelle interesserede tilhørere til vores debatter. I hvert fald oplyste en medarbejder på Folkemødesekretariatet, at det var ”en politisk beslutning” at henvise os til det yderste telt.
Men det er vand i stranden for intet af det virkede: vi havde fuldt hus til næsten alle events og oplevede kun én – kortvarig – afbrydelse af debatterne i Frihedens Station: det skete allerede torsdag på Folkemødets første dag, hvor Karen West interviewede Socialdemokraternes Frederik Vad om hans ”3. erkendelse”: få minutter inde i debatten rejste en gruppe unge sig og foldede palæstinensiske flag ud, mens de råbte ”Ingen taletid til racisme”. De blev i løbet af få minutter bogstaveligt talt pebet ud af teltet med dommerfløjter indkøbt til lejligheden, hvorefter mødet blev genoptaget som om intet var hændt – og de pro-palæstinensiske unge viste sig ikke igen – hverken i vores telt eller ved andre debatter på Folkemødet.
Frihedens Station har med sine events om ytringsfrihed, kønskonstruktivisme, islamkritik, Israel-Hamas-debatter, maksuline værdier og værdikollaps været et åndehul på et Folkemøde, der ellers var præget af konformisme og bæredygtig klima-angst. Og trods træthed og udmattelse, var vi enige om at gentage succesen næste år – uanset modstand fra den ekstreme venstrefløj, hvad enten det så er de unge pro-palæstinensiske demonstranter eller den gamle, venstreekstreme folkemødedirektør.
Tak til alle, der har bakket os op – ikke mindst økonomisk: vi havde ikke kunnet gennemføre Folkemødet på samme niveau uden alle de økonomiske bidrag, vi har modtaget i forbindelse med vores indsamling. Alle events på Frihedens Station kan ses på Trykkefrihedsselskabets Facebookside.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
