Er opstanden i Egypten en sejr for ytringfriheden? Læs Lars Hedegaards kommentar.Et usselt diktatur
Flere har undret sig over, at Trykkefrihedsselskabet ikke har udtrykt begejstring for det kæmpefremskridt, som den igangværende egyptisk opstand ses som udtryk for.
Det må skyldes, at vi er ligeglade med ytringsfriheden.
Vi har aldrig været i tvivl om, at Egypten er et usselt diktatur. Det ved vi blandt andet fra vore venner blandt egyptiske dissidenter. Men vi plejer altså ikke at strø om os med protestskrivelser.
Vi har heller aldrig sagt et ord om Nordkorea eller hundrede andre undertrykkelsesregimer – uden at man af den grund bør slutte, at vi er ligeglade.
Flere opfatter de egyptiske tildragelser som en nøje parallel til den frihedsbølge, der i 1989 oversvømmede det sovjetiske imperium, og som medførte, at vi i dag kan glæde os over en række nye demokratiske lande med ytringsfrihed og folkesuverænitet.
Opgør med totalitarisme nødvendig
Men Egypten befinder sig ikke 1989 og ligger ikke i Østeuropa.
Uden et fundamentalt opgør med den religiøse totalitarisme er friheden umulig. Friheden kan ikke sikres ved, at opbragte menneskemængder går på gaden og forlanger demokrati nu.
Sådan begyndte vores vestlige demokrati heller ikke. Kampen for frihed, ytringsfrihed og den menneskelige emancipation startede et helt andet sted, nemlig som et opgør med autoriteter og magthavere, der påberåbte sig en særlig adkomst til at tale på Guds vegne – og som forfulgte enhver, der havde en anden opfattelse.
I Vesten varede denne kamp i århundreder og krævede uhyre ofre. I den muslimske verden er den knap nok begyndt.
Hvis vi skal knytte ringeste forhåbninger til demokratiske revolutioner i Islams Hus, må opgøret starte med det religiøse idioti. Ellers ender enhver omvæltning – uanset hvor mange gode hensigter de modige frihedskæmpere måtte være besjælet af – med et værre diktatur, end det man havde i forvejen.
Den iranske revolution
Også den iranske revolution i 1979 blev båret frem af unge kvinder med flagrende hår og unge mænd med hovederne fulde af ædle ideer. Få uger senere var kvinderne pakket ind fra top til tå, og frihedskæmperne sad i det islamiske regimes torturcentre.
Et såkaldt demokrati, der ikke bygger på trosfriheden og på retten til at sige lige præcis hvad man vil om religiøse autoriteter, ender som én mand, én stemme – én gang.
Hvilken frihed og hvilken ytringsfrihed skal vi påregne i Egypten, hvor 67 pct. af befolkningen ønsker sig en islamisk stat, hvor 74 pct. kræver nøje overholdelse af shariaen, og hvor 80 pct. af pigerne bliver kønslemlæstet?
Hvad skal man mene om frihedskæmpere, der holder fællesbøn midt under demonstrationen og dermed viser, hvilket styre de i virkeligheden vil have?
Det nødvendige opgør med den islamiske formørkelse kræver kvinder og mænd af en meget sjælden støbning. Dem vil vi gerne støtte, og det har vi gjort hele tiden.
Ovenstående er en let redigeret udgave af en kommentar i dagens Jyllands-Posten
Læs også Ayaan Hirsi Alis Get ready for the muslim Brotherhood
