Et af de forhold, som kendetegner vor tids mentalitet, er en ganske markant individualisme.
I stedet for at spørge, hvordan min indsats kan hjælpe andre – f.eks. mennesker i nød – er et af de store spørgsmål blevet, hvad kan jeg ”bruge” dette eller hint til.
Det er ikke længere suspekt at bedømme værdien af det, jeg foretager mig, ud fra, om kan svare sig for mig. Det moderne menneske er blevet et ”homo oeconomicus”, et væsen, der vil udfolde sig selv, og som vil måle alt efter, på hvilken måde det gavner selvet, som den tyske samfundskritiker Marion Gräfin Dönhoff har udtrykt det.
Denne individualisme er blevet muliggjort gennem traditionstabet og historieløsheden.
Det skal ikke forstås sådan, at de gode, gamle dage var meget bedre end nu, eller at vi skal søge tilbage til fortiden. Nej, jeg vil snarere frem til en forståelse af historien og traditionen som noget, der bevarer vores identitet og vores selvforståelse.
En hjertets og hjernens dannelse, som bærer en række faktorer, der gør os til mennesker, og som vi går i stykker ved at miste.
Lad mig illustrere min tankerække med to eksempler.
Evig underholdning, aldrig ro
Det første eksempel er filmatiseringen af Ray Bradburys fremtidsroman, ”Fahrenheit 451”.
I filmenskildres et fremtidssamfund, hvor det er blevet forbudt at have bøger, og hvor brandvæsenets opgave ikke er at slukke brande, men at rykke ud og brænde de bøger, der måtte opdages. Det eneste, der er tilladt i dette overfladiske mareridtssamfund, er tv’ets underholdningsshow og diktatorens taler og hilsener med alle de sentimentale banaliteter. Det er det totalt overfladiske samfund, hvor diktatorens magt er uindskrænket, og hvor der ingen inspiration er til nogen form for eftertanke.
Der er dog en lille gruppe, der lever som en slags partisaner, isoleret fra det øvrige samfund. De bekæmper ikke direkte det andet samfund med magt, men de forsøger at bevare den litteratur, der nu er ved at forsvinde. Og da bøger er for lette at opdage og destruere, har hvert medlem af gruppen fået til opgave at lære et af de store værker i verdenslitteraturen udenad.
I Ray Bradburys fremtidssamfund lever mennesket totalt åndsforladt. Der er ingen søgen efter en sandhed uden for verdenen, men alt er i stedet underholdning, og de store begreber og ord giver ikke længere mening og indhold, for ingen forbinder dem med noget.
Der er ingen forfattere, der kan lære dem at være mennesker og være med til at give en identitet. I et sådant samfund vil åndelige forhold være reduceret til banaliteter, og der vil aldrig være stilhed, for stilheden maner jo til eftertanke og refleksion.
Partisanerne i filmen vidste, hvad der var på spil, og derfor risikerede de deres liv for den opgave, det var at bevare den litteratur, der var med til at give mennesker en identitet.
Livgivende litteratur i koncentrationslejren
Et andet eksempel er den østrigske psykiater Viktor Frankl, som i bogen, ”Psykologi og Eksistens”, skildrer sine iagttagelser, da han som jøde måtte tilbringe flere år i tyske koncentrationslejre.
I en af lejrene opstod der en aften det rygte, at der næste morgen skulle afgå en fangetransport med et ukendt antal fanger til en ny lejr. Ingen vidste, hvor mange eller hvem der skulle med.
Den samme nat var der indbrud i lejrens bibliotek, hvor folk sikrede sig små bidder af deres yndlingslitteratur såsom Bibelen, de store filosoffer, de store forfattere, en eller to sider, som folk håbede på at kunne skjule på rejsen. Hvorfor? Fordi det netop på dette tidspunkt gjaldt om at sikre sig det, der fastholdt sidste rest af identitet, det, der gjorde dem til mennesker. De vidste, at det var nu, det gjaldt om at sikre sig, hvad der var tilbage af deres identitet og deres menneskelighed.
Når jeg specifikt nævner mine to eksempler ovenstående er det, fordi vi i dag lever på en måde, som i meget vid udstrækning har ignoreret de forhold i traditionen og historien, som giver os et livsgrundlag, og som lærer os at blive mennesker.
Derved opstår der et tomrum, et eksistentielt vakuum. I dette tomrum indtræder nogle temmelig fattige forsøg på at kompensere for manglerne.
Den store tomhed
Et af forsøgene går ud på at skabe vores egen lykke eller være vort livs egne arkitekter. I denne sammenhæng hører man ofte ordet ”livsstil” anvendt, som om det ville være muligt at påtage sig en særlig måde at leve på, ligesom man eksempelvis om morgenen tager en skjorte eller en kjole på.
Vi trænger til at få at vide, at man ikke kan skabe sit eget liv, uden at det bliver til skaberi, bogstaveligt talt. Spørgsmålet ”hvad skaber du dig for” rummer jo, ud over en vis nedladenhed, også en sproglig rigtighed, for når vi bogstaveligt talt skaber os, kommer der jo kun forstillelse ud af det. De væsentligste sider i livet er netop ikke noget, vi kan skabe selv; de må gives til os. Igen viser sproget hen til fænomenet.
Man kan for eksempel ikke sige:”Jeg tager den kærlighed, jeg har brug for”, uden at sætningen virker absurd. Kærlighed kan kun modtages og aldrig besiddes som en ting. En idé kan heller ikke tages, men det hedder i stedet, at man får en idé. Og om selve livet gælder det jo også, at den, der forsøger at bemægtige sig det helt ved at ”tage det”, mister det definitivt.
For at opsummere: Traditioner er noget, der videregiver de opdagelser, mennesket har gjort ned gennem historien, og netop på en måde, som ingen enkelt generation nogensinde ville kunne finde frem til. Frem for at have den ubetingede selvrealisering som mål trænger vi til at vende billedet om.
Den ægte menneskelige eksistens er ikke karakteriseret ved selvrealisering, men ved opmærksomheden rettes mod noget eller nogen uden for selvet.
Verbet eksistere betyder netop ”at træde ud over”, underforstået ud over sig selv. At være menneske er at være åben mod verden, ellers er der noget galt. At være menneske indebærer en forbindelse eller et forhold til noget eller nogen uden for sig selv.
Albert Schweiter sagde det engang på denne måde: ”Jeg har aldrig mødt et lykkeligt menneske, uden at dette menneske havde en person eller en sag, det var hengivet til”.
Hvor dette forhold vendes på hovedet, vender vi menneskets rettethed mod et meningsfyldt liv på hovedet. Ligesom vi også fordrejer nogle centrale begreber som frihed og ansvarligheden. Vi lider netop under, at friheden er blevet misforstået til at være den totale selvudfoldelse.
Men friheden er altid en frihed i forhold til noget. Det er først og fremmest en frihed til at være et ansvarligt væsen. Og den ægte ansvarlighed er altid rettet mod noget uden for os selv.
Derfor er ansvarlighed aldrig uden forbindelse til andre, tværtimod åbner den sig altid mod verden.
Lars Mikkelsen er lærerstuderende
