Trykkefrihedsselskab i trodsalderen
Jeg vil også gerne ile med en lykønskning til Selskabet på femårsdagen og sige, at Selskabet blev født som en herlig lømmel og er forblevet en herlig lømmel. Det er godt. For nogen skal jo gøre det beskidte arbejde.
Jeg kommer her til at tænke på min egen treårige søn. Han befinder sig i det, man af gode grunde kalder for trodsalderen, og indimellem tvivler jeg på, om han nogensinde vokser fra den. Men det håber jeg aldrig, at dette Selskab gør; vokser fra sin medfødte trods og kritik af tidens magter, for det er netop dette beskidte arbejde, som Selskabet er sat i verden for at udføre, og det synes jeg – som ganske menigt medlem – at I gør fremragende – så tak for det og tillykke med dagen.
Pressefrihed ved et tilfælde
Se, nu véd jeg ikke, om pressen er til stede i dag – mon ikke den holder fri med afspadsering, børns første sygedag, pension, barsel og hele pivtøjet – men uanset hvad, så jeg har tænkt mig at tale lidt om pressefrihed.
Det forekommer mig oplagt på en dag som denne, ligesom det just forhindrede komplot mod Jyllands-Posten stadig runger i mit baghoved.
Men når jeg gerne vil snakke pressefrihed, så skyldes det ligeledes, at jeg for nylig kom til at læse en bog om frihedens historie i Storbritannien og Amerika skrevet af den unge engelske historiker Ben Wilson. Bogen hedder “What Price Liberty? How Freedom Was Won And Is Being Lost” – og udkom i sommer (Faber and Faber 2009).
Her hævder forfatteren, at pressefriheden kom til verden ved en tilfældighed, som en art lykketræf. Friheden var altså ikke et resultat af politisk-filosofisk refleksion. Det var ikke ideen, der befrugtede materien. Næ, da pressefriheden blev indført i England trods Vilhelm 3.’s modvilje, skete det netop, fordi et forslag om strengere censur blev rejst i parlamentet i 1695.
Der skete nu det, at forslaget mødte modstand blandt resterne af de republikanere, der havde henrettet Karl 1. i 1649, og blandt de, der nu kaldte sig for whigger. At stramme censuren, det var for galt. Og pludselig, nærmest ved en fejltagelse blev der pludselig flertal for og beføjelse til helt at kvitte censuren.
Det var med andre ord ikke en ny rettighed, der blev indført, men en gammel restriktion, der blev fjernet. Således blev pressefriheden indført i England: Hovsa!
Nu er England, der i 1707 blev til Storbritannien, ikke et tilfældigt land. Den engelske grad af frihed, som var udstrakt, har længe været berømt og berygtet. Samme Vilhelm3., der var nederlandsk statsholder og hærfører, før han blev engelsk konge ved landgangen i 1688, klagede snart over englændernes, især de borgerliges mangel på respekt for kongen og de kongelige følelser. Englænderne var uhøflige over for den royale klasse og den nedarvede ærbødighed, der normalt blev samfundets VIP’ til del på denne tid i det øvrige Europa. Hvad var det med de englændere? De mest modige af dem gjorde nar, lavede satire og udgav alle mulige samfundsnedbrydende pamfletter og manifester. I 1640 blev 22 politiske pamfletter udgivet. Blot to år senere var tallet tæt på 2.000.
Vilhelm 3., selv ud af en calvinistisk slægt, forstod det ikke, og kom nok aldrig til at forstå det. Han var en fremmed fugl og allerhøjst en de facto-konge i den forstand, at han måtte finde sig i parlamentet og tilpasse sig den engelske debatkultur, som kun skulle få endnu mere saft og kraft op gennem 1700-tallet og forblive en torn i øjet på kongehuset.
Antologiens nødvendighed
Alligevel er der i mine øjne forskel på begrebet pressefrihed og dets konkrete udspring i den engelske kontekst.
Pressefriheden og de andre friheder, vi plejer at nævne i forbindelse hermed, voksede frem over en lang tid og som et resultat af mange vidt forskellige menneskers tanker og handlinger i vidt forskellige sammenhænge. Dette skyldes helt generelt, at alle begreber, ideer – og i øvrigt også mennesker – har en historie. Selv Ødipus, en selfmade man, lykkens pamfilius, forelsket i sig selv, havde en historie, dvs. var blevet til noget på baggrund af noget andet. Han havde blandt andet myrdet sin far. På samme måde har pressefriheden i England i 1695 også en forhistorie.
Det er denne forhistorie, fødselsdagsantologien forsøger at fortælle gennem knap 60 kendte og mindre kendte tekster, der kan læses som førstehåndskilder til frihedens tilblivelse. Det er – og nu må I undskylde min opremsning – frihed forstået som heroisme, frihed til at skrive for andre, frihed som variation, selvværd, viden, demokrati, ligeværdighed, åndelig frihed, frihed som almen lov, frihed som lighed med Gud, selvstyre, sjælsfrihed, frihed til at fejle, frihed som samtale, fri fortolkning af universet, frihed som naturret, frihed til at tvivle, trykkefrihed, tankefrihed, ytringsfrihed, politisk frihed, frihed til at vide offentligt, frihed som uafhængighed, union, borgerlig frihed, moderne frihed, frihed som religionskritik, civilisationskritik, systemkritik, økonomisk frihed, frihed som litteratur, frihed til at være sig selv og retten til hån, spot og latterliggørelse.
Her er mindst 35 forskellige definitioner. Når man taler om frihed singularis, bliver den meget hurtigt til frihed pluralis. Der har i Europa og Vesten eksisteret et utal af definitioner på frihed, og det er nogle af de mest centrale, antologien samler og eksemplificerer.
Formålet er ikke at vise, at de 56 forfattere er enige om frihedens væsen. Snarere tværtimod. Men de er enige om, at friheden er elementær, har en pris, og de er overraskende villige til at betale den. Således måtte mange af forfatterne søge skjul for magthavere, drage i eksil eller udgive deres skrifter anonymt, for nogles vedkommende efter at være havnet på pavekirkens sorte liste. Sokrates blev forgivet, Jesus korsfæstet, Marsilius jaget, Bruno brændt på bålet, Grotius spærret inde, mens Descartes søgte ly i Holland, hvor Locke nærved blev dræbt, og Voltaire stak af til England, hvor Rushdie måtte leve under jorden, før han drog til New York, hvor også Hirsi Ali søgte hen. Alle deres forskelle til trods personificerer de og deres skrifter noget helt forbilledligt og menneskeligt unik. Nemlig, ideen om – eller skulle jeg hellere sige – eksistensen af det enkelte menneske, som ud fra sin personlige overbevisning og samvittighed tager livtag med tilværelsen, og som har modet til at tænke selv, også i opposition til tidens magthavere, den enevældige samfundsmagt, den religiøse ortodoksi, grupper af eksperter eller den offentlige mening, dvs. den mening, man offentligt tør udtrykke. Frihed er nu engang utænkeligt uden individer.
Man skal ikke være nobelprismodtager eller hedde Barack Obama for at forstå, at vi i dag stadig er forbundet med disse tekster, som rager op over tilfældighedernes tage og hverdagens mikropolitiske disput. Dette er sådan set makropolitik, dvs. hvad politik egentlig og ret beset må handle om: frihed. Hvordan får vi den – og hvordan sikrer vi den? Sådan spurgte de dengang, og sådan må vi spørge i dag – og sørge for, at friheden overhovedet er et tema i den løbende politiske diskussion. Politikere, medier og meningsdannere får alle mulige fikse ideer afhængigt af tidsånd og modeluner. Så vil de skabe tryghed. Så vil de skabe lighed eller sundhed eller lykke eller dialog eller anstændighed eller lavere temperaturer. Friheden derimod synes at være på retur – eller også er vi bare begyndt at kede os i dens selskab. Men friheden er altid aktuel, om ikke andet fordi den altid har fjender, der vil den til livs.
Antologien henvender sig, som vi skriver i forordet, til alle, der interesserer sig for frihed, og er ment som et redskab til undervisning i gymnasiet, på højskoler og landets højere læreranstalter – samt til de mange, der undervejs i det danske uddannelsessystem, herunder mig selv, sagde hunden, fik en mangelfuld indføring i disse emner. Bogen henvender sig tillige til indvandrere med interesse for den vesterlandske frihedstradition og til dem, der pr. refleks opfatter demokrati som flertallets ret til at herse med mindretallet. For som flere af antologiens tekster antyder, er demokrati ikke alene flertalsstyre, men kan og må også forstås som en styreform, der tillader dissens og offentlig polemik, og det endda med vidtrækkende konsekvenser til følge.
Faktisk har en tekstsamling om frihed manglet på dansk, hvor nærliggende emnet end må siges at være, og den aktuelle politiske situation i Danmark og resten af Europa gør den ikke mindre akut. Hvis vi skal kunne forholde os fornuftspræget til det, der sker i nuet og i mediernes malstrøm, kræver det et vist kendskab til den tradition for frihed, som de vestlige samfund har fostret op igennem århundreder og stadig bygger på. Ikke blot for historiens skyld, men så sandelig også for nutidens og fremtidens skyld.
Når man læser disse tekster fra Perikles og frem, kan det være svært at forstå, at de for flertallets vedkommende blev skrevet for længe siden, og det er oplagt at drage den konklusion, at historien er samtidigt med os, dvs. at fortiden er nutidig, og om det grundlæggende spørgsmål – til trods for den moderne tilværelses materielle komfort, ikke stadig er spørgsmål om frihed eller død.
Frihedens forhistorie
Nej, jeg er ikke helt færdig. Der er stadig et par personlige pointer, jeg gerne vil have hamret op på væggen bag mig.
Den første er, at frihed ikke er noget, vi opfandt her til morgen eller i går for den sags skyld. Den anden er, at frihed koster. Man kan dø af det – mange steder på kloden, og sådan har det for øvrigt altid været.
Frihed er nemlig ikke noget, vi såkaldt moderne menneske opdagede eller udtænkte ud af det blå. Det er ikke Salman Rushdie eller Hirsi Ali, der har fundet på friheden, hvor stor en sympati man end nærer for deres forehavende.
Frihedens historie er mere langstrakt, end vi normalt går rundt og tror, og strækker sig over mange århundreder. Når jeg ser tilbage – og jeg understreger, det er min personlige og øjeblikkelige fortolkning – så forekommer det mig, at vores moderne frihed i meget høj grad er blevet til på grund af en teologisk krise indenfor kristendommen fra omkring år 1300 og frem til 1600-tallet. Det er i denne periode og i kristendommens indre kampe, vi skal lede for at finde frihedens moderne væsen. I den flere hundrede år lange konflikt mellem menneske og Gud, fornuft og åbenbaring, stat og kirke, kejser og pave, monarki og imperium, mellem skolastikere og nominalister, katolikker og protestanter, mellem konfessionel enhed og dogmatisk dissens, mellem dogmernes entydighed og den enkeltes samvittighed. Vi skal kigge om bag ved det slør, som moderniteten har iført sig for at skjule sin oprindelse.
Vi tager med andre ord fejl, hvis vi antager, at frihed, selv vor moderne frihed, partout er ateistisk eller antireligiøs. Selv er jeg areligiøs og udmeldt af Folkekirken, fordi jeg ikke kan fordrage alle de fucking SF-præster. Men jeg får øjnene stadig mere op for de produktive antagonismer i kristendommen, sådan som den er blevet fortolket og nyfortolket i tidens løb.
Her tænker jeg ikke kun på de middelaldertekster, vi har fundet plads til i antologien. Jeg tænker også på dem, vi ikke har fået med, heriblandt nogle af de mere sekulære, kristne, intellektuelle heretikere, som gjorde op med skolastikken, pavekirken og forestillingen om universelle sandheder. F.eks. franciskanerbroderen William af Ockham, der skrev sine afgørende værker mellem 1317 og 1324, og indirekte åbnede op for en ny fortolkning af den menneskelige frihed. De af jer, der har læst Rosens navn af Umberto Eco eller set filmatiseringen med Sean Connery i rollen som Ockham eller en, der vistnok skal ligne, vil nikke genkendende. Jeg selv har ladet mig inspirere af Michael Allen Gillespies mesterlige nye fremstilling The Theological Origins of Modernity, altså ”Modernitetens teologiske oprindelse” (The University of Chicago Press 2008). Bare titlen er heftig.
Frisættende kaosgud
Det nye ved Ockham var i første omgang ikke et nyt syn på mennesket, men et nyt syn på Gud. Ockham ville finde frem til en renere og i hans øjne mere ægte kristendom. Gud skulle tros og æres, men ikke forstås og bevises. Ockham ville redde troen, ikke ødelægge den. Der skete bare det, at hans nye gudsopfattelse fik betydning for menneskeopfattelsen, i hvert fald bagefter.
Ockham fandt, at Gud ikke skylder mennesket noget og ikke frelser mennesket. Gud er ikke straffende, ikke belønnende. Gud er slet ikke god. Gud er ikke styret af rationaler, men snarere af vilje, og Guds vilje er fri, absolut fri, uforudsigelig, vilkårlig og ubegribelig, og denne opfattelse af Gud mødte forventelig og heftig kritik fra især skolastikerne, der opererede med en god og barmhjertig Gud, der kunne rumme alle modsætninger.
Hvis jeg skulle have en Gud, så skulle det være sådan én. En radikalt individualiseret Gud. En mystisk Gud, kan man sige. En kaosgud, man ikke kan få hold på i denne verden, et viljesvæsen frem for et rationelt væsen, hinsides godt og ondt.
Denne radikalt individualiserede Gud fandt da også mange tilhængere i senmiddelalderens Europa, hvilket heller ikke er så mærkeligt, når man tænker på daværende fænomener og plager som pest, sult, Hundredårskrig og den lille istid, der nærmest ødelagde den agrare produktion. Katastroferne efterspurgte en ubegribelig, mystisk og kaotisk Gud. Undskyld, men hvad fanden skulle man ellers tro på? At alt var i sin skønneste orden? Vor herre bevares. Så hellere anerkende, at afstanden mellem Gud og verden var uendelig.
Konsekvensen af Ockhams tænkning lå måske ikke lige for, men er lige så epokegørende som subtil. For når Gud opfattes som en fri agent eller fri aktør – sådan som vi ville sige i dag – så var det samtidig en forestående filosofisk mulighed, at tillige mennesket var frit – eller i hvert fald friere end paven tillod – eftersom mennesket var skabt i Guds billede. Hvis Gud var radikalt individualiseret, jamen, så var mennesket det måske også. Her er ansatsen til den nye menneskeopfattelse.
Efterfølgende gik refleksionen over frihedens væsen så i en mere humanistisk og naturalistisk retning, sådan som antologien forhåbentlig illustrerer med pluk fra renæssance, reformation, naturret, oplysning og revolution. Men begyndelsen er ældre. Man finder den også hos den 25 år ældre tyske dominkanerbroder Mester Eckehart, som er med i udvalget. Prøv lige at hør, hvad han siger i en prædiken om menneskets gudelighed, vi skriver 1300-og grønhvidkål:
"Hvori består da mit liv? Guds væsen, det er mit liv. Men er mit liv Guds væsen, så må alt, hvad der er Guds, også være mit, og Guds væsen og mit væsen må være ét – hverken mere eller mindre.”
Tak for kaffe. Hvis jeg skal konkludere, og det skal jeg jo – ellers kan I ikke huske, hvad det var, jeg egentlig sagde – så vil jeg slutte af med den påstand, at frihed historisk set bliver til i modsætninger mellem forskellige perioder og tider, dvs. når modpoler støder sammen, konfliktuelt, epokalt, dramatisk. Det er først, når den vante måde at tænke og leve på sættes under pres eller kommer i dyb krise, i dette tilfælde en teologisk krise, eller når friheden er truet, at vi for alvor tænker over, hvad den betyder. Sådan var det dengang, og sådan er det stadig.
Med en stor tak til forlaget og til jeres tålmodighed erklærer jeg hermed Frihedens væsen for frigivet til offentligheden. Tag godt imod den.
