Socialdemokraternes Frederik Vad har for nylig har skabt røre i sit parti ved at italesætte den såkaldt ”3. erkendelse” i forhold til udlændinge- og værdipolitikken. En erkendelse der går ud på, at vi ikke har løst integrations- og assimilationsproblemet ved, at herboende muslimer lærer at forsørge sig selv, tage uddannelse og afholder sig fra kriminalitet, når de bruger deres uddannelse og senere job på mere eller mindre åbenlyst at promovere islamiske værdier for at underminere vores myndigheder og institutioner – og dermed vores demokratiske retsstat.
Det er en erkendelse de fleste på højrefløjen har haft i årtier og som Søren Krarup var den første til at formulere, da han i 1986 brugte alle sine sparepenge på annoncen ”Nej, ikke en krone”. Nu er det så endelig, takket være Frederik Vad, også ved at dæmre for socialdemokraterne, selvom mange i partiet stadig slår sig i tøjret og har særdeles svært ved at anerkende islams vedholdende pres på og gennemslag i alle dele af samfundslivet.
Men: Frederik Vads erkendelse er i virkeligheden blot et eksempel på den helt grundlæggende skrøbelighed, der kendetegner den offentlige forvaltning en bloc i liberale demokratier. Den tyske venstreekstremist Rudi Dutschke talte i slutningen af 1960´rne for ”Den lange march gennem institutionerne” som en subversiv brug af det etablerede politisk-sociale myndighedsapparat for at ødelægge institutionerne indefra og ad denne vej gennemføre revolutionen.
Herhjemme har vi set adskillige eksempler på politiserede forvaltningsafgørelser: den mest modbydelige var, da Socialtilsynet forsøgte at inddrage Jaleh Tavakolis plejetilladelse til hendes dengang 8 årige plejedatter og fjerne pigen fra den familie hun havde boet hos siden hun var to dage gammel, fordi Jaleh Tavakoli havde delt et link til en video af et islamisk terrorangreb på to unge kvinder i Marokkos bjerge.
Eller hvad med alle straffesagerne for overtrædelse af § 264d, som politi og anklagemyndighed nidkært rejste – og stadig rejser – mod islamkritikere og nationalkonservative for at have eksponeret konsekvenserne af islamisk terror.
Og så er der politikeres og embedsmænds cross-over misbrug af offentlige midler og institutioner, der tager afsæt i et bestemt (venstreorienteret) tankemønster og værdisæt, der ikke bare er kontraproduktive, men som også får voldsomme konsekvenser for det omgivende samfund: jeg tænker bl.a. på de såkaldte ”Storebror-ordninger”, hvor yngre indvandrermænd fik løn for være forbilleder for unge drenge og holde dem ude af kriminalitet, men hvor ”Storebrødrene” i stedet fungerede som en art rekrutteringscentral til bandekriminalitet.
”Overtagelsen” af statsinstitutioner og den offentlige forvaltning er således ikke forbeholdt islam, selvom Frederik Vads 3. erkendelse absolut hviler på solid grund, hvilket jeg selv kan give et frisk eksempel på: en god bekendt, der har skjult adresse som følge af hendes mangeårige kritik af den fejlslagne integrationsindsats, blev opskræmt, da det gik op for hende, at alle hendes personlige oplysninger var tilgængelige for hendes lokale apotek, der både var ejet af en troende muslim og som næsten udelukkende havde troende muslimer ansat. Hun skrev derfor til Indenrigs- og Sundhedsministeriet og gjorde opmærksom på, hvad hun – med rette – mente var et sikkerhedsproblem, da hun i kraft af sit arbejde ved, at mange muslimer i både det offentlige og private sundhedsvæsen ikke overholder deres tavshedspligt.
Ministeriets svar var ikke bare en affejning, men nærmest det rene nonsens og det var underskrevet af – en fuldmægtig med muslimsk baggrund.
Der er ingen tvivl om, at Frederik Vad har set lyset med sin 3. erkendelse, og der er ingen tvivl om, at de på overfladen integrerede og veluddannede herboende muslimer udgør en meget stor samfunds- og sikkerhedsrisiko. Men problemet med infiltration af den offentlige sektor bunder grundlæggende i den politiske korrektheds iver efter at opfordre alle ”uanset religiøs og politisk tilhørsforhold” til at søge ansættelse i stillinger, hvor man har adgang til følsomme oplysninger. Alle religiøse og politiske tilhørsforhold er nemlig langt fra lige gode og lige velegnede til offentlige embeder.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
