Forslag til lov om ændring af straffeloven (§ 266 b)
De kommunistiske landes værk
Som bekendt var det FNs vedtagelse i 1965 af en konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination, der lå bag Folketingets vedtagelse i 1971 af paragraf 266b i straffeloven, men det er tankevækkende at konstatere, hvordan FN vedtog denne konvention.
Der var nemlig meget stærk modstand imod konventionen. De vestlige og demokratiske lande var meget betænkelige ved en konvention, der ville kriminalisere ideer og dermed true ytringsfriheden – som USA og England erklærede:
”Ytringer skal være frie, men opfordringer til vold skal kunne standses”.
Dette var Vestens synspunkt. Men de kommunistiske lande, Sovjetunionen og dets vasalstater samt Cuba og Saudi-Arabien, stemte FN-konventionen igennem, og så gik det sådan, at da det nu hed en FN-konvention, så kapitulerede de vestlige lande og bøjede sig i ærbødighed for disse totalitære trusler mod ytringsfriheden.
Folketingets debat 1970
Det bliver tydeligt i det danske Folketing, hvor forslaget om den nye paragraf 266 b kommer til førstebehandling 29.oktober 1970.
Den konservative justitsminister Knud Thestrup er ikke ganske tryg ved forslagets undertrykkende karakter, og den socialdemokratiske ordfører K. Axel Nielsen deler den skepsis, som en række stater, heriblandt de nordiske, gav udtryk for i FN, men siger så:
”Men de nordiske lande er enige om at gøre det muligt at ratificere konventionerne, når de nu er vedtaget af FN”.
Med andre ord: FN er den hellige, almindelige, demokratiske kirke, som berettiger alt, også den trussel imod ytringsfriheden, som de vestlige lande har et klart blik for og har stemt imod.
Sådan vedtages en FN-konvention. Sådan lukker de vestlige lande og især de danske politikere øjne og øren for den katastrofale virkelighed og siger ja til paragraf 266 b.
Poul Dams profeti
Men ikke alle sammen. Der er en enkelt nærmest profetisk røst blandt de danske ordførere 29.oktober 1970, som sætter tingene fuldstændig på plads. Det er Poul Dam fra Socialistisk Folkeparti.
Han siger:
”Det er ikke vor stats opgave at foreskrive borgerne visse meninger eller fratage dem retten til at have visse andre meninger. Selv de tåbeligste anskuelser, selv de mest skadelige opfattelser har ret til at eksistere, og de har ret til at komme til udtryk. ”
Det sidste skal med. Det er en illusion, der grænser til hån, at friheden skulle være sikret, når der blot var tænkefrihed og trosfrihed…Det er udtryk for en primitiv moralistisk tankegang, at man kan bekæmpe det, som bør bekæmpes, ved at kriminalisere det.
Nej, friheden er absolut, og der er intet argument, som kan begrunde nogen begrænsning af friheden.”
Poul Dam fortsætter:
”Dette er det springende punkt: man sætter et skel mellem acceptable meninger og uacceptable meninger. Når dette skel først er sat, kan det flyttes, og hvor er vi så henne? Så er vi tilbage i den oplyste enevældes forestillinger om ytringsfrihedens grænser. I parentes skal det bemærkes, at det er bittert ironisk, at netop en lovændring, der vil bekæmpe diskrimination, medfører, at et så uvidenskabeligt og diskriminationsladet ord som ”race” indføres i dansk lovgivning.”
Poul Dam slutter:
”Det er ikke statens eller domstolenes opgave at beskytte mig eller andre, der mener som jeg, ved at forbyde nogle meningsytringer, som jeg fordømmer…Danmark bør ikke ratificere en hvilken som helst kompromiskonvention fra FN, hvis vi alvorligt må frygte, at følgerne gør det danske samfund ringere. Disse lovforslag begrundes altså med ratifikationsønsket, men de vil medføre demokratiske tilbageskridt, hvis de skal tages efter ordlyden.”
Hvilke sande og profetiske ord! Hvilken klarhed og præcision i kritikken af FN-konventionen og forslaget til paragraf 266 b!
Og hvilken falliterklæring, hvilken åndelig og intellektuel fallit for det danske folkestyre, at Folketinget vedtager paragraf 266 b på trods af Poul Dams sande og uafviselige kritik.
Terrorisering af debatten
For det er jo gået, som han forudsagde. Paragraf 266 b i straffeloven terroriserer og ensretter den danske debat og dermed det danske demokrati. Vi har set mange eksempler på det og i stigende grad i den seneste tid, i allerseneste i dag i Østre Landsret.
Ved hjælp af paragraf 266 b forfølges det frie ord og den åndelige selvstændighed, mens tilhængerne af totalitarismens og diktaturlandenes politiske ensretning samles bag dens banner – i dag som dengang.
Betingelsen for en fri og åben debat
Det er efter vores mening en betingelse for en fri og åben debat i et frit og åbent folkestyre, at misbruget af paragraf 266 b standses. Vi foreslår som bekendt, at der indføres en stk. 2, som frikender den, der kan føre sandhedsbevis for sine udtalelser.
Det er efter vores mening uanstændigt og i strid med enhver lødig debat, at alene tonen og formen skal være afgørende. Sandheden – kun sandheden skal i den frie debat i et frit folkestyre være eneste afgørende instans.
Vi håber, at Folketinget 41 år efter Poul Dams udtalelser vil tage dem alvorligt og tage dem til efterretning.
