For nylig offentliggjorde den engelske borgerjournalist og ytringsfrihedsaktivist; Tommy Robinson, på frie sociale medier som Telegram og GETR, at han i det nye år 2022 er på vej med en ny dokumentarfilm om engelske myndigheders svigt i forbindelse med muslimske voldtægtsbanders brutale udnyttelse af engelske underklassepiger i byen Telford. Dokumentaren indeholder angiveligt vidneudsagn fra ofrene og deres familier og, hvis jeg kender Robinson ret, har han også produceret et revolverinterview eller to med nogle af de skyldige og måske også med engelske myndighedspersoner? Derfor er det da også ret påfaldende, at der i Englands førende rendestensavis; The Sun (25.12) få dage efter dukker en artikel op med denne overskrift: “Verdens 20 mest farlige ekstremister er nu afsløret – medregnet britiske Anjem Choudary og Tommy Robinson” - https://www.thesun.co.uk/news/17144283/worlds-20-most-dangerous-extremists-anjem-choudary-tommy-robinson/ -
The Sun ligestiller altså en ekstrem muslimsk imam, som vil indrette samfundet efter sharia og inspirerede terrorangrebet mod soldaten Lee Rigby med den engelske ytringsfrihedsaktivist, Tommy Robinson. En mand, som givetvis har begået mange fejl i sit liv, men ved Gud aldrig har opfordret til vold eller terrorangreb mod nogle mennesker. Og selvom sammenligningen mellem Anjem Choudary og Tommy Robinson virker absurd er den ikke usædvanlig. Samme ligestilling blev draget af DR – Deadline journalisten Steen Nørskov i et uærligt og manipulerende indslag om Tommy Robinson, da Trykkefrihedsselskabet gav Robinson Sappho-prisen i januar 2020.
Ifølge The Sun er terrorlisten over verdens farligste mænd udarbejdet af tænketanken ”The Counter Extremism Project”, men søger man på denne tænketanks hjemmeside over ekstremisternes top 20 liste forbryderalbum finder man ikke som nr. 20 navnet Tommy Robinson, men en eller anden nynazist ved navn David Myatt, som angiveligt for nylig er konverteret til islam - https://www.counterextremism.com/content/top-20-extremists -?
Man kunne på den ene side trække på skuldrene og more sig over dette seneste Robinson-udfald i den engelske Lügenpresse, men på den anden side stilles mange af Robinsons støtter verden over for tiden på vagt, fordi tilsvarende løgnekampagner, hvor britisk presse har ladet sig bruge som afløbsrende for rygter og usande påstande om Robinson tidligere har været et forvarsel om forskellige juridiske magtindgreb mod denne ytringsfrihedsaktivist og borgerjournalist. Mindre på vagt overfor, hvad britiske myndigheder kan finde på, stilles man i hvert fald ikke, hvis man kender lidt til historien om, hvordan det engelske retssystem og politi tidligere har ladet sig misbruge som politiske redskaber til en udemokratisk nedlukning af Robinsons sikkert flabede og magthaver-ubekvemme gadejournalistisk. Særlig om så afslørende et emne som myndighedernes totale svigt i sagerne om såkaldte ”grooming gangs”.
Desuden må det vække demokratisk bekymring, hvis statslige og private organisationer til modarbejdning af muslimsk jihad-terrorisme kun kan legitimere deres arbejde, hvis de drager urimelige sammenligninger mellem muslimske jihadterrorister og nationalkonservative islamkritikere, som ellers kun anvender demokratiske metoder og aldrig opfordrer til vold.
