Om danske politikere, på tværs af blokke og partiskel, enten er dumme eller bare uvidende om fundamentet for vores demokrati, er ikke til at sige, men de seneste par år har der bredt sig en despekt for ytringsfriheden blandt vore folkevalgte, som er både foruroligende og farlig.
Et dugfrisk eksempel: I Folketingets spørgetid onsdag den 9. januar stillede SF´s Karsten Hønge følgende spørgsmål til Justitsminister Søren Pape Poulsen:
”Mener ministeren, at provokatører som f.eks. Rasmus Paludan, der opsøger ballade, skal kunne trække på politiets fuldtidsbeskyttelse uden modkrav?”
Hertil svarede Justitsministeren bl.a.:
”Jeg tror bare, at det måske kedelige svar på det spørgsmål er, at jeg nok har svært ved at se, hvad det er for nogle redskaber, vi kan tage i brug for at kunne sige til f.eks. Rasmus Paludan, for nu er det jo en meget konkret problemstilling her: Du laver nogle stunts, så dig kan vi ikke beskytte. Jeg tror ikke, jeg kan finde et grundlag for det […] Jeg har nok svært ved lige at pege på, om der er nogle muligheder for at kunne sige: Det er din egen sag; vi kan ikke beskytte dig.”
Det er på en gang skandaløst og forstemmende at høre danske politikere hhv. klage over og beklage, at vi har ytringsfrihed i Danmark. For det er de facto det, som Karsten Hønges spørgsmål og Søren Pape Poulsens svar afspejler. Den sidste beklæder endda embedet som justitsminister og har altså ansvaret for konkret at beskytte borgernes ytringsfrihed. En beskyttelse, som han åbenlyst beklagede at skulle sørge for.
Karsten Hønge levede på sin side op til sin selvudråbte titel som ”Vikaren fra Helvede” – i hvert fald repræsenterede han et helvede for det frie ord med sit krav om, at fordi Rasmus Paludan er så langt ude i hampen, og kun er ude på at provokere, så har han ikke krav på beskyttelse. Det lød således også fra Karsten Hønge:
”Der, hvor jeg bare synes, at forskellen er, er, når man kynisk og nøjagtigt indtænker politistyrken i en koreograferet teaterforestilling, hvor det ikke har når noget at gøre med forsamlingsfrihed, for det er kun ham selv, der er der, og så en anden lille ynkelig type ved siden af, der står og filmer det. Så jeg syntes, at man her spænder det til det yderste.”
Hvad er der sket, når en folkevalgt politiker, hvis hele virke er baseret på retten til at kunne ytre sig frit og dele sig efter anskuelse, vil forhindre politiske modstandere i at ytre sig ved at nægte dem beskyttelse? Og hvor langt er vi kommet ud, når landets justitsminister giver ham ret og beklager, at lovgivningen umiddelbart ikke tillader ham at indstille beskyttelsen af Rasmus Paludan?
Det er rystende.
Ytringsfriheden er for alle. Den er ubetinget og gælder for alle, også – og især – for mennesker, der stiller sig alene op med en megafon og ”en eller anden lille ynkelig type ved siden af”. Rasmus Paludan har aldrig hverken opfordret til eller truet med vold, hans ytringer er lovlige og han har derfor krav på beskyttelse. Hver eneste gang, han stiller sig op.
Det er lige så påfaldende som det er forstemmende, at hverken Karsten Hønge eller Justitsministeren finder anledning til at reflektere over, hvorfor Rasmus Paludan har brug for beskyttelse.
For det er jo ikke ham, der er årsagen til, at politiet må rykke ud, hver gang han stiller sig op. Det er alle de volds- og krænkelsesparate i de ghetto-områder, som Paludan besøger. Behovet for politibeskyttelse til Rasmus Paludan siger i virkeligheden intet om ham, men alt om de områder, han stiller sig op i, for han viser os, at vi har områder i Danmark, hvor ytringsfriheden er sat ud af kraft. Hvor man ikke kan tale frit.
Den indlysende pointe er desværre aldrig gået op for hverken Hønge eller Pape Poulsen.
I stedet gør de voldstruslen til Paludans skyld og ansvar. Det er det ikke. Det er først og fremmest de voldelige muslimers skyld, dernæst er det politikernes skyld – og det er til enhver tid politikernes ansvar at skærme Paludan og andre mod volden og dermed værne det frie ord.
Den skyld og det ansvar har vores politikere tiltagende svært ved at anerkende og acceptere – og det varsler ilde for ytringsfriheden i Danmark.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
