Kære Trykkefrihedsselskab. Kære Lars Hedegaard, kære Katrine Winkel Holm og kære Lars Vilks. I er hovedpersonerne her i dag. Det er I med rette, fordi I er i besiddelse af engagement, begavelse og mod.
Lars Hedegaard. Du er en brumbasse med gods i. Og en brumbasse, der heldigvis overlevede, at nogen forsøgte at stække dens vinger en februardag i 2013. Jeg mødte dig første gang ved en middag på Pelargonievej i begyndelsen af 2001, hvor en lille islamskeptisk gruppe mennesker havde inviteret sig selv på besøg.
Du serverede falafler, for du insisterede på, at middagen skulle have et mellemøstligt skær. Senere stiftede du sammen med en række andre gamle, hvide mænd – den måske mest udskældte gruppe i samfundet i dag – det Trykkefrihedsselskab, der nu kan fejre sin 10 års fødselsdag. Det kan du være stolt af Lars.
Katrine Winkel Holm. Helt uden brug af kvindekvoter har du kæmpet dig vej til en toppost i en bestyrelse: Du er blevet direktøren for det hele. Og du gør det godt. Tænk blot på balladen om den svenske kunstner Dan Park.
Mens netværket Fri Debat – der tæller udmærkede, men meget snakkende mennesker – sendte vrede skrivelser til kommunalpolitikere om, at det var for galt, at man ikke ville udstille Park, tog du sagen i egen hånd.
Vist var facaden på Hornsleths galleri, hvor billederne skulle have været vist, blevet smadret. Men du fandt en kælder, ikke sort som kul, men på Østerbro, hvor man til tonerne af stille musik kunne se hvad man smider folk i fængsel for i vores naboland. Hurrah for Katrine tænkte jeg.
Vilks: En rar, men stålsat tegner
Lars Vilks. Det er vigtigt for mig at nævne, at det jo ikke var i den Lars Vilks Komite, jeg stiftede for lidt mere end to år siden sammen med en række andre danskere, at støtten til dig startede. Nej, det var i Trykkefrihedsselskabet. Ved et Danmarksberømt møde i 2007.
En række mennesker var blevet trommet sammen for at støtte dig, en sær, bebrillet herre fra nabolandet Sverige, der på grund af en blæktegning var røget ud i problemer. De, der var tilstede ved mødet husker nok allermest nu afdøde chefredaktør for Politiken Tøger Seidenfaden. Han gungrede ud af Dansk Forfatterforenings stilfulde lokaler efter at have affyret en rasende salve mod flere af de tilstedeværende, som han ikke ville være i selskab med længere tid end højst nødvendigt.
Lad mig sige kære Trykkefrihedsselskab, hvor glad jeg er for at I giver Lars Vilks årets pris. Man kunne ikke finde bedre valg end denne rare, men stålsatte tegner. Og man kunne ikke finde bedre mand til at motivere prisen end Naser Khader, der på egen krop ved, at det koster at tale frihedens sag.
Lars Vilks, dig så jeg jo sidst, da vi sammen lå i dækning under et bord i Krudttøndens opmaganiseringsrum. Da nyheden om, hvordan terroristen Omar Hussein havde affyret omkring 30 skud fra sit automatvåben, i håbet om at kunne skyde sig vej ind i det lokale, hvor du og jeg og de øvrige deltagere netop var gået i gang med debatmødet, blev det i verdenspressen til et kølerum. Helt så koldt var der nu heldigvis ikke. Men kære Vilks, jeg er rigtig glad jeg er for at vi kan mødes i lidt varmere og mere stilfulde omgivelser i dag.
Jeg er også glad for at høre, at når alt halløjet med taler og prisoverrækkelse er overstået, så kan man ikke blot få kage, man kan også få sig et glas vin.
For der er flere her i dag end jer fire, jeg allerede har nævnt, som jeg gerne vil skåle med.
Blandt andre Kit Louise Strand, den effektive og begavede sekretær, der igennem så mange år har taget sig af så mange praktiske ting i Trykkefrihedsselskabet. Jeg siger: Uden Kit, intet Trykkefrihedsselskab.
Og der er endnu en, jeg vil nævne. Det er en kunstner, der for mange år siden skrev til mig. Da jeg havde læst brevet, ringede jeg Lars Hedegaard op, som jeg arbejdede sammen med på det tidspunkt. Der er sket noget mærkeligt, sagde jeg.
Hvad er det, sagde Hedegaard, er der ballade? Nej, ikke ballade, sagde jeg, men der er en billedkunstner, der skriver, at han er enig med dig og mig i vores syn på islam. Hvor ejendommeligt, sagde Hedegaard, hvem er denne kunstner? Han hedder Uwe Max Jensen, svarede jeg.
Uwes afslørende journalistik
Og i salen her i dag sidder du jo netop Uwe. Siden er du blevet en kendt skikkelse både på facebook og i det virkelige liv. Du er også blevet Danmarksberømt for at spadsere nøgen op og ned af diverse provinsbyers hovedgader under udførelse af mærkelige happenings, jeg ikke rigtigt forstår. I dag er du dog mødt op fuldt påklædt, men det er ikke bare fordi du har tøj på, du skal nævnes.
Nej, det er for den afslørende journalistik, som du igennem årene har leveret til Trykkefrihedsselskabets site. Det er blandt andet dine artikler, der sammen med Trykkefrihedsselskabets støtte til dødstruede, Geert Wilders, Kurt Westergaard, Robert Redeker, Ayaan Hirsi Ali og og andre, gør Trykkefrihedsselskabet til en vigtig stemme.
Man kunne også nævne Trykkefrihedsselskabets støtte til liberale og frafaldne muslimer igennem alle årene. Ligesom den perlerække af begavede mennesker, der har optrådt på Trykkefrihedsselskabets møder og konferencer: Samia Labidi, Ibn Warraq, Douglas Murray, Peter Whittle, Daniel Pipes og mange, mange andre.
Politiet forhindrede en massakre
Tilsidst vil jeg rette en tak til nogle mennesker, der ikke har noget med Trykkefrihedsselskabet at gøre. Og det har I så alligevel. For I gør det muligt, at dette møde og lignende møder kan finde sted. Jeg taler naturligvis om politiet og livvagterne fra både Sverige og Danmark, der er tilstede på Christiansborg i dag.
Der er skrevet op og ned ad stolpe i medierne om, hvad politi og livvagter skulle have gjort anderledes den 14. februar ved Krudttønden. Jeg vil gerne her understrege, hvad politi og livvagter rent faktisk gjorde: De forhindrede en massakre.
For nogle uger siden rendte jeg selv tilfældigt på en af de betjente, der var på arbejde den dag i Krudttønden. Jeg rakte hånden frem og sagde: Tusind tak. Selv tak sagde betjenten, for betjente og livvagter er altid så beskedne. Jeg er dog glad for at betjenten ikke sagde: Skulle det være en anden gang.
Men hvad ved vi? Dette er terrorens tidsalder. I går var vi alle Charlie, i morgen er vi måske alle israelere. Det skal ikke ødelægge ens gode humør. I hvert fald ikke mit. Og det skal ikke forhindre Lars Vilks. Lars Hedegaard, Katrine Winkel Holm, Naser Khader og alle os andre I fortsat at sige, skrive og tegne, hvad vi mener.
Kære Trykkefrihedsselskab. Hjerteligt tillykke!
Helle Merete Brix er grundlægger af Lars Vilks Komiteen og var fra 2005 – 2010 redaktør af Sappho.dk
