Formanden for Trykkefrihedsselskabet, Aia Fog, blev torsdag deaktiveret af Facebook. Som Facebook har for vane, blev der givet ikke en konkret begrundelse for beslutningen, men alene en generel henvisning til brud på det sociale medies fællesskabsregler.
Selv har Aia Fog ikke noget bud på, hvad der kan være årsag til, at hun er blevet fjernet fra Facebook, men hun har i det seneste år oplevet at få flere advarsler og en enkelt karantæne for et opslag fra 2014, der nævnte den engelske ytringsfrihedsaktivist Tommy Robinson.
Aia Fog har ellers for at undgå deaktivering været omhyggelig med ikke at nævne Tommy Robinson direkte ved navn, men bruge omskrivninger, siden Facebooks danske repræsentant Andreas Münster i efteråret 2019 sammenlignede ham med den serbiske krigsforbryder Ratko Mladic og forbød enhver omtale af Tommy Robinsons navn på Facebook.
I øvrigt, er det ikke forbudt at nævne hverken Ratko Mladic, Hitler, Pol Pot, Stalin, Idi Amin eller Mao på Facebook.
Det er anden gang Facebook deaktiverer Aia Fog. Første gang var i efteråret 2019 efter at hun havde annonceret, at Trykkefrihedsselskabets Sapphopris ville gå til Tommy Robinson. Samtidig blev selskabets tidligere formand, Lars Hedegaard, også deaktiveret. Dengang førte Facebooks censur til heftig debat, der nåede helt ind i Folketinget, hvorefter både Lars Hedegaards og Aia Fogs facebooksider pludselig virkede igen.
Siden er bigtech-giganternes arbitrære censur blevet defineret som en af de største trusler mod ytringsfriheden i Danmark. En udnævnelse som Facebook nu cementerer rigtigheden af med deaktiveringen af Trykkefrihedsselskabets formand.
Aia Fog har oprettet en ny profil på Facebook.