En række personer har de seneste dage modtaget en såkaldt venneforespørgsel på det sociale website Facebook fra en person, der foregiver at være Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard. Personen kalder sig "Lars Hedelaard" og har blandt andet kontaktet en lang række af Lars Hedegaards bekendte med anmodninger om et virtuelt venskab på Facebook.
På kort tid har "Lars Hedelaard" fået 120 venner blandt andet journalist Jeppe Søe, kommunikationsrådgiver Henrik Byager, politiker Karsten Skawbo-Jensen, skatteminister Kristian Jensen, integrationsordfører Naser Khader, journalist Paula Larrain og politiker Simon Emil Ammitzbøll. Blandt de mere kuriøse navne, der har svaret bekræftende på "Lars Hedelaards" forespørgsel om Facebook-venskab, finder man personer med navne som Allan Anarchos og Bongo Pedersen.
Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard oplyser overfor Sappho, at han slet ikke har en Facebook-profil.
"Jeg gætter på, at hensigten med denne manøvre er at få folk til at melde sig til og derefter udveksle deres tanker med “Lars”, således at de kan blive “afsløret”, siger Lars Hedegaard til Sappho.
Lars Hedegaard oplyser endvidere, at han ikke ønsker at anmelde Facebook-svindlen til politiet.
Også historikeren Kim Møller, der er manden bag den mediekritiske blog, Uriasposten.net, har været udsat for chikane på Facebook, hvor en person har oprettet en profil med navnet "Kim Øller". Desuden har historiker Kim Møller i en længere periode været udsat for anden chikane via internettet. Det gennemgår Kim Møller i en postering på sin blog
Facebook-chikane af Trykkefrihedsselskabet
En ukendt person udgiver sig for Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard på Facebook
Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg