Lørdag den 1. april havde Trykkefrihedsselskabet besøg af den engelske ytringsfrihedsaktivist, gadejournalist og dokumentarist Tommy Robinson. For en fuld Fællessal på Christiansborg viste han for første gang sin seneste dokumentarfilm, Silenced, om hvordan myndigheder og mainstreammedier gør alt for at skjule konsekvenserne af befolkningsudskiftningen i England og det enorme pres islam lægger på det engelske samfund.
Det var Morten Messerschmidt, som havde lånt Fællessalen til Trykkefrihedsselskabet og arrangementet og efterfølgende lagde han en lille video op på sin Facebook-profil, hvor han bl.a. roste filmen og sagde, at han ikke havde mødt Tommy Robinson før, men at han havde gjort et stort indtryk på ham og så opfordrede han til, at så mange som muligt ville se hans film.
Et fuldt ud fredeligt og demokratisk arrangement afholdt i Fællessalen på Christiansborg, med en dansk partileder som officiel vært og Danmarks største ytringsfrihedsorganisation som arrangør efterfulgt af en lille video af Morten Messerschmidt på vej væk fra Christiansborg lagt på Facebook. Og så alligevel ikke, for nu er Trykkefrihedsselskabets Facebook-konto lukket, selskabets næstformand, Michael Pihl, er blevet blokeret, min deling af Morten Messerschmidts video er censureret og det samme er det foto jeg lagde op fra Fællessalen – og i skrivende stund er videoen heller ikke at finde på Morten Messerschmidts Facebook-profil og han bekræfter, at den er blevet fjernet af Facebook.
Alt dette fordi Facebook, i lighed med stort set alle andre bestemmende sociale medier, konsekvent udøver politisk forfølgelse af Tommy Robinson, som ”man” udfolder store bestræbelser på at gøre til en ikke-person i lighed med, hvad man så under Stalin-tidens udrensninger. Baggrunden herfor blafrer i vinden, som det har gjort siden Tommy Robinson sidste gang besøgte Trykkefrihedsselskabet i 2020. Forud for dette besøg sammenlignede Facebooks talsmand i Skandinavien, Peter Andreas Münster, i DR2´s Deadline Tommy Robinson med den serbiske krigsforbryder Ratko Mladic, uden dog at uddybe hvad de to overhovedet har til fælles og uden at redegøre for, hvorfor man – i modsætning til Tommy Robinson - stadig kan nævne både Mladic, Hitler, Idi Amin og andre despoter og krigsforbrydere på Facebook uden sanktioner.
Det er imidlertid et faktum, at Tommy Robinson aldrig har opfordret til vold, truet med vold eller udtalt sig racistisk, så det er ud fra et demokratisk lighedssynspunkt ikke bare uforståeligt, men direkte (Grund)lovstridigt at eliminere Tommy Robinson og hans navn online. Det er politisk forfølgelse foretaget af en privat virksomhed, der i kraft af sin enorme størrelse har fået alt for meget magt over ytringsfriheden. Og hvad værre er: der synes ikke at være politisk vilje til at gribe ind over for denne online magtudøvelse, selvom den arbitrære og politiske censur, der udøves af tech-giganterne står i skærende kontrast til den ytringsfrihed, der ellers besynges i det omgivende samfund.
Den passivitet, der kendetegner vore politikere er så meget desto mere besynderlig al den stund, at Danmark aktivt har tilsluttet sig Freedom Online Coalition, en sammenslutning af 36 stater, der har det som erklæret mål at sikre grundlæggende frihedsrettigheder online, herunder ikke mindst ytringsfriheden. Det er faktisk det bærende princip for Freedom Online Coalitions arbejde, at de (menneske)rettigheder der er sikret offline også skal sikres online.
Nu bliver et folketingsmedlem, en partileder så også censureret af Facebook for at omtale Tommy Robinson, og man kan håbe, at det vil få politikerne til at reagere. Det har nemlig tidligere vist sig at have en vis effekt, som da tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Marie Krarup, tog problemet op i Folketinget, da den tidligere formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard og jeg selv blev blokeret i 2019 forud for Tommy Robinsons forrige besøg i Trykkefrihedsselskabet. Dengang blev vores facebookkonti pludselig genaktiveret, men da der aldrig blev fulgt politisk op med generelle regler for ytringsfrihed online, skete der intet på den lange bane. Og dog: Facebook var smarte nok til at give politikere en udvidet ytringsfrihed på platformen, så de ikke selv rammes i samme grad af den politiske censur og dermed ikke har samme incitament til at gøre noget ved de skandaløse forhold på nettet.
I det lys må censuren af Morten Messerschmidts lille video enten være en kæmpe fejl begået af Facebook-censuren – eller også er hadet til Tommy Robinson og dermed også hans betydning så stor, at ikke engang en partileder må nævne ham ved navn. I begge tilfælde er det et grundlæggende demokratisk problem, der angår os alle.