I anledning af 70-året for den seneste grundlovsændring, stiller Politiken spørgsmålet om det er tid til at ændre den (igen) og har i den anledning bebudet en serie kronikker. Den første kom Grundlovsdag, den er skrevet af tidligere juraprofessor Eva Smith, og man må spørge sig selv, om Politiken har gjort hende en bjørnetjeneste ved at bringe den.
I sine heydays, da jeg var ung og læste på Københavns Universitet, var Eva Smith den ukronede dronning af straffeprocessen og hun har bl.a. (i 1986) skrevet en virkelig god og meget interessant afhandling om vidnebeviset. Men hendes grundlovskronik vidner om et intellekt på retræte, for jeg har særdeles vanskeligt ved at forestille mig alternativet, nemlig at hun skulle være spejlblankblank på den vigtigste grundpræmis for vores demokrati og dermed også retsdannelse: ytringsfriheden.
Kronikkens overskrift er ”Er ytringsfriheden i Danmark blevet en håneret?” og det er Eva Smiths grundlæggende budskab, at ytringsfrihed er at have respekt for andres meninger og at den stopper der, hvor andre tager anstød og hvor man kun siger noget for at provokere, for som hun skriver i indledningen: ”Ytringsfriheden har vi jo bl.a., for at vi kan føre en demokratisk samtale, hvor vi diskuterer på et ordentligt plan”.
Det er mildt sagt en vildfarelse at kæde ytringsfrihed sammen med tonen i debatten, men Eva Smith ryster ikke på hånden, for hun sætter æstetik over frihed og synes, at ytringsfrihed stopper ved hån, spot og latterliggørelse, og naturligvis især hån og spot af islam. Hvis man endelig skal kritisere islam, så er det en kritik for de lærde blot og skal flyde i afmålte, kunstneriske doser og ikke den primitive og provokerende islamkritik som den Rasmus Paludan bedriver, for som hun skriver: ”Salman Rushdie bryder sig heller ikke om islam og skrev en glimrende bog om det”
I det hele lægger Eva Smith ikke skjul på sin utilfredshed med tingenes tilstand, hvor de, efter hendes mening, primitive og udannede ikke alene får lov til at råbe deres budskaber ud på strategisk vigtige steder i det offentlige rum – men også kan kræve beskyttelse af staten (politiet) mod at blive voldeligt overfaldet mens de gør det. Det er så langt fra ”et ordentligt plan” at betragte ytringsfriheden fra, hvilket hun illustrerer med denne lignelse:
”Når min lille pige kommer hjem fra skole og siger: ”De andre kalder mig brilleabe”, så ringer jeg naturligvis til klasselæreren, og så forventer jeg ikke, at hun siger: ”Ja, men børnene benytter jo bare deres ytringsfrihed, og det er da helt fint”. Jeg forventer, at hun snakker med børnene om, hvordan vi taler til og om hinanden”
Borgerne er altså at betragte som børn, der skal retledes af ”de voksne”, en ikke nærmere defineret gruppe, men sikkert er det, at Eva Smith er en af ”de voksne”.
Det følger af ”forholdets natur”, som man siger i juridiske kredse, at Eva Smith har det særdeles stramt med, at Paludan får lov at brænde koraner af under politibeskyttelse: ”Hvad er det for et budskab, Paludan giver udtryk for, når han brænder koranen? At han foragter islam – eller måske at han foragter muslimer? Men er det en mening, der er beskyttet af ytringsfriheden?”
Ja, Eva Smith, det er lige præcis, hvad det er – og det er dybt forstemmende, at du som en slags ekspert overhovedet kan få dig selv til at stille dette spørgsmål.
Men det stopper ikke der, for hun fremturer med et argument, der er så selvmodsigende, at det faktisk er sørgeligt i betragtning af det højt estimerede embede hun har bestridt i årtier: ”I diktaturstater er der mennesker, der har givet deres liv for ytringsfrihed og demokrati. Hvad mon de ville sige, hvis de hørte, at her i landet skamrider vi ytringsfriheden i en sådan grad, at vi sender adskillige betjente ud for at beskytte en mand, der kun ønsker at provokere anderledes tænkende med hån og spot?”.
Det er utroligt, at Eva Smith ikke forstår, at det lige præcis er denne frihed – og beskyttelsen af den – som ytringsfrihedsaktivister i diktaturstater vil ofre deres liv for at få.
Det siger sig selv, at Eva Smith er grundigt træt af virakken omkring Muhammedkrisen og den status, som krisen har fået: hun synes det nærmer sig det pinlige, at vi i Danmark har ”ophøjet” muhammedtegningerne til det ”fineste udtryk for ytringsfrihed, man kan opleve” og er lettet over, at det ikke lykkedes at få gennemført obligatorisk undervisning i muhammedkrisen i folkeskolen: ”Det var da også en vanvittig idé. Vi har set, at det kan være forbundet med livsfare at vise tegningerne.”
Ja, det har vi og det er en af de væsentligste grunde til at muhammedtegningerne er blevet det danske omdrejningspunkt for ytringsfrihed, fordi truslen mod vores vigtigste frihed her bliver så konkret og nærværende. Og derfor er det ekstra vigtigt at vi tager lige præcis den trussel mod ytrings- og undervisningsfriheden så alvorligt, for det kan let vise sig at være langt farligere ikke vise tegningerne i undervisningen end at vise dem, for som man kunne læse i Berlingskes leder 19. maj: ”Vi er nemlig i krig, og det er på tide, at vi som samfund står sammen om at byde demokratiets og ytringsfrihedens fjender trods”.
Men i Eva Smiths verden er vi alle børn – også tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen er et barn, der bliver korrekset af ”den voksne” Eva Smith for at opføre sig ”utrolig arrogant og uforskammet”, da han under muhammedkrisen nægtede at mødes med de 22 ambassadører. Denne svada kommer efter en mildest talt alternativ gengivelse af forløbet af muhammedkrisen, der bæres af den påstand, at det var Bluitgen, Rose og JP, der var skyld i, at det gik så galt som det gik.
Denne ude-i-hampen påstand får hende til at ræsonnere, at meget kunne undgås, hvis vi indskrænker ytringsfriheden: ”Vi kan ikke putte ånden tilbage i flasken, men vi kunne måske overveje, hvorvidt hån og spot skal være en del af den demokratiske samtale.”
Dermed svarer hun på en gang ja til Politikens spørgsmål om det vil være en god ide at ændre Grundloven endnu en gang – og hun svarer ja til at det skal gøres for at begrænse danskernes frihed. De er nemlig børn, der ikke ved, hvordan man skal opføre sig æstetisk.
